Posts Tagged ‘symptomer og depression’

I interessen for at sætte mig ind i debatten om diagnosekulturen (iflg. Svend Brinkmann og Anders Petersen) og det Etiske Råds tematisering af emnet, gør jeg mig nogle tanker om min egen diagnose og mørket indeni mig.

hvad er en diagnose?

darkness-light

Det kan ikke ses, et sted indeni er det præcist sådan. Hver dag.

Alle ved hvad en diagnose er, alligevel gjorde det et indtryk på mig at læse definitionen på det (Baggrundstekst: “Diagnosen som begreb og praksis”, Det Etiske Råd Januar 25, 2016)Diagnosesystemerne skal med andre ord understøtte ønsket om at skelne den syge fra den, der ikke er syg. Men jeg er da ikke syg! Er jeg? Nu har jeg været velfungerende de sidste 3 år. Nu hvor jeg skriver det, lyder det også lidt mærkeligt at omtale sig selv som velfungerende. Det jeg mener, er, at jeg udefra er lige så normal og rask, som du og andre (!).

mørke tanker

Naturligvis dukker mørket op hver gang, jeg har været syg med forkølelse eller influenza. Og der er også en grund til at mit liv, og vores samliv og familieliv er indrettet, som den er. Så jeg er da helt som alle andre…eller? Jeg burde da ikke have diagnosen mere?! Eller…jeg tør ikke spørge min mand (af frygt for at han bekymrer sig unødigt) om det er helt normalt eller om det er det, der adskiller en som mig med 3 depressioner bag mig fra jer andre? At jeg i baghovedet har en lyst til bare at græde eller lægge mig ned og give op!

er mørket forskellen?

Jeg genkender godt, at depressive udtryk er blevet en del af sproget i dag. At når vi har en trist dag, så “er vi lidt depressive i dag” og at nedtrykthed forveksles med depressive tanker. Det er det, der forvirrer mig nu, for hvad er forskellen på mit mørke og andre raske og normale mennesker, der ikke har en diagnose eller 3 depressioner bag sig? Min hverdag er god uden at være alt for skemabelagt. Jeg har en superdejlig mand, et godt sexliv, børn der trives og som jeg synes jeg har et åbent og ærligt forhold til. Jeg har arbejde, som jeg er helt almindelig glad for og en økonomi, som kører rundt. Jeg har alt. Alligevel er jeg på nippet til at lægge mig og ikke rejse mig igen, uden nogen særlig grund. Har alle det mørke i sig eller er det, det, der adskiller mig fra andre?

Advertisements

For nogle uger siden hørte jeg på P1, at læger ind imellem ser sig nødsaget til at give deres patienter en diagnose, så de får adgang til bestemte sociale ydelser og kommunale systemer – dvs. diagnosen åbner op for muligheder for patienten. Et megainteressant dilemma.

spil diagnosen

minions_2015-wideSidste år til en fødselsdag, mødte jeg en sygdomsramt sygemeldt kvinde, som på trods var superglad, nok den gladeste mest positive person, jeg længe havde mødt. Da jeg kommenterede det, kunne hun fortælle mig, at hendes positive indstilling over for det kommunale system ind i mellem kunne være en ulempe for “så kunne hun jo ikke være så syg…”!? Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan de personer, som er nødt til at spille diagnosen har det…

du er diagnosen

Nu havde den kvinde en fysisk sygdom og med fysiske diagnoser, kan man blive erklæret rask og helbredt. Problematikken opstår, når det drejer sig om en psykiatrisk diagnose – i det offentlige system, er man den diagnose resten af livet. Man kan ikke få den slettet igen. Man bliver i princippet heller ikke erklæret rask eller helbredt. Jeg har oplevet, hvordan det kan have konsekvenser for min egen selvopfattelse. Der var en periode, hvor jeg netop diskuterede dette med mig selv (og skrev blogindlægget “psykisk handicap”), for på daværende tidspunkt var jeg kommet over en svær depression. Min tredje. Så jeg var ikke syg, men heller ikke “rask” for jeg er disponeret for depressioner og mit liv er i dag indrettet derefter. Bortset fra det, er jeg jo som alle andre!

muligheden for at slette den?

I de sundhedsfaglige journaler og i det sociale system er min diagnose opført – det har jeg oplevet på anden vis, da jeg en gang ringede til lægevagten, desperat pga. søsyge (der så senere viste sig at være en virus på krystallerne i ørene). Jeg blev stillet om til psykiatrisk skadestue og måtte på det kraftigste afvise, at min tilstand var psykisk inden jeg blev stillet tilbage til lægevagten. Så hvem ejer diagnosen? Lægen, systemet eller patienten? Og skal patienten kunne sige takke nej til en diagnose? Måske få den slettet efterfølgende? Eller skal man kunne sætte diagnosen på “hold” indtil man har depression i udbrud igen?

Blogindlægget er inspireret af publikationen “Diagnosen som det bedste og værste”, kernetekst 1 (Januar 25., 2016) af etisk råd.

Uh…jeg var egentlig ved at google efter en artikel/publikation hos Etisk Råd omkring diagnoser men faldt over en artikel hos Berlingske (“Hvad er din diagnose?” september 25, 2015), som er ret interessant og i tråd med det, jeg vil skrive om. Så vi tager lige en detour omkring emnet diagnoser, problemer og lidelser.

inflation i diagnoser

boxes

Vi skal i kasser, for at tingene passer!

I et flygtigt sekund har tanken da strejfet mig: At der er gået inflation i diagnoser og at man ind i mellem kan spare sig selv for en masse forklaringer, når man bare nævner en diagnose. F.eks. ku jeg sige: Der er en dreng i min yngste datters klasse, som er enorm glad, fylder i rummet og svinger fra enorm glæde til vrede, og som altid kommer galt afsted hos de voksne fordi han kommer til at gøre noget, som han ikke skulle. Jeg ku også sige: Han er sådan lidt ADHD agtig. Hvilke af beskrivelserne, gav dig en hurtig og præcis forståelse af hvordan, drengen er?

diagnoserne er en måde at forstå og forklare

Jeg har selv været udsat for at blive sat i en diagnosebås. Senest på min tidligere arbejdsplads, hvor jeg satte en grænse overfor chefen (som så førte til en fyring), men da fik jeg smidt den i hovedet med “Er det noget med at du har en diagnose?”. Da måtte jeg på det kraftigste pointere, at min kritik slet ikke havde noget med min diagnose at gøre, men et udtryk for en helt almindelig afvisning af at blive behandlet så dårligt. Ind i mellem kan jeg også selv falde i diagnose-fælden, når jeg er træt og udkørt og farer vild i et tankespind, og så lytter min mand til mig med ordene: Du er bare træt, ikke på vej til at blive deprimeret.

du er ikke din diagnose

I artiklen “Hvad er din diagnose?” interviewes professor i psykologi Svend Brinkmann, som har udgivet en bog om, at man netop kan have ondt i livet uden at have en psykisk lidelse. Det, synes jeg, er vigtigt at huske – i særdeleshed når det handler om en selv og når man betragter andre – men også generelt når det handler om livet og filosofien om at alt og alle skal kunne puttes ned i kasser og det korstog, vi som samfund ubevidst er på: Homogenitet.

I 2015 modtog Svend Brinkmann Rosenkjærprisen, men indtil foredragsrækken udkommer, kan du nyde ham som “Ugens gæst på P1”.

Hver gang jeg er syg, det kan være en forkølelse eller influenza, så går det ud over min mentale tilstand. Det er som om at den ligevægt, balancering på linien mellem vanviddet og forstanden hvis du kan følge mig, går fløjten. Heldigvis er vi klar over det, så jeg kan med meditation kan rumme de dumme tanker og vi kan efterfølgende grine af det. Denne gang fik jeg dog en tanke om tilstanden, som jeg ikke har tænkt før.

mental utilregnelighed

Nu kan jeg mere end blot holde balancen!

Nu kan jeg mere end blot holde balancen!

Jeg er stadig en smule syg og så jeg er mærket. Anyway når influenzaen eller forkølelsen eller hvad det nu er, er på sit højeste, så kører mine tanker med “Jeg er dum, grim og fed!” til “Det er bare for hårdt, jeg kan ikke det her liv!”. Jeg lå i sengen på første sal forleden og fik den syge tanke eller rettere en slags vision, hvor jeg så mig selv åbne altandøren, springe ud og mærke vinden og suset mod kroppen…men så på en måde hørte jeg samtidig ungerne og min kæreste i haven, og mens jeg står der på den rigtige side af gelænderet (altså i tankerne), ser jeg deres reaktion på min livløse krop nedenfor altanen. Lige i det øjeblik tog jeg mig selv i illusionen. Jeg ved det jo godt. Jeg bliver altid mental utilregnelig, når jeg er influenzaramt.

sideløbende uligevægt

Jeg ved, at det skyldes mindfulness og meditation, at jeg kan rumme den mentale uligevægt, der kommer når jeg er fysisk belastet eller træt. Det betyder dog ikke, at det ikke er hårdt eller at jeg ikke “falder i”. Jeg kan godt miste overblikket og have svært ved at være sideløbende uligevægtig og så løber tårerne og jeg tager de dumme tanker for sande, så min kæreste bliver nødt til at minde mig om, at det blot er tanker og følelser. Men stort set kan jeg være sideløbende uligevægtig samtidig med at have forstanden med mig. Men denne gang slog en anden tanke ned i mig.

en gammel kending

Det slog mig pludselig, at tanken om at give op og ønske sig væk, er en gammel kending, en kendt ven. Jeg indså, at det altid har været med mig. Jeg genkender tankerne, når jeg tænker tilbage på de gange jeg har ligget syg hjemme hos mine forældre. Og jeg genkender dem, når jeg har haft tømmermænd efter en fest. Jeg måtte også lige tjekke med min kæreste om han nogensinde har haft sådanne eller lignende tanker, hvilket han slet ikke har haft eller har. Det er vildt syret at opdage det og se mig selv i et større perspektiv af mental uligevægtighed og så at indse, at jeg bare førhen ikke har haft teknikkerne eller mental kapacitet til at rumme dem, men netop har udlevet dem og på den måde endnu en gang holdt mig selv unødvendigt nede. Det er syret!

 

 

Hvorfor er det så vigtigt at få børn til at forstå mors eller fars psykiske sygdom? Vil det ikke bare bekymre dem endnu mere at få klar besked om depression og angst? Jo det kan det, men ikke hvis du får forklaret sygdommen på en måde, der lader dem forstå, at det er den voksne, der er syg – ikke barnet, der er noget galt med eller barnet, der gør noget forkert.

at forklare en psykisk sygdom til børn

Børnene skal være børn, selvom du er syg!

Børnene skal være børn, selvom du er syg!

Der er forskel på at forklare en psykisk sygdom og hente støtte, vejledning og fortrolighed i din sygdom. Det første kan du sagtens gøre overfor dine børn uden at de tager ansvar eller skade af det. Her handler det om, at du tager ansvaret for din tilstand på sig og tydeligt og klart kan fortælle dine børn, at det er dig, der er noget i vejen med – ikke barnet! Det andet vil helt sikkert forværre situationen for børnene og suge dem endnu mere ind i en usund udvikling. De er ikke en voksen. De er ikke en veninde. De er ikke nogen, du kan betro dig til! Kan du se forskellen?

at være psykisk syg

“I ved godt, at når man har brækket benet, skal man på skadestuen og få den fikset?!”, sagde jeg til mine piger, da vi holdt foran den psykiatriske skadestue, “Der er noget, der er gået i stykker indeni mors hoved og det skal jeg lige ind og have fikset, så kommer jeg hjem igen.” Det forstod de og den besked beroligede dem. “Jeg har det skidt, jeg har ikke lyst til at være til mere og jeg kan slet ikke se, hvordan jeg skulle kunne samle mig selv igen og fungere…” havde jeg sagt det og gået indenfor, er jeg helt sikker på, at de havde været total i vildrede, været bange og helt sikkert følt et ansvar eller skyld. Fordi jeg ville have involveret dem i mine syge tanker og ladet dem inden for i det at være psykisk syg. Havde jeg bare gået ind uden et ord til dem, havde det helt sikkert sat nogle usunde tanker og følelser i gang hos dem. De 2 måder at gøre den psykiske sygdom tydelig er vidt forskellig fra hinanden!

at være sig bevidst

Snot og skidt for sig – det handler om at kommunikere lige det, den psykiske sygdom gør ved dig, som påvirker dine børn: Trætheden, svingende humør, følelsesudbrud osv. og bearbejde tankerne, følelserne og den syge adfærd sammen med din kæreste, psykiateren – de voksne. Jeg mener ikke, at du skal skjule din psykiske sygdom for dine børn eller lade være med at snakke om tanker, følelser osv. når de er til stede. Tværtimod! Det vigtige er, at de ved, at de ikke har nogen aktier i din sygdom, at du tager hånd om det og at det er dig, der har ansvaret for at få det bedre – ikke dem. Så kan alle i familien sagtens fungere og leve med en psykisk sygdom i familien eller en sygdomsperiode og komme ud på den anden side. Giver det mening?

Halløjsa! Jeg fik taletid på det fantastiske nærværende program Ibens på Radio24syv. En søndag, hvor jeg lå på sofaen og lyttede til det, slog det mig pludselig, at det kunne være, at Ibens ville være med til at sætte fokus på børn og depressive forældre – og dermed udbrede kendskabet til “Min mor, Slangen og mig”. Så jeg sendte hende et par eksemplarer og en kort hilsen. And it paid off!

programmet ibens

Gæst på Radio24syv

Gæst på Radio24syv

Nu er jeg jo P1 lytter og Radio24syv lytter. Det kom sig dels af en veninde, der smittede med sine P1-vaner og så fik jeg anbefalet Radio24syv, der den gang gik under pay-off’et: Danmarks nye taleradio. Og jeg tænker at Ibens på det tidspunkt hed Ibens mødregruppe. Anyway hvis du ikke kender programmet, så kan jeg varmt anbefale det til sådan nogle som os. Det er et oplysende, personligt og reflekterende program, der handler om dig og mig og det svære i livet, problemer, tabu eller udfordringer: Simpelthen livet. Ret ofte giver programmet mig enten stof til eftertanke eller dannet nogle holdning i mig om emner, som jeg slet ikke havde skænket en tanke før eller gjort mig klarere i spyttet om min egen oplevelser eller meninger.

Se mere her: http://www.radio24syv.dk/programmer/ibens/ eller på facebook: https://www.facebook.com/IbensProgram

taletid på ibens

Så det var med stor taknemmelighed at jeg fik lejlighed til at komme i studiet og fortælle om bogen! Det var heldigt, at jeg netop den dag var opmærksom på min private tlf på arbejde. For først blev jeg ringet op og spurgt om, jeg ville deltage i programmet via telefoninterview. Og en halv time efter blev jeg ringet op af Iben selv, der inviterede mig ind i studiet for at fortælle min historie og bogens tilblivelse. Så i går tog jeg toget til København og var inde at optage programmet. Det var nervepirrende på en god måde.

tun ind på Radio24syv

Udover mig i studiet, er der forskellige (som sædvanligt i programmet) deltagere med over telefonen. Og det er ganske “almindelige” danskere som du og jeg samt eksperter eller relevante foreninger. Disse indlæg satte rigtig mange tanker i gang hos mig – så efter en lang pause fra bloggen grundet nok i arbejde og familie – vil de næste mange indlæg handle om de tanker, de øvrige deltagere og programmet, gav mig under emnet: At leve med depression. Genhør udsendelsen via dette link: http://arkiv.radio24syv.dk/video/9299289/ibens-02-02-2014-1 Og skriv gerne kommentarer, tanker, ris og/eller ros efter programmet her på bloggen. Tak.

Hold da fri, hvor har jeg holdt ferie. Før sommeren trængte jeg til en pause fra arbejdet med min personlige udvikling og herunder alle mine rutiner – også dem, som handler om min mentale sundhed og forebyggelse mod stress, negative tanker og gamle tankemønstre og i sidste ende mod depressioner. Men jeg er først nu blevet klar over, at det ikke blot handler om at holde sig sundt og at forebygge. Jeg har faktisk undergået en livsstilsændring. Det betyder, at jeg jo netop falder tilbage mentalt, når jeg stopper med de gode nye vaner.

disciplineret og forpligtende forebyggelse

Kræver mere end bare forebyggende arbejde for at holde sig sund.

Jeg har altid syntes, jeg er en kedelig type, fordi jeg altid har været og er disciplineret og pligtopfyldende og aldrig springer over det, som jeg skal. Netop om mine rutiner omkring forebyggelse og mental sundhed, har skrækken for at blive syg næsten kvalt mig, fordi der simpelthen ikke var timer nok i døgnet til at nå alt det jeg skulle for ikke at falde ned i det sorte hul. For udover løb har jeg nu lært, at meditation og yoga også er en stor hjælp for mig til at rumme det liv, jeg nu har med de livsbetingelser, som jeg har fået og den personlighed, jeg nu en gang har. Jeg har så altid været stolt over at kunne meditere og udføre yoga på trods af glade snakkende og spørgende unger samt tv og andet elektronisk udstyr, der skal køre samtidigt. Men da ferien meldte sig, slækkede jeg på min disciplin. Det fik sine konsekvenser. (Til min kedelig type forsvar vil jeg lige nævne, at jeg løb hver anden dag, som jeg plejer!)

det er ikke forebyggelse

Jeg har fundet ud af, at det ikke kun handler om at forebygge. Konsekvensen af at stoppe de daglige meditationer og yogaøvelser var, at mine gamle tankemønstre kom snigende tilbage og med dem – min gode gamle angst for at kontakte og være sammen med venner/veninder. Helt uden at ville det, stoppede jeg med at besvare opkald, skrive sms eller vende tilbage og lave aftale eller tage initiativ til at være sammen med nogen. Jeg isolerede mig langsomt igen og blev frygtelig sky. Og alle undskyldninger kom helt automatisk: Jeg nåede jo ikke telefonen, jeg kan gøre det i morgen, jeg er træt osv. osv. Selvom jeg godt kunne høre løgnene i dem, så var jeg dem ikke helt bevidst. Først her for et par uger siden, erkendte og indrømmede jeg over for mig selv og min kæreste, at min angst var vendt tilbage tusindfold og at jeg var godt på vej ned i den sorte gryde.

ny livsstil

Hurra for psykiateren! Ved første samtale efter den dejlige danske sommer kunne psykiateren berolige mig med, at det alt sammen skyldes, at jeg havde slækket på min egen sundhed og forebyggende arbejde ved at holde op med mine rutiner. Ikke på nogen måde bebrejdende blot konstaterende. For ved lige så stille at gå i gang igen, vil jeg hurtigt kunne rumme angsten igen. Det var så her, at det faktisk gik op for mig, at det ikke blot er dumme forpligtelser og forebyggende arbejde. Nej! Jeg må betragte det som, at jeg har omlagt min livsstil. Fra et liv præget af angst, stress og depressioner (oveni alt det helt normale som alle andre har) til et liv med mental sundhed og gode elementer, som ikke blot forebygger, men er en konstant faktor for at være den bedste udgave af mig selv. De er en del af den mig, som jeg er nu.