Posts Tagged ‘stress og depression’

Hver gang jeg er syg, det kan være en forkølelse eller influenza, så går det ud over min mentale tilstand. Det er som om at den ligevægt, balancering på linien mellem vanviddet og forstanden hvis du kan følge mig, går fløjten. Heldigvis er vi klar over det, så jeg kan med meditation kan rumme de dumme tanker og vi kan efterfølgende grine af det. Denne gang fik jeg dog en tanke om tilstanden, som jeg ikke har tænkt før.

mental utilregnelighed

Nu kan jeg mere end blot holde balancen!

Nu kan jeg mere end blot holde balancen!

Jeg er stadig en smule syg og så jeg er mærket. Anyway når influenzaen eller forkølelsen eller hvad det nu er, er på sit højeste, så kører mine tanker med “Jeg er dum, grim og fed!” til “Det er bare for hårdt, jeg kan ikke det her liv!”. Jeg lå i sengen på første sal forleden og fik den syge tanke eller rettere en slags vision, hvor jeg så mig selv åbne altandøren, springe ud og mærke vinden og suset mod kroppen…men så på en måde hørte jeg samtidig ungerne og min kæreste i haven, og mens jeg står der på den rigtige side af gelænderet (altså i tankerne), ser jeg deres reaktion på min livløse krop nedenfor altanen. Lige i det øjeblik tog jeg mig selv i illusionen. Jeg ved det jo godt. Jeg bliver altid mental utilregnelig, når jeg er influenzaramt.

sideløbende uligevægt

Jeg ved, at det skyldes mindfulness og meditation, at jeg kan rumme den mentale uligevægt, der kommer når jeg er fysisk belastet eller træt. Det betyder dog ikke, at det ikke er hårdt eller at jeg ikke “falder i”. Jeg kan godt miste overblikket og have svært ved at være sideløbende uligevægtig og så løber tårerne og jeg tager de dumme tanker for sande, så min kæreste bliver nødt til at minde mig om, at det blot er tanker og følelser. Men stort set kan jeg være sideløbende uligevægtig samtidig med at have forstanden med mig. Men denne gang slog en anden tanke ned i mig.

en gammel kending

Det slog mig pludselig, at tanken om at give op og ønske sig væk, er en gammel kending, en kendt ven. Jeg indså, at det altid har været med mig. Jeg genkender tankerne, når jeg tænker tilbage på de gange jeg har ligget syg hjemme hos mine forældre. Og jeg genkender dem, når jeg har haft tømmermænd efter en fest. Jeg måtte også lige tjekke med min kæreste om han nogensinde har haft sådanne eller lignende tanker, hvilket han slet ikke har haft eller har. Det er vildt syret at opdage det og se mig selv i et større perspektiv af mental uligevægtighed og så at indse, at jeg bare førhen ikke har haft teknikkerne eller mental kapacitet til at rumme dem, men netop har udlevet dem og på den måde endnu en gang holdt mig selv unødvendigt nede. Det er syret!

 

 

Advertisements

Hvad er jeg? Jeg er raskmeldt fra psykiateren. Jeg startede på fuldtidsjob for 9 mdr siden, er kommet godt igennem den første tid og er superglad for arbejdspladsen og arbejdet. Jeg skal for altid tage mine forholdsregler, forebygge og mærke efter for efter 2 eller 3 depressioner (who is counting) har jeg en diagnose, men jeg er IKKE syg. Er jeg psykisk handicappet?

i kasse og med mærkat

Min kæreste er personlig træt af at alt skal defineres, sættes i kasser og mærkes, så vi rigtig kan gå rundt og føle vi fejler noget. Det forstår jeg sådan set godt. Og jeg tænker, da også over hvorfor jeg har brug for at blive stemplet og høre til en kategori. En definition giver jo en fælles forståelsesramme – vel at mærke hvis vi forstår det samme ved en betegnelse. Tænk bare på stereotypen af en med diagnosen ADHD. Alligevel forstå jeg godt min kærestes tanker om, at man kan gemme sig bag nogle bogstaver og tillade sig alt (?). Som Lind P sagde i sit nyeste show: Så sidder der en dreng bag mig i bussen og sparker mig ind i ryggen og da hun vender sig vredt om, undskylder moren drengens opførsel med: Han har ADHD. Hvor hun tørt bemærker: Nej han er da super uopdragent!

hvad er et handicap

Det seneste jeg har hørt er, at man kan være psykisk handicappet! At man kan enten være en, der lever med et fysisk eller psykisk handicap. Er jeg sådan en? Lad mig smage på definitionen. En fysisk handicappede er vel en, der sådan set ikke er syg, men har et handicap, som man skal lære at leve med og indrette sig efter boligmæssigt, livsstils- og arbejdsmæssigt. Eller har jeg mon misforstået det hele og det bare handler om psykisk handicappede? Det er i hvert fald det jeg forstår på Odense Kommunes hjemmeside. Iflg. WHO er et handicap lig med en funktionsnedsættelse + en samfundsskabt barriere. Hmmmm… På Wikipedia står der:

Må jeg parkere her?

Må jeg parkere her?

“Et handicap er en permanent fysisk eller psykisk sygdom.
Et handicap defineres som funktionsnedsættelser, der har konsekvenser for livsførelsen. Det skal altså være en funktionsnedsættelse, der ikke kan kompenseres helt for og som dermed giver barrierer i samfundet.”

er jeg så psykisk handicappet?

Jeg har jo en diagnose og har dermed et permanent psykisk handicap, men den er sådan set ikke i udbrud. Jeg tænker, det lidt som et udslæt (fordi jeg inderst inde ønsker mig prikker, så depression/angst kan ses), som enten er i udbrud eller ej. Så igen jeg er ikke syg og bortset fra de forebyggende foranstaltninger, som mit liv er nødt til at bygge på for at jeg kan fungere, så er jeg jo hel “normal”. Jeg hørte om en, der kunne skjule sin fødselsdepression på sit cv, da det jo skete ifb. med fødsel og barsel. Jeg kan jo i den forbindelse godt se, at der er noget om hendes pointe, for arbejdspladser med fysisk handicappede medarbejdere skal indrettes derefter og hensyn skal tages. Men vi skal skjule vores “handicap” og lade som om vi er helt almindelige, når vi ikke er. Jeg selv lagde dog ikke skjul på mit såkaldte handicap, men det var ikke et bevidst valg fra min side – det var bogen, der gjorde det naturligt at tale om det.

Jeg skal nok bare lige smage lidt mere på ordene – et liv med et psykisk handicap….Jeg tænker også: Hvis jeg så er psykisk handicappet, giver det mig så ret til en handicap parkering?

Jeg har for nylig læst en artikel om Dennis Knudsen, hvor han fortæller om, da han blev ramt af arbejdsrelateret stress der gik over i en depression osv. osv. same story you know. Men det der bla fangede min opmærksom er netop det han beskriver som at blive helt angst over for angsten. For at være angst for angsten kan være lige så slemt som selve angsten.

genkender angsten for angsten

Til sidst kunne jeg slet ikke tage en slapper.

Til sidst kunne jeg slet ikke tage en slapper.

Jeg bliver pludselig bevidst om angst for angsten, fordi han nævner det i interviewet, for så kom jeg til at tænke nærmere over, hvordan er det nu lige det udtrykker sig. For mig er det på forskellige måder. Der er dels den angst for at blive angst. Den angst hænger meget sammen med min social fobi. Jeg kan tænke begynde at tænke på en sammenkomst, aftale eller begivenhed en måned, en uge eller dage før, hvor bekymringen både kan gå på den reelle angst for eventen og på bare jeg nu ikke bliver angst denne gang. Og den bekymring er jo netop angst for angsten, så jeg kan blive helt i tvivl om, jeg er angst eller om det er bekymringen for angsten, der sætter ind.

fængslende angst

Så kan min angst for angsten også være knyttet til mine forebyggende foranstaltninger. Det handler om, at jeg kan blive helt sygelig med at få mediteret eller løbet, så det grænser sig til at være neurotisk. Mine tanker kan gå helt i selvsving, når jeg på en dag tilfældigt bliver forhindret i at dyrke yoga eller når en planlagt event eller aftale udskyder løbeturen. Så er det, at jeg ikke kan finde ud af, om jeg er angsten for at blive angst eller om det bare er angsten, der har ramt mig. På et tidspunkt blev angsten så styrende for mit liv, at det faktisk gik hen og blev helt usundt for mig.

neurotisk opførsel

På et tidspunkt var de forebyggende aktiviteter blevet til et stort dagsprogram, hvor der slet ikke var rum til andre aktiviteter, pauser eller bare ren afslapning. Jeg var så fokuseret på, at de forskellige dele kunne være forebyggende for angst og depression, at jeg gjorde det hele – hver dag. Jeg begyndte faktisk at udvise stress tegn, for jeg fik jo hele tiden noget nyt bygget på: Først løb, så først den ene slags meditation så den anden slags og så 2 forskellige slags yogaserier, så jeg ikke kunne finde ud af at foretage mig noget andet før jeg havde været alle rutinerne igennem. Jeg måtte lære at se, at det var angsten for at blive angst eller deprimeret, som drev mig til det. Først ved at erkende angsten for angsten var jeg i stand til at slippe angsten og have en lettere tilgang til risikoen for at blive angst og være til stede i øjeblikket end i at forhindre en mulig problemstilling.

I en undersøgelse om arbejdsrelateret stress og depression kunne jeg forstå, at respondenterne umiddelbart ikke skelnede mellem stress og depression, men brugte betegnelserne under en kam i deres besvarelser. Grænsen mellem stress og depression er hårfin. Alligevel satte jeg mig for at sætte stress kontra depression, for at kunne være bevidst om symptomerne.

hvad er stress – hvad er depression

Man skal kunne reagere på en løve.

Man skal kunne reagere på en løve.

Stress er en fysisk reaktion, et energi boost i kroppen, der skal få os op på mærkerne, når noget nyt, noget fremmed eller usædvanligt opstår. Længerevarende stress kræver ro, regelmæssighed og masser af hvile. Gerne rolige og nærværende aktiviteter. Terapi kan også være nyttig, hvor man primært arbejder med sine vaner og værdier. Depression er en sindslidelse, der let genkendes fra stress ved de tanker, man har: Selvbebrejdelser, skam og skyld, bekymring, lavt selvtillid og selvværd og selvmordstanker. Depression kræver kognitiv behandling, hvor man kan arbejde med sine tankeprocesser samt evt. medicin. Og nærende og styrkende aktiviteter.

Læs her om psykolog Jill Byrnits observationer hos aber:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/jill-byrnit-derfor-far-vi-stress

hvordan hænger stress og depression sammen?

Forskning med forsøg på rotter (se artikel nedenfor) har påvist, at der er en sammenhæng mellem længerevarende stress og depression. Ved længerevarende stress skrumper hippocampus særligt i det område, der rummer korttidshukommelsen samtidig sænkes immunforsvaret – og derfor kan stress fremprovokere en depression.

Artikel med forsøg på rotter:

http://videnskab.dk/krop-sundhed/derfor-kan-stress-fore-til-depression

hvem får hvad?

Stress kan ramme alle. Depression kan i princippet også overgå alle, men der er nogle af os, der er mere disponeret for depressioner end andre. Årsager til stress er simple at identificere mens årsager til depressioner er mere komplekst. Genetik, forstyrrelser i hjernens tidlige udvikling, personlighedstræk og et følsomt serontonin-system og stress er faktorer, der spiller en rolle ift. stresstærskel og risiko for depressioner og udvikling af stressrelaterede depressioner.

Test dig selv:

http://www.patientvejledningen.dk/vejledning/psykiskelidelser/depression/

http://www.dr.dk/sundhed/Sygdom/Depressionogangst/

I forlængelse af indlægget om arbejde og depression satte jeg mig for at finde ud af hvilken holdning arbejdsgivere har ift. sådan en som mig. Jeg har været arbejdsløs siden raskmelding fra arbejdsrelateret stress og svær depression i september 2011. Jeg er både blevet rådet til at nøjes med at forklare hullet i mit cv med stress, men jeg kan jo ikke løbe fra at jeg er disponeret for depression.

syge medarbejdere og arbejdsløse

Jeg kan google rapporter og studier om arbejdsrelateret stressramte og depressive, som kan blive på arbejdspladsen, når der samarbejdes på tværs af den sygemeldte, behandlere, jobcenter og arbejdsplads. Jeg kan også google adskillige artikler om arbejdsløse og hvordan den gruppe ofte rammes af stress og depression i arbejdsløshedsperioden. Det kan jeg godt nikke genkendende til. Jeg har i mit arbejdsliv været arbejdsløs ad 3 omgange: Som nyuddannet og uden erfaringer, efter et år som selvstændig erhvervsdrivende og nu, hvor jeg for 3 år siden gik ned med stress og fik en svær depression som følge af fyring fra et job, som jeg klarede upåklageligt på trods af en mild depression og udfordringer på den private front i løbet af 8 år.

raskmeldt arbejdsløs

Viden og indblik skaber forståelse eller ?

Viden og indblik skaber forståelse eller ?

Jeg finder dog intet om den gruppe af arbejdsløse, som jeg mener, jeg nu tilhører: Raskmeldte arbejdsløse. Jeg er jo interesseret i mine chancer for at finde et arbejde. Hvordan går det dem, der har en psykisk lidelse, har været sygemeldt og væk fra arbejdsmarkedet i et par år? Er der nogle arbejdsgivere, der vil tage sådan en som mig ind? Jeg har forsøgt at google lidt forskelligt, men de hits jeg får handler om hvordan arbejdsløse rammes af depression – interessant og sandt nok, men…hvordan ser det ud for raskmeldte arbejdsløse?

nederst i bunken

Jeg er dog ikke naiv for, at jeg sikkert befinder mig nederst i bunken af ansøgninger. Med den høje arbejdsløshed og krisen, der stadig er over os trods positiv stemning for et opsving – og som autodidakt grafiker – at der er adskillige foran mig med bedre kvalifikationer på papiret og i erfaring. Men jeg er nysgerrig efter at vide hvor langt nede i arbejdsløshedsrangeringen, jeg befinder mig på, når jeg oveni har en psykisk lidelse og er disponeret for depressioner. Så hvordan mon mine chancer er? Vælger arbejdsgivere sådan en som jeg fra af frygt for en fremtidig sygemelding? Hos den seneste praktikplads betød sygemelding, stress og depression ikke noget. NB! Som arbejdsløs kan du komme i 4 ugers virksomhedspraktik for at prøve et arbejde af eller bevise dit værd. Det næste praktiksted kender til min historie og her er det spændende om og hvilken betydning det har.

Forleden hørte jeg en konstruktiv og god debat om ansvar og stress. P1 havde netop taget emnet op i forlængelse af en udtalelse fra DJØF om at arbejdspladsen har skylden, når medarbejderen går ned med stress. Iflg. Psykiatrifonden har ca. 20% af befolkningen symptomer på stress – altså den usunde længevarende stress, der kan føre til bla. svær depression.

ansvaret for dit liv

Jeg mener, at jeg har ansvaret for mit eget liv – og med det mener jeg, at jeg har pligt over for mig selv og min familie til at indrette mit liv til mit eget bedste og familiens bedste. Men dermed ikke sagt, at jeg er fantastisk god til at være bevidst om mine valg, standpunkter og grænser. Jeg fejler hele tiden – og den historie jeg har med i bagagen kan forklare meget af mit reaktions- og tankemønster. Alligevel vil jeg da, give DJØF og andre, der giver samfundet skylden, medhold i deres “anklage” for al den stress, der er på arbejdspladserne og i samfundet. For jeg er ikke en øde ø og jeg er i samspil med andre.

hvem har magten?

Vi bærer hinandens liv...

Vi bærer hinandens liv…

Der er jo mange faktorer, der påvirker mig og mit liv, som jeg enten har ringe eller ingen indflydelse på. Fx kan jeg træffe en bevidst beslutning om, at jeg vil arbejde som grafiker i en privat mellemstor til større virksomhed – ikke et reklamebureau osv., men om jeg kommer til samtale og får jobbet, har jeg ikke så stor indflydelse på. Jeg kan naturligvis gøre meget for at komme til samtale og øge mine chancer for at komme i betragtning til jobbet, men i sidste ende ligger magten hos en anden. At være arbejdsløs kan være enorm stressende. Et andet eksempel ift. arbejdsrelateret stress er arbejdsforholdene og arbejdskulturen. Alle har en aftale med deres arbejdsplads om arbejdstider, pauser osv. enten iflg. en overordnet overenskomst eller en individuel aftale. Men på mange arbejdspladser forbindes høj arbejdsmoral tit og ofte også med lange arbejdstider eller arbejde, man tager med hjem og sidder med om aftenen.

vi er alle ansvarlige

Selvom man så tager en bevidst beslutning om at holde fri, når man har fri, så var der en advokat til et fødselsdagsselskab, som dementerede, at det ikke kunne lade sig gøre i netop hendes branche og jobtype – ellers kan de kvindelige advokater ikke holde deres position i virksomhederne. Jeg bliver meget provokeret af den holdning og bliver derfor enorm imponeret og lettet over at høre netop en leder af en afdeling på 100 medarbejdere i P1 programmet Ordet er dit fortælle om, hvordan han tager et medansvar og har et holistisk syn på deres medarbejdere. Fx havde de en medarbejder, som de gerne vil have frem i organisationen, men i en ærlig og åben dialog med netop denne medarbejdere, blev det besluttet at vente et par år, da hun (medarbejderen) gerne vil vente til hendes børn var større. Yes! Endelig en arbejdsgiver, der forstår og agere efter, at jeg er min brors vogter! Hvis DJØF’s udtalelse har afsæt i dette synspunkt, er jeg super super enig.

Hør P1 Ordet er dit her: http://www.dr.dk/P1/Ordeterdit/Udsendelser/2013/02/2013/02/04123542.htm

Jeg har lige haft hold i ryggen og måtte afsted – for første gang til kiropraktor for at få sat den på plads igen. Mens jeg ligger der og har ondt og kan ingenting dukker selvbebrejdelserne naturligvis op, og tankerne går i selv sving i mantraet: Hvorfor sker sådan noget altid for mig? Selvom jeg med mindfulness og compassion er blevet så bevidst om mine tanke- og handlemønstre, var det alligevel først i en snak med naboen, at det virkelig går op for mig, at jeg igen ikke formåede at sætte grænser for mig selv.

at overhøre og overskride sine egne grænser

Meget sigende tekst, ikk?!

Min nabo stod med sit brækkede håndled i gips og jeg med øm ryg, let foroverbøjet og forsigtig med alle mine bevægelser for ikke at trigge et hold i ryggen igen. Ligesom jeg – eller andre mennesker for den sags skyld – har min nabo heller ikke været forskånet sygdomme, sygemeldinger og psykiske udfordringer. Vi sukker begge og spørger os selv: Hvorfor sker det netop for os? I et øjebliks klarsyn går det op for mig, at jeg faktisk kender svaret på det: Det er endnu en gang lykkes mig at overskride min egen grænse. Ift. hold i ryggen var det min fysiske grænse – jeg overhørte simplethen min krops signaler om forkert arbejdsstilling (jeg var ved at rydde op i mine pigers Lego Friends stående i en – set i bakspejlet – total dum og akavet stilling). Jeg gik netop ned med stress, fordi jeg overskred mine grænser, for hvad jeg ville være med til arbejdsmæssigt, og hvad jeg kunne holde til fysisk. Jeg har været depressiv, fordi jeg et eller andet sted ikke har formået at sige fra, men ladet andre træde på mine grænser.

kunsten at sætte grænser

Vil det sige, at med det ræsonnement er det min egen skyld? Vel skyldfølelser kan man jo ikke bruge til så meget (jvfr. compassion tankesættet) – og nej det er ikke min skyld. Det er en kunst at kunne sætte grænser, mærke sine naturlige grænser og kunne sige fra og til. Det er en grundfærdighed, som man kan være så heldig at have lært fra barns ben – hvilket desværre ikke gør sig gældende for mig. Min opvækst har været præget af voksne, der har slået hårdt ned på mig, når jeg har forsøgt at sige fra eller ytre min mening eller stille spørgsmål ved deres handlinger. Voksne, der har overskredet grænser for, hvad man kan tillade sig at gøre, sige eller være over for et barn. Derfor er min evne til at mærke mine grænser og handle på dem, blevet udvisket – og lidt forenklet og firkantet sagt – en grund til at ting sker for mig. Så skyld nej – men mit ansvar ja!

at kunne sætte grænser og sige fra

Så hvis bare jeg mestrer at mærke og sætte grænser og sige fra på en ordentlig måde – både over for mig selv og især over for andre, så vil lidelserne høre op?! Hmm…altså der er ingen tvivl om, at hvis jeg fortsætter på samme måde, som jeg altid har gjort – med hovedet under armen – så er risikoen for at få stress, depression og hold i ryggen osv. der. Men det er altså en illusion at tro sig fritaget for de ricisi, hvis bare jeg kan sige fra og en dårlig konklusion på dette indlæg. For risikoen er der uanset hvad. Forskellen er, at hvis jeg arbejder på at mærke og sætte grænser og lære at kunne sige fra – er nærværende og bevidst i nuet – så er der større mulighed for, at jeg har magten over mit eget liv og for at jeg bedre kan rumme det, livet måtte byde mig. Fordi jeg bevidst kan vælge at gøre noget andet end jeg før ville have gjort. Så havde jeg mærket min grænse og stoppet op, kunne jeg have ladet Lego Friends rodet være eller være mindre selvbebrejdende og uforstående over for holdet i ryggen. Er du med på, hvor jeg vil hen?