Posts Tagged ‘pårørende og depression’

Dette indlæg er en hyldest til forældre, der tager et bevidst valg og sender deres børn i plejefamilie. Jeg har indhentet lidt DR dokumentar og set de sidste 3 afsnit af en serie på 5 om Mit liv som plejebarn. Jeg er dybt rørt over historierne og har stor respekt for det svære valg som de biologiske forældre har gjort: At give sit barn væk.

en dårlig mor

Jeg så en af mødrene fortælle, hvordan folk opfattede hende som en dårlig mor, fordi hendes barn var kommet i plejefamilie. Min første tanke var, at det var helt forkert. Jeg må dog indrømme, at jeg inden jeg så programserien nok havde et snævert syn på børn og plejefamilier. Jeg havde nok ligestillet det med tvangsfjernelse af barn. Efter at have set dokumentaren har jeg fået et mere nuanceret billede af det. Så den første tanke jeg fik, da jeg hørte hende moren blive stimagtiseret som en dårlig mor, var Nej tværtimod – det kræver super overskud og kærlighed at give sit barn væk.

ansvarlig forældre

Kong Salomon og de 2 kvinder

Kong Salomon og de 2 kvinder

Jeg sad selv og fik en klump i halsen over at skulle undvære mine piger! Jeg har selv i en periode måttet lade min ældste datter have bopæl hos sin far grundet min psykiske sygdom. Og selvom jeg på det tidspunkt gjorde det af nød og derfor ikke tænkte det som et bevidst ansvarligt valg, så var det p…. hårdt at undvære hende i hverdagen og p…. hårdt, når hun kom på weekend fordi jeg var hunderæd. Prøv tænk alle de børn, der kommer i klemme i en skilsmisse pga. forældrenes indbyrdes stridigheder. Så det at sætte sig selv til side og vælge for sit barn at komme i plejefamilie, det er at være ansvarlig forældre.

på trods

Selvfølgelig har børnene forinden plejefamilielivet levet i dysfunktionelle familier – der er en grund til at de sættes i pleje. Men det er virkelig godt at dokumentaren sætter fokus på de biologiske forældres dilemma og at det er overskuddet, kærligheden og ansvarligheden hos den biologiske mor, der får hende til at sætte sig selv til side og give sit barn opvækst til en anden mor. Tænk på lignelsen i biblen, hvor Kong Salomon står over for 2 kvinder, der begge påstår at være babyens mor. Da kongen som løsning på problemet foreslår at hugge babyen over i 2, så kvinderne kan få en halvdel hver, skriger den ene kvinde straks, at kongen hellere må give babyen til den anden kvinde. Da ved kongen, at den rigtige mor er hende, der opgiver sit barn. Så kæmpe hyldest til forældre, der hver dag sender sit barn i plejefamilie. De er gode forældre. NB! Hver dag placeres 7 børn i pleje.

Advertisements

Hver gang jeg er syg, det kan være en forkølelse eller influenza, så går det ud over min mentale tilstand. Det er som om at den ligevægt, balancering på linien mellem vanviddet og forstanden hvis du kan følge mig, går fløjten. Heldigvis er vi klar over det, så jeg kan med meditation kan rumme de dumme tanker og vi kan efterfølgende grine af det. Denne gang fik jeg dog en tanke om tilstanden, som jeg ikke har tænkt før.

mental utilregnelighed

Nu kan jeg mere end blot holde balancen!

Nu kan jeg mere end blot holde balancen!

Jeg er stadig en smule syg og så jeg er mærket. Anyway når influenzaen eller forkølelsen eller hvad det nu er, er på sit højeste, så kører mine tanker med “Jeg er dum, grim og fed!” til “Det er bare for hårdt, jeg kan ikke det her liv!”. Jeg lå i sengen på første sal forleden og fik den syge tanke eller rettere en slags vision, hvor jeg så mig selv åbne altandøren, springe ud og mærke vinden og suset mod kroppen…men så på en måde hørte jeg samtidig ungerne og min kæreste i haven, og mens jeg står der på den rigtige side af gelænderet (altså i tankerne), ser jeg deres reaktion på min livløse krop nedenfor altanen. Lige i det øjeblik tog jeg mig selv i illusionen. Jeg ved det jo godt. Jeg bliver altid mental utilregnelig, når jeg er influenzaramt.

sideløbende uligevægt

Jeg ved, at det skyldes mindfulness og meditation, at jeg kan rumme den mentale uligevægt, der kommer når jeg er fysisk belastet eller træt. Det betyder dog ikke, at det ikke er hårdt eller at jeg ikke “falder i”. Jeg kan godt miste overblikket og have svært ved at være sideløbende uligevægtig og så løber tårerne og jeg tager de dumme tanker for sande, så min kæreste bliver nødt til at minde mig om, at det blot er tanker og følelser. Men stort set kan jeg være sideløbende uligevægtig samtidig med at have forstanden med mig. Men denne gang slog en anden tanke ned i mig.

en gammel kending

Det slog mig pludselig, at tanken om at give op og ønske sig væk, er en gammel kending, en kendt ven. Jeg indså, at det altid har været med mig. Jeg genkender tankerne, når jeg tænker tilbage på de gange jeg har ligget syg hjemme hos mine forældre. Og jeg genkender dem, når jeg har haft tømmermænd efter en fest. Jeg måtte også lige tjekke med min kæreste om han nogensinde har haft sådanne eller lignende tanker, hvilket han slet ikke har haft eller har. Det er vildt syret at opdage det og se mig selv i et større perspektiv af mental uligevægtighed og så at indse, at jeg bare førhen ikke har haft teknikkerne eller mental kapacitet til at rumme dem, men netop har udlevet dem og på den måde endnu en gang holdt mig selv unødvendigt nede. Det er syret!

 

 

Efter en hård december med masser af overarbejde, fri på de hellige obligatoriske dage og alt for lidt julehygge er det med store ambitioner og armbevægelser at jeg holder vinterferie med mine børn. Jeg skal bare være supermor og superkæreste og superhusholderske.

mor på deltid

Supermor, superkæreste, superhusholderske anno vinterferie 2014

Supermor, superkæreste, superhusholderske anno vinterferie 2014

Da jeg var arbejdsløs og gik hjemme, var det at være en nærværende mor højt på min prioriteringsliste. Jeg havde overskud til at lege med den mindste, trøste og se film. Jeg lyttede opmærksomt til den ældste, hjalp til med skoleprojekter og servicerede dem begge med hygge og snacks. Jeg var også opmærksom på deres tøj, udstyr og behov. Siden jeg begyndte på arbejde igen, så bliver det lige til lidt leg med den mindste inden sengetid – på gode dage vel at bemærke. På de fleste hverdage kan jeg lige få hende overtalt til et spil Uno eller billedlotteri, som jeg synes ikke er så krævende som at lege med Monsters High eller Lego Friends. Med den store føler jeg, at jeg halser bagefter, hvor hun vokser i ubemærkethed og jeg opdager tilfældigt, at der er huller i begge hendes vinterstøvler. Opmærksomt lytning er begrænset til det kvarter, det tager mig at sætte hende af på skolen.

superfar og superkæreste på heltid

Min superkæreste klarer det meste af hus og madlavning i hverdagen. Smører madpakke til den mindste, får hende i tøjet osv. og bringer og henter hende hver dag. Og han gør det til UG: Han tager sig tid i børnehaven. Ofte åbner de stuen og de tager imod alle de andre børn hvis forældre farer ind og ud for at nå på arbejde. De når at tegne, starte en perleplade og snakke med hendes kammerater og drille de voksne. Han husker at købe mælk mv. og laver aftensmad hver dag og sørger for at den ældste gør sine pligter og overholder sin ugentlige maddag. Han afleverer mine biblioteksbøger, sender bøger afsted, sørger for at købe en ekstra telefonoplader til mig, som jeg kan have liggende på arbejde og sparker mig ud af døren, så jeg kommer afsted at løbe inden aftensmad. Ovenikøbet trøster han mig og siger, at jeg er dejlig og nærværende, når jeg er ked over mig selv. Det lyder for godt til at være sandt, men sådan er han! Og jeg mediterer inden arbejde, løber 3 gange om ugen, tager en lur og sætter mig til bords.

supermor, superkæreste, superhusholderske for en uge

Så her i vinterferien skal de alle have igen. Jeg skal bare være superopmærksom og lege nærværende med den mindste. Jeg skal bare være supermor og hænge ud med den ældste. Så skal vi i svømmehallen og på biblioteket, hvor jeg ikke kan være andet end super på. Så skal vi bare tulle, sørge for at få lavet fastelavnsdragterne og jeg skal ikke lade mig distrahere af telefon, spil eller at blogge (!?). Jeg vil lave mad hver dag, og min kæreste skal bare opleve at være mig for en uge, altså køre til og fra arbejde og gøre præcis som han har lyst til.

Så nu sidder jeg med en klump i maven og et håb om, at jeg kan leve op til dem og mine egne forventninger. Jeg er allerede på mentalt overarbejde og træt i hovedet for allerede i går var det ved at gå galt for mig: Min kæreste måtte vække mig og jeg fik lavet mad med en ½ times forsinkelse – og mens vi var på indkøb, gjorde min kæreste huset mere en blot almindelig rent: Han skyllede planterne for støv!

Pyh…nervøsiteten melder sig.

Ny billedbog til børn med en depressiv og/eller angstramt forælder: min Mor, Slangen og mig. Bogen belyser barnets følelser og tanker – fra blot at være observerende i forhold til de forandringer, som barnet oplever, i den depressive forælders adfærd – til at føle sig ansvarlig og skyldig i forælders følelsesmæssige kaos, over i frustration og vrede og afmagt til den endelige forløsning i at få klar besked om sygdommen.

forord af speciallæge i psykiatri Helle Lisle

Børnene glemmes ofte...

Børnene glemmes ofte…

Mange børn i Danmark lever med en mor eller far, der lider af en psykisk sygdom. Specielt depression og angstlidelser er hyppige sygdomme. Når en forælder rammes af en psykisk sygdom, påvirker det hele familien. Gennem de senere år er man blevet mere og mere opmærksom på vigtigheden af, at børnene får den rette information – at der er ansvarlige voksne, der sørger for at snakke med barnet om problemerne i familien. Man ved i dag, at børn af forældre med psykisk sygdom klarer sig bedre, hvis man snakker med dem om sygdommen, så de forstår, hvad det er, der sker.

bogen opfordrer til dialog

Naturligvis skal der være stor fokus på den syge, men det der ofte sker er, at de pårørende overlades til selv at håndtere hverdagen samt følelser og tanker. De fleste voksne kan nok klare sig og finde ud af at få afløb hos familie og venner, men børn overlades – ofte helt uforskyldt – til sig selv. Sigtet med bogen er først og fremmest at sætte et billede på, hvad depression og angst handler om. Dernæst at åbne op for en dialog om barnets følelser og tanker ved at barnet identificerer sig med hovedpersonen og genkender sig selv eller via de forskellige scenarier i bogen kan blive klar over hvordan, det egentlig er, hjemme hos mig.

få et eksemplar af bogen gratis

Bogen min Mor, Slangen og mig kan hentes gratis hos praktiserende læge eller psykiatere landet over. Dog først om et par måneder. Kan du ikke vente, kan du sende en frankeret kuvert til M. LaVilla Labial . Hovedvejen 174 . 6052 Viuf. 1 billedbog måler 18 x 18 cm og er max 100 g dvs. 16 kr. i porto. Se evt. portotaksterne her: http://www.postdanmark.dk/da/Documents/Priser/Breve-og-okonomibreve-0.pdf

Bogen er gratis! Koster kun feedback til mig – jeg vil så gerne høre om den har gavnet som jeg havde tænkt mig. Så hold dig endelig ikke tilbage.

Ønsker du et større antal eksemplarer er du velkommen til at emaile mig på isay@live.dk.

Se evt. dette blogindlæg.

Hvordan er det at være kæreste til en depressiv? Og hvad kræver det at være kæreste til en depressiv?! Jeg har snakket med min kæreste om min seneste svære depression for at blive klar over, hvad det er man som kæreste slås med, når ens partner har en depression. Hvordan hverdagen for dem ser ud og hvordan de oplever depressionen. Naturligvis er det forskelligt fra person til person, hvordan man håndterer sygdom og ikke mindst psykiske lidelser hos en, man elsker. Det kommer jo an på den baggage man som kæreste selv slæber rundt på.

magtesløs kæreste

At være kæreste til en depressiv kan være en svær balancegang.

Som kæreste til en depressiv kan man føle sig magtesløs. Min kæreste vidste jo godt, at han ikke kunne få mig til at få det bedre. Han kan jo ikke fjerne mine følelser eller dumme tanker. Han kan faktisk kun se på og forsøge at gøre det rigtige. Det er som at gå på en line – hver dag – hvor han kunne blive i tvivl om, hvornår han skulle skubbe på. Hvornår han bare skulle lytte og give omsorg. Eller hvornår jeg var modtagelig for  råd og vejledning.

den depressives forvrængede verden

Min kæreste havde også svært ved at forstå den forvrængede virkelighed, jeg kunne befinde mig i. Hvor kom den overbevisning om at jeg er grim, dum, uduelig, til ingen verdens nytte, verdens dårligste mor og kæreste fra? Hvordan kan hun tro det om sig selv? Og hvad skal jeg som hendes kæreste, der godt kan se, at det er ren indbildning, svare? Min kæreste vidste jo godt, at uanset hvilke forsikringer han kom med for at overbevise mig om det modsatte, så forhindrede depressionen mig i at tro ham.

kæreste med dødstanker

Naturligvis havde min kæreste det ikke godt med mine dødstanker. Og det var heller ikke rart at tage på arbejde, når den man elsker er alene hjemme og har det skidt. Han havde mig hele tiden i baghovedet: Mon hun ringer i dag? Og hvad skal jeg så gøre? Eller hvorfor tager hun nu ikke telefonen eller har jeg nu misset et opkald? Bare der ikke er sket noget. Det var ikke kun det at være nervøs for, om jeg kunne finde på at gøre noget ved dødstankerne, men det, der kunne undre ham rigtig meget var, at jeg overhovedet havde selvmordstanker. hvorfor vil hun dog dø? Hvorfor vil man i det hele taget dø?

den bedste støtte

Min kæreste har haft rigtig stor glæde af at være med en gang i mellem til psykiateren. Her fandt han forståelse for depressionen og støtte til at tilbagevise nogle af de dumme tanker, jeg kunne have om os som kærester. Fx var jeg på et tidspunkt meget nervøs og bange for, at han han ville forlade mig. Han forstår ikke hvorfor, men psykiaterens ord havde større virkning på mig end hans ord. I min kærestes øjne, så kræver det først og fremmest kærlighed for at være kæreste til en depressiv. Og så kræver det commitment og en indsats fra begge parter. Havde han været forstokket, konservativ, bange for at involvere sig eller manglet selvindsigt, så var det ikke sikkert, at vi som kærester og familie var kommet igennem depressionerne og have det så godt som vi har det nu. Han kunne godt tænke sig, at der var mere information og vejledning til pårørende til depressive men han mener også at fordi vi som kærester har kunnet kommunikere direkte og åbent, så har det opvejet det behov. Det har skabt en forståelse og klar besked om, hvad han kunne gøre i det de forskellige situationer, der er opstået.

Hvordan er det at leve med depression? Hvordan er det at være depressiv med familie? Hvordan oplever familien depressionen? Hvilke følelser, tanker og reaktioner går kæreste, partner og børn med? Jeg har spurgt min ældste datter og min kæreste om deres oplevelser med min seneste depression ifm. et forestående møde, hvor jeg er blevet inviteret til at fortælle om min egen familie.

depression fylder

Den depressive fylder med sit kaos.

Som forældre er man en af nøglepersonerne i en familie. Ikke alene er børnene afhængige af en, men familiens trivsel, funktionalitet og velvære afhænger også af en. Når så den ene voksne i familien har en depression, så fylder man rigtig meget med sit kaos. Man er et stort tanke- og følelsesmæssig kaos, som alle omkring en – især ens familie: Partner og børn – sammen med den øvrige familie som forældre, søskende, venner, skole, arbejde, fritidsklub, børnehave osv. også bliver trukket ind i. Man kommer til at fylde, fordi ens kæreste og børn tilpasser sig og bliver påvirket af ens humør og bliver vagtsomme overfor om helvede bryder løs eller tristheden tager over.

familiens oplevelse af depressionen

For min ældste datter har manglende information og klar besked været skræmmende på en mærkelig måde. Hun har godt kunnet fornemmet, at der var noget galt med mor. Men har ikke kunnet sætte ord på depressionen. Jeg har tit ønsket mig prikker, så mine børn og familie har kunnet se depressionen. For familien ved kun det, de får fortalt. Så set ud fra deres øjne, er man jo normal samtidig med, at de oplever, at man er helt ved siden af sig selv. For min datter har det mest skræmmende ved min depressioner været min aggressive adfærd. Vredesudbrudene med råben og skælden ud, som hun oplevede skete ud af det blå. Det gjorde hende enormt ked af det. Fik hende til at tænke på mig konstant og spekulere på, hvad hun mon gør forkert. Og så gjorde den frygt hende konstant nervøs for at træde ved siden af og være skyld i endnu et vredesudbrud.

konsekvens for familien

Det har betydet, at hun er blevet sent renlig. Hun har lukket sig inde i en fantasiverden og været meget optaget af lege og historier til legene. Det har været svært at nå ind til hende. Hun har haft svært ved at koncentrere sig i skolen. Været rastløs og har ikke kunnet dele sine problemer med skolearbejdet med os. På den anden side, har depressionen også betydet, at hun er blevet fantastisk god til at læse andre mennesker – også det usagte mellem mennesker – og observere andre. Desværre har hun jo ikke erfaringen eller alderen til altid at kunnet håndtere det, hun oplever og observere. Det er forskelligt, hvordan børn og kæreste/partner reagerer på depression i familien, for depressionen skaber konsekvenser i familien. Men tages der hånd om disse konsekvenser, så kan en familie sagtens fungerer trods depression hos den ene voksne.