Posts Tagged ‘identitet’

For nogle uger siden hørte jeg på P1, at læger ind imellem ser sig nødsaget til at give deres patienter en diagnose, så de får adgang til bestemte sociale ydelser og kommunale systemer – dvs. diagnosen åbner op for muligheder for patienten. Et megainteressant dilemma.

spil diagnosen

minions_2015-wideSidste år til en fødselsdag, mødte jeg en sygdomsramt sygemeldt kvinde, som på trods var superglad, nok den gladeste mest positive person, jeg længe havde mødt. Da jeg kommenterede det, kunne hun fortælle mig, at hendes positive indstilling over for det kommunale system ind i mellem kunne være en ulempe for “så kunne hun jo ikke være så syg…”!? Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan de personer, som er nødt til at spille diagnosen har det…

du er diagnosen

Nu havde den kvinde en fysisk sygdom og med fysiske diagnoser, kan man blive erklæret rask og helbredt. Problematikken opstår, når det drejer sig om en psykiatrisk diagnose – i det offentlige system, er man den diagnose resten af livet. Man kan ikke få den slettet igen. Man bliver i princippet heller ikke erklæret rask eller helbredt. Jeg har oplevet, hvordan det kan have konsekvenser for min egen selvopfattelse. Der var en periode, hvor jeg netop diskuterede dette med mig selv (og skrev blogindlægget “psykisk handicap”), for på daværende tidspunkt var jeg kommet over en svær depression. Min tredje. Så jeg var ikke syg, men heller ikke “rask” for jeg er disponeret for depressioner og mit liv er i dag indrettet derefter. Bortset fra det, er jeg jo som alle andre!

muligheden for at slette den?

I de sundhedsfaglige journaler og i det sociale system er min diagnose opført – det har jeg oplevet på anden vis, da jeg en gang ringede til lægevagten, desperat pga. søsyge (der så senere viste sig at være en virus på krystallerne i ørene). Jeg blev stillet om til psykiatrisk skadestue og måtte på det kraftigste afvise, at min tilstand var psykisk inden jeg blev stillet tilbage til lægevagten. Så hvem ejer diagnosen? Lægen, systemet eller patienten? Og skal patienten kunne sige takke nej til en diagnose? Måske få den slettet efterfølgende? Eller skal man kunne sætte diagnosen på “hold” indtil man har depression i udbrud igen?

Blogindlægget er inspireret af publikationen “Diagnosen som det bedste og værste”, kernetekst 1 (Januar 25., 2016) af etisk råd.

Advertisements

Nu til noget helt andet….jeg kan varmt anbefale Anne-Cathrine Riebnitzsky’s seneste bog: Forbandede yngel. Jeg har nu læst 3 af hendes bøger: Den stjålne vej, Kvindernes kamp og så denne seneste – og jeg er kun blevet endnu mere fan! Med bogen har jeg fået sat ord på den stemning der var i min familie, den alliance som jeg har med mine søskende og det ambivalente forhold jeg har til mine forældre.

dysfunktionel familie

Læs den - den heler!

Læs den – den heler!

Det, som jeg er særlig vild med i bogen, er den skarpe beskrivelse af dysfunktionalitet i familien. Jeg har lagt mærke til, at når jeg forklarer andre, at jeg såmænd blot er vokset op i en dysfunktionel familie, så er reaktionen så som så indtil jeg nævner de seksuelle overgreb, jeg ovenikøbet er blevet udsat for. Så forstås det med dysfunktionaliteten. Men for mig var og er de seksuelle overgreb en lille del af min opvækst. I Forbandede yngel fornemmer jeg, at de voldelige overgreb også blot var en del af hele cirkusset, og at den dårlige dynamik mellem de voksne og voksne/børn langt mere var skadelig.

ja netop forbandede yngel

Det er ikke fordi jeg vil nedgøre den skadende effekt af seksuel og voldelig overgreb. Nogle gange tænker jeg, at overgrebene var en naturlig følge af, at vi netop var forbandede yngel i vores forældres øjne. Ikke bevidst, i hvert fald ikke hos min mor, men definitivt hos min far. Os børn var blot en udgift især min søster og jeg, som jo ikke er min fars biologiske afkom! Ikke værd at bruge ressourcer eller midler på, men noget, som han kunne bruge til sin egen fordel hvad enten det var som billig arbejdskraft eller til at promovere den gode familie ift. sin selvstændige virksomhed. Overfor min mor har jeg altid følt, vi var til besvær og en byrde og i høj grad i gæld til hende “Alt det hun har ofret for os” “Og hvis det ikke var for os ville hun selv ikke kunne holde livet ud”.

italesat af Anne-Cathrine Riebnitzsky

Alt det, som umiddelbart ikke kan ses med det blotte øje af dysfunktionalitet, bliver italesat i bogen Forbandede yngel. Afmagten hos begge mine forældre. Den dårlige kommunikation og manglende vilje til at forstå og være empatiske overfor hinanden mine forældre imellem. Min fars magtmisbrug i alle sammenhænge ved fx at hævde sin position verbalt eller med vold eller ved at agere efter et regelsæt og et andet regelsæt for os andre. Det var den manglende opmærksomhed, accept og kærlighed for os børn som dem, vi var og er hos dem begge og særligt min mor, som altid appellerede til det store menneske i mig.

Det er så dejlig befriende at blive set og forstået for alt det udenom de fysiske overgreb, som bogen italesætter. Særligt det portræt der tegnes af moren i familien. Det bliver endnu mere tydelig for mig, hvorfor det er min mor jeg i dag har det værst med, og hvorfor jeg slet ikke kan finde medfølelsen frem, når det handler om hende. Som i bogen er min far umiddelbart “det onde” i min familie og jeg kan faktisk finde sympati for ham for han er bare ikke bedre. Men nu ser jeg min mor og mærker en begyndende forståelse for at hun agerede som hun gjorde og stadig gør. Og hvad bedre, jeg mærker også at det ikke er ensbetydende med tilgivelse, men mere accept og let go-følelsen og en større ret til at være den, som jeg nu en gang i virkeligheden er.

 

Jeg er blevet udsat for mobning på min arbejdsplads! Og selvom det har holdt hårdt og stadig er hårdt mentalt nu hvor jeg er sygemeldt og går her og har masser af tid til at gennemgå sammenstødene med mine chefer og samtalerne i hovedet og derfor bliver i tvivl om mig selv, så hænger jeg i og står ved mine grænser.

ukendt grund

Ikke fordi jeg tænker at jeg skal skyde først, men bare for at sætte min proces på spidsen.

Ikke fordi jeg tænker at jeg skal skyde først, men bare for at sætte min proces på spidsen.

Jeg mærker, at jeg er på ukendt grund og det er virkelig angstprovokerende. Fra barnsben har jeg jo lært ikke at stole på mig selv og min intuition. Tværtimod har jeg lært at sætte mig selv til side og lade andre overtræde mine grænser fysisk som psykisk. Så jeg mærker i høj grad konflikten inde i mig mellem de gamle tankemønstre og den voksne jeg, som er fri til at stå på egne ben og sige fra. Jeg vil så gerne stemple mig selv som den, der endnu en gang er gal på den, give efter og indordne mig!

offer, krænker og redder

Udover at jeg ved, hvad der foregår indeni mig, er jeg alligevel blevet opmærksom på den der offerrolle, som jeg nemt kunne have taget på mig. Det var faktisk min læge, som sagde til mig, at jeg ikke behøver at være offeret! Dramatrekanten er kort fortalt en beskrivelse af dynamikken i dysfunktionelle relationer (transaktionsanalysen), hvor man typisk indtager en af de 3 roller: Offeret, krænkeren eller redningsmanden. Så i stedet for at bebrejde og gå ned i en skyttegravsdialog, skulle jeg i stedet holde ved mine grænser, kommunikere på min banehalvdel og forholde mig objektivt til konflikterne. Det holdt hårdt fordi krænkeren ikke havde samme indsigt som jeg!

drages ind i dysfunktionelle relationer

Det værste er, at jeg vil blive ved at havne i sådanne situationer/relationer! Der skulle en Zornig Zone (radioprogram på radio24syv om udsatte) til, indtil jeg så sammenhængen – og det på trods af, at min bror et par gange allerede havde gjort mig opmærksom på det. Han sagde (ikke ordret), at det er som om at de (krænkerne) ved hvem, de kan gå efter og hvem, det er bedst at gå udenom! En psykolog i radioprogrammet forklarede, at offeret ubevidst udsender nogle signaler, som krænkeren opfanger ubevidst og derfor viser det sig ofte, at de kvinder/mænd, der udsættes for voldtægt ofte har oplevet seksuelle krænkelser tidligere i sit liv! Forstå dog mig ret – jeg siger ikke, at jeg selv er skyld i at være blevet mobbet på arbejdet…jeg har bare fået øjnene op for endnu en dimension, som jeg skal arbejde med! Hvad tænker du?

 

I sidste uge genkendte jeg mig selv i et afsnit i et skønlitterært værk – derfor er det så skønt at læse. Og selvom jeg godt er klar over min angst for at være i kontakt med veninder og venner, så fik jeg en aha-oplevelse af at læse om en helt anden person, som godt nok har en helt anden vinkel og udtryk for sin angst.

skræmt for dem, jeg kender

Det er svært at gå imod angsten!

Det er svært at gå imod angsten!

Jeg har nem ved at skabe kontakt og få venner og bekendtskaber. Mit problem ligger i at holde på og pleje venskaberne og netværket. Hvis første møde var godt, så rammes jeg af en frygtelig angst for den næste kontakt. Jo mere jeg kan lide vedkommende, jo større min interesse for at lære og bruge tid med vedkommende, jo større er min angst. Det bliver heller ikke bedre med tiden: Selv et langvarigt venskab eller bekendtskab er kompliceret men bevares pga. mine venners og veninders forståelse og velvilje.

angstens rod

Anyway i den omtalte bog observerede hovedpersonen et karaktertræk ved en anden: “En høflighed og en usikkerhed overfor andre mennesker. En konstant fornemmelse af at være på prøve i en ny verden. En angst for at skulle fungere sammen med andre, bare fordi man kan li hinanden, ikke fordi…” Og her er det at jeg kunne omskrive det træk til mig selv: “…de ønsker noget af dig: En tjeneste eller at du skal se dem og opfylde deres behov.” Noget af roden til min angst bunder i en tro på, at folk ikke bare vil være med mig pga. mig, men fordi jeg skal gøre noget for dem. Det var sandheden og hverdagen for mig i min opvækst og barndomshjem, og så har jeg fået den indgroede opfattelse, at det også er sandt i mit voksne liv og relationer.

angsten er irrationel

Jeg er derfor grundlæggende angst for at min kæreste vil forlade mig, fordi jeg med fuldtidsjob, ungerne, løb, meditation osv. ikke har energi til det hele. Det er sjældent, at jeg møder nogen, som jeg bliver så taknemmelig for at have delt ud af sig selv, så jeg føler jeg skylder dem noget. Jeg kan heller ikke bare tage imod ros eller andet uden at føle mig forpligtet til at gøre gengæld. Selv nu hvor jeg forstår, hvor det kommer fra og at fornemmelsen af at være på prøve ikke er sandt, kan jeg ikke gøre mig fri af angsten. Så selvom jeg har erkendt sammenhængen, så er angsten virkelig irrationel og ikke noget, jeg umiddelbart kan lægge fra mig.

Angsten rammer hårdere end erkendelsen! Suk.

Efter en hård december med masser af overarbejde, fri på de hellige obligatoriske dage og alt for lidt julehygge er det med store ambitioner og armbevægelser at jeg holder vinterferie med mine børn. Jeg skal bare være supermor og superkæreste og superhusholderske.

mor på deltid

Supermor, superkæreste, superhusholderske anno vinterferie 2014

Supermor, superkæreste, superhusholderske anno vinterferie 2014

Da jeg var arbejdsløs og gik hjemme, var det at være en nærværende mor højt på min prioriteringsliste. Jeg havde overskud til at lege med den mindste, trøste og se film. Jeg lyttede opmærksomt til den ældste, hjalp til med skoleprojekter og servicerede dem begge med hygge og snacks. Jeg var også opmærksom på deres tøj, udstyr og behov. Siden jeg begyndte på arbejde igen, så bliver det lige til lidt leg med den mindste inden sengetid – på gode dage vel at bemærke. På de fleste hverdage kan jeg lige få hende overtalt til et spil Uno eller billedlotteri, som jeg synes ikke er så krævende som at lege med Monsters High eller Lego Friends. Med den store føler jeg, at jeg halser bagefter, hvor hun vokser i ubemærkethed og jeg opdager tilfældigt, at der er huller i begge hendes vinterstøvler. Opmærksomt lytning er begrænset til det kvarter, det tager mig at sætte hende af på skolen.

superfar og superkæreste på heltid

Min superkæreste klarer det meste af hus og madlavning i hverdagen. Smører madpakke til den mindste, får hende i tøjet osv. og bringer og henter hende hver dag. Og han gør det til UG: Han tager sig tid i børnehaven. Ofte åbner de stuen og de tager imod alle de andre børn hvis forældre farer ind og ud for at nå på arbejde. De når at tegne, starte en perleplade og snakke med hendes kammerater og drille de voksne. Han husker at købe mælk mv. og laver aftensmad hver dag og sørger for at den ældste gør sine pligter og overholder sin ugentlige maddag. Han afleverer mine biblioteksbøger, sender bøger afsted, sørger for at købe en ekstra telefonoplader til mig, som jeg kan have liggende på arbejde og sparker mig ud af døren, så jeg kommer afsted at løbe inden aftensmad. Ovenikøbet trøster han mig og siger, at jeg er dejlig og nærværende, når jeg er ked over mig selv. Det lyder for godt til at være sandt, men sådan er han! Og jeg mediterer inden arbejde, løber 3 gange om ugen, tager en lur og sætter mig til bords.

supermor, superkæreste, superhusholderske for en uge

Så her i vinterferien skal de alle have igen. Jeg skal bare være superopmærksom og lege nærværende med den mindste. Jeg skal bare være supermor og hænge ud med den ældste. Så skal vi i svømmehallen og på biblioteket, hvor jeg ikke kan være andet end super på. Så skal vi bare tulle, sørge for at få lavet fastelavnsdragterne og jeg skal ikke lade mig distrahere af telefon, spil eller at blogge (!?). Jeg vil lave mad hver dag, og min kæreste skal bare opleve at være mig for en uge, altså køre til og fra arbejde og gøre præcis som han har lyst til.

Så nu sidder jeg med en klump i maven og et håb om, at jeg kan leve op til dem og mine egne forventninger. Jeg er allerede på mentalt overarbejde og træt i hovedet for allerede i går var det ved at gå galt for mig: Min kæreste måtte vække mig og jeg fik lavet mad med en ½ times forsinkelse – og mens vi var på indkøb, gjorde min kæreste huset mere en blot almindelig rent: Han skyllede planterne for støv!

Pyh…nervøsiteten melder sig.

Jeg husker ikke min første dag på mit arbejde, som jeg startede på for snart 10 mdr. siden. Jeg går ud fra, at jeg havde en naturlig nervøsitet for det ukendte og alt det nye, som jeg skulle i gang. Mentalt var jeg forberedt på at skulle starte op igen. Og det var min familie også. Et par praktikforløb havde også bidraget til at forberede mig og min kæreste på hvad vi havde i vente.

i virksomhedspraktik

Det er lidt derudaf, så stop og lidt langsommere....

Det er lidt derudaf, så stop og lidt langsommere….

I løbet af det års tid, hvor jeg var almindelig arbejdsløs – jeg blev raskmeldt efter 2 års sygeår – nåede jeg at være i et job med løntilskud og 4 virksomhedspraktikker. Selvom jobbet med løntilskud og den første praktik var virkelig exceptionelle dårlige oplevelser – begge var i et psykisk dårligt arbejdsmiljø og manipulerende ledere – kan jeg i dag se tilbage på begge de forløb med taknemmelighed: Jeg lærte at mærke efter, sige fra og være bevidst om mine værdier. De 2 efterfølgende praktikker var til gengæld super gode oplevelser: Det ene – Pure Culture ved Palby Marine – var et familiært miljø med nærværende mennesker – det andet – Würth Danmark – var professionelt med et højt fagligt niveau og hyggelige mennesker og en opmærksom leder. Også dyb taknemmelig for at begge steder gav mig muligheden for at udfolde mig professionelt på trods af det hul, der jo var opstået på mit cv.

adfærdsmønster

Det vigtigste ved alle forløbene var den indsigt, det gav mig på mit eget tanke- og adfærdsmønstre. Eller det vil sige, det mønster min kæreste havde observeret jeg havde. Hvilket kom in handy ved den sidste virksomhedspraktik, hvor jeg havde et fast job sat i udsigt. Han havde observeret at jeg de første 2 uger var fuldstændig nede på selvtillid, overbevist om at arbejdspladsen ikke brød sig om mig og at jeg ikke duede til noget. Så kom der en uge med stor fortvivlelse og vished om den store katastrofe, hvorefter det afløstes af en uge med lidt ligegyldighed blandet med at rutinen meldte sig. Og så startede det hele forfra på det næste praktik. (Virksomhedspraktik=4 ugers varighed). Udover tog arbejdet al min energi, så der var mange huslige pligter min kæreste stod alene med.

start på arbejde efter sygdom

Det er krævende for familien, for parforholdet og din egen tid at starte op på arbejdet eller et nyt arbejde efter et længevarende sygdomsforløb. For mig var det lykken at min kæreste var så opmærksom på mit mønster og gjorde mig bevidst om det. Det gjorde, at jeg blev bedre til at håndtere de uhensigtsmæssige tanker og slække på min dårlige samvittighedsfølelse. Ikke at jeg holdt op med med at have det dårligt og utilpas de første mange uger af en jobopstart osv. – det gjorde bare at jeg accepterede mine tanker, følelser og adfærd og ikke behøvede at udleve dem: Altså lade trætheden gå ud over min familie eller mig selv. Jeg kunne simpelthen sende mig selv i timeout (i seng), når jeg var blevet for overtræt. Så da jeg endelig fik et fast arbejde, var jeg så mentalt og fysisk forberedt at jeg nu efter knap et år kan sige, at jeg nu er i den fase hvor jeg slapper mere af nu hvor rutinerne melder sig.

Alle er enige om, at en med et fysisk handicap eller en fysisk sygdom ikke kan gøre for det. Det er ikke noget, som vedkommende selv har været ude om. Ej heller hvis handicappet er kommet af en trafikulykke, alderdom eller blot ens livsstil (fx forhøjet kolesterol eller diabetes 2). Hvordan kan det så egentlig være, at det er som om, at hvis man er gået ned med stress med depression til følge eller at man rammes af angst, så skulle man bare have ladet være med at lade det gå så vidt?

hvori bunder forskellen?

Uhhh....same same but different...or?

Uhhh….same same but different…or?

Hvordan kan det være, at der er en forskel på, hvordan man ser på en psykisk syg og en fysisk syg person? Kan det egentlig blot skyldes, at en psykisk sygdom ikke på samme måde er synligt for omverdenen? Min svigermor har en gang sagt til mig, at hun kan se det i mine øjne, når jeg har det skidt. Så der er da tegn, men man skal nok kende den psykisk syge godt for at kunne se de fysiske tegn end blot et tilfældigt møde i supermarkedet?! Og vil synligheden eller fysiske kendetegn kunne gøre psykiske sygdomme mere forståelige?

jeg kan heller ikke gøre for det!

Det er underligt, for lige så vel som en med et fysisk handicap ikke kan gøre for det, så kan jeg eller andre med en psykisk diagnose heller ikke gøre for det. Indrømmet, nogle af os er mere disponeret for en kronisk psykisk sygdom end andre – og der er heller ikke nogen, der kan sige, at jeg ikke ville have haft en diagnose, hvis min opvækst eller livsforløb indtil i dag, havde været anderledes. Uanset livsvilkår så kan jeg faktisk heller ikke gøre for, at netop jeg er blevet ramt af depression og angst og mine søskende, der har haft samme opvækstbetingelser, ikke har. Jeg kan ikke gøre for, at netop jeg åbenbart har været mere disponeret for at udvikle depression og angst end mine søskende og andre.

forskelsbehandling

Så der er faktisk ingen grund til at forskelsbehandle men det sker alligevel! Det undrer mig rigtig meget. Og det er ikke kun i måden vi ser og agere ift. hinanden på – jeg kunne forstå på formanden for landsforeningen for pårørende Bedre Psykiatri Ebbe Henningsen, at det psykiatriske område ikke får lige så mange midler tildelt som de øvrige områder inden for fysisk som psykosomatisk sygdomme. Er det virkelig stadig tabu og fordomme overfor psykisk sygdom, der stadig er styrende for hvilke muligheder vi som har en psykisk lidelse, har for at virke i samfundet på lige fod med fysisk handicappede og “raske” borgere?

Og så er det mig, der har en diagnose!