Posts Tagged ‘forebyggelse og depression’

For nogle uger siden hørte jeg på P1, at læger ind imellem ser sig nødsaget til at give deres patienter en diagnose, så de får adgang til bestemte sociale ydelser og kommunale systemer – dvs. diagnosen åbner op for muligheder for patienten. Et megainteressant dilemma.

spil diagnosen

minions_2015-wideSidste år til en fødselsdag, mødte jeg en sygdomsramt sygemeldt kvinde, som på trods var superglad, nok den gladeste mest positive person, jeg længe havde mødt. Da jeg kommenterede det, kunne hun fortælle mig, at hendes positive indstilling over for det kommunale system ind i mellem kunne være en ulempe for “så kunne hun jo ikke være så syg…”!? Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan de personer, som er nødt til at spille diagnosen har det…

du er diagnosen

Nu havde den kvinde en fysisk sygdom og med fysiske diagnoser, kan man blive erklæret rask og helbredt. Problematikken opstår, når det drejer sig om en psykiatrisk diagnose – i det offentlige system, er man den diagnose resten af livet. Man kan ikke få den slettet igen. Man bliver i princippet heller ikke erklæret rask eller helbredt. Jeg har oplevet, hvordan det kan have konsekvenser for min egen selvopfattelse. Der var en periode, hvor jeg netop diskuterede dette med mig selv (og skrev blogindlægget “psykisk handicap”), for på daværende tidspunkt var jeg kommet over en svær depression. Min tredje. Så jeg var ikke syg, men heller ikke “rask” for jeg er disponeret for depressioner og mit liv er i dag indrettet derefter. Bortset fra det, er jeg jo som alle andre!

muligheden for at slette den?

I de sundhedsfaglige journaler og i det sociale system er min diagnose opført – det har jeg oplevet på anden vis, da jeg en gang ringede til lægevagten, desperat pga. søsyge (der så senere viste sig at være en virus på krystallerne i ørene). Jeg blev stillet om til psykiatrisk skadestue og måtte på det kraftigste afvise, at min tilstand var psykisk inden jeg blev stillet tilbage til lægevagten. Så hvem ejer diagnosen? Lægen, systemet eller patienten? Og skal patienten kunne sige takke nej til en diagnose? Måske få den slettet efterfølgende? Eller skal man kunne sætte diagnosen på “hold” indtil man har depression i udbrud igen?

Blogindlægget er inspireret af publikationen “Diagnosen som det bedste og værste”, kernetekst 1 (Januar 25., 2016) af etisk råd.

Advertisements

Wow jeg har virkelig lært noget brugbart. Jeg kender godt begreberne selvværd og selvtillid. Men at opdele selvbevidsthed op i endnu en kategori er helt nyt for mig! Det nye for mig er begrebet selvfølelse. Jeg er i gang med at arbejde videre med mig selv vha. bogen Helterejsen – slip følgerne af din opvækst og er kommet til arbejdet med min selvbevidsthed.

at være selvbevidst

følelser kommer og går - følelser er!

følelser kommer og går – følelser er!

I bogen definerer Mette Glargaard det at være selvbevidst at kunne mærke sig selv og tage ansvar for sig selv. Rent praktisk betyder det, at man ved hvorfor man gør som man gør. What’s in it for me?! Den er jeg helt med på. Derudover deles selvbevidstheden op i yderligere 3 pinde: 1) selvfølelse, 2) selvværd og 3) selvtillid. Jeg er godt klar over, at depressionerne og den arbejdsrelaterede stress, jeg gik ned med for 4 år siden, skyldes at jeg ikke var/er (er jo stadig ved at lære det) i stand til at mærke mine følelser, men jeg har behandlet det faktum under en kam som manglende selvværd. Så for mig giver det endnu en konkret knap, jeg kan skrue på, ved at få introduceret begrebet selvfølelse.

lav på selvfølelse

Jeg finder nemlig ud af, at jeg først og fremmest også er lav på selvfølelse. Selvfølelse handler om evnen til at mærke, hvad der foregår inden i dig selv. Du kender sikkert godt den der med at være meget oppe i hovedet. Altså jeg er rigtig god til at ræsonnere mig frem, erkende sammenhænge og årsag/virkning etc. men når det har handlet om, hvad jeg netop føler – ikke tænker – oplever jeg ofte, at kaosset opstår og det er svært at finde hoved og hale i følelserne. De tager over og enten styrer eller hæmmer mine tanker og adfærd. Mindfulness og meditation har langt hen ad vejen hjulpet mig, men når konflikter eller kritiske situationer opstår, oplever jeg, at autopiloten går på.

revolutionær opdagelse

For pokker det er stort for mig! For jeg bliver pludselig klar over, hvorfor jeg i nogle situationer eller konflikter reagerer som jeg gør. Jeg har med hovedet været bevidst om hvad der er det rigtige at gøre i en given situation, men det har betydet, at jeg har overset en væsentlig aktør i at passe på mig selv og tage ansvar for mig, nemlig hvad siger kroppen – hvilke følelser – nuværende som gamle – vækker en given situation i mig?! Jeg indser nu, at det helt sikkert har bidraget til at jeg har ladet nogen overtræde mine grænser. Og så har jeg typisk gået hjem med nogle følelser i klemme, som jeg så enten har vendt indad (depressioner) eller har udlevet overfor min kæreste eller børn.

Det er simpelthen revolutionerende for mig, for jeg ser pludselig vejen til at kunne forsvare altså tage vare på mig selv, lige når en situation opstår og forhåbentlig på en mere velovervejet og spiselig måde, som åbner op i stedet for at låse en situation fast. Juhu!

 

Nu har jeg været i arbejde i 9 måneder. Pt har jeg travlt og de sidste par uger haft overarbejde næsten dagligt. Jeg kan mærke det tærer – ikke mængden af arbejde! Det kan jeg sige med sikkerhed, da jeg heldigvis har fuldstændig overblik over, hvad der gør mig stresset. Det er arbejdstimerne kontra den hvile, jeg faktisk har brug for og som jeg ikke får, der tærer.

at arbejde sig op

hvorfor tror jeg det en dag bliver lutter lagkage?

hvorfor tror jeg det en dag bliver lutter lagkage?

I starten handlede det meget om at lære alt det nye og vi var som par og familie indstillet på, at jeg naturligvis ville være smaddertræt efter arbejde og at min kæreste nok kom til at stå for meget af husholdningen og pigerne. Så helt efter “bogen” faldt jeg i brædderne og sov rask væk et par timer inden aftensmad kl. 18. Til gengæld – ikke fordi vi kører hjemmet og vores forhold som et milimeterdemokrati – har jeg forsøgt efter bedste evne at være på i weekenderne og givet min kæreste fri og frihed. Efterhånden har jeg med hjælp fra ham, set “fremskridtene”: Jeg har ikke brug for den lur efter arbejde og jeg er mere på i hverdagen over for pigerne og ift. aftensysler og pligterne.

det forebyggende arbejde

Det er også lykkes mig at holde fast i de forbyggende ritualer, jeg har lært at gøre for at leve med de depressive tanker: Jeg mediterer om morgenen inden arbejde, selvfølgelig mere vellykkede end andre gange. Jeg løber 3 gange om ugen og hvis jeg ikke lige får løbet, har jeg fundet et 7 minutters styrketræningsprogram, som gør op med min dårlige samvittighed og bange anelser for at falde i en depression igen. Alt sammen, noget der udelukkende har kunnet lade sig gøre pga. min kærestes velvilje og mine pigers forståelse. Og selv de dage, hvor jeg simpelthen er for træt eller har arbejdet over, så er det også lykkes mig nogenlunde at være bevidst om at jeg har truffet valget og stå ved det.

vil det nogensinde blive bedre?

Nu er der gået 9 måneder – og vil det nogensinde blive bedre? Tænker jeg! For idet jeg tænker det, bliver jeg bevidst om, at jeg på en eller anden måde alligevel har bildt mig selv ind, at jeg/vi er i en opstart og så vil udviklingen gå proportionel dvs at jeg en dag…ja hvad? Det er som om, at jeg hele tiden falder i den illusion om at det kun kan blive bedre, når det i virkeligheden bare handler om, at i dag gik super godt, i forgårs bedre og i morgen knap så godt…at hver dag er en ny dag og det faktisk er omsonst at tro at arbejdet en dag for sådan en som mig – dvs. en, der er stærk disponeret for depressive tanker/depressioner – bliver ren rutine og livet lutter lagkage. Og måske er det meget normalt?!

Hold da fri, hvor har jeg holdt ferie. Før sommeren trængte jeg til en pause fra arbejdet med min personlige udvikling og herunder alle mine rutiner – også dem, som handler om min mentale sundhed og forebyggelse mod stress, negative tanker og gamle tankemønstre og i sidste ende mod depressioner. Men jeg er først nu blevet klar over, at det ikke blot handler om at holde sig sundt og at forebygge. Jeg har faktisk undergået en livsstilsændring. Det betyder, at jeg jo netop falder tilbage mentalt, når jeg stopper med de gode nye vaner.

disciplineret og forpligtende forebyggelse

Kræver mere end bare forebyggende arbejde for at holde sig sund.

Jeg har altid syntes, jeg er en kedelig type, fordi jeg altid har været og er disciplineret og pligtopfyldende og aldrig springer over det, som jeg skal. Netop om mine rutiner omkring forebyggelse og mental sundhed, har skrækken for at blive syg næsten kvalt mig, fordi der simpelthen ikke var timer nok i døgnet til at nå alt det jeg skulle for ikke at falde ned i det sorte hul. For udover løb har jeg nu lært, at meditation og yoga også er en stor hjælp for mig til at rumme det liv, jeg nu har med de livsbetingelser, som jeg har fået og den personlighed, jeg nu en gang har. Jeg har så altid været stolt over at kunne meditere og udføre yoga på trods af glade snakkende og spørgende unger samt tv og andet elektronisk udstyr, der skal køre samtidigt. Men da ferien meldte sig, slækkede jeg på min disciplin. Det fik sine konsekvenser. (Til min kedelig type forsvar vil jeg lige nævne, at jeg løb hver anden dag, som jeg plejer!)

det er ikke forebyggelse

Jeg har fundet ud af, at det ikke kun handler om at forebygge. Konsekvensen af at stoppe de daglige meditationer og yogaøvelser var, at mine gamle tankemønstre kom snigende tilbage og med dem – min gode gamle angst for at kontakte og være sammen med venner/veninder. Helt uden at ville det, stoppede jeg med at besvare opkald, skrive sms eller vende tilbage og lave aftale eller tage initiativ til at være sammen med nogen. Jeg isolerede mig langsomt igen og blev frygtelig sky. Og alle undskyldninger kom helt automatisk: Jeg nåede jo ikke telefonen, jeg kan gøre det i morgen, jeg er træt osv. osv. Selvom jeg godt kunne høre løgnene i dem, så var jeg dem ikke helt bevidst. Først her for et par uger siden, erkendte og indrømmede jeg over for mig selv og min kæreste, at min angst var vendt tilbage tusindfold og at jeg var godt på vej ned i den sorte gryde.

ny livsstil

Hurra for psykiateren! Ved første samtale efter den dejlige danske sommer kunne psykiateren berolige mig med, at det alt sammen skyldes, at jeg havde slækket på min egen sundhed og forebyggende arbejde ved at holde op med mine rutiner. Ikke på nogen måde bebrejdende blot konstaterende. For ved lige så stille at gå i gang igen, vil jeg hurtigt kunne rumme angsten igen. Det var så her, at det faktisk gik op for mig, at det ikke blot er dumme forpligtelser og forebyggende arbejde. Nej! Jeg må betragte det som, at jeg har omlagt min livsstil. Fra et liv præget af angst, stress og depressioner (oveni alt det helt normale som alle andre har) til et liv med mental sundhed og gode elementer, som ikke blot forebygger, men er en konstant faktor for at være den bedste udgave af mig selv. De er en del af den mig, som jeg er nu.

Jeg er taknemlig. Jeg har fået forståelsen for forskellen mellem at iagttage noget eller nogen og at dømme noget eller nogen. Og ikke kun ift. 3. part men i høj grad også over for mig selv. Det er vigtigt at kunne det ift. at leve med depression og forebygge fremtidige depressioner.

forskel på iagttagelse og dom

Se det er sandt iagttagelse - griner!

Hvorfor er iagttagelse vigtigt? Hvordan kan man bruge det til at forebygge depressioner? Lad mig starte med at udpensle forskellen mellem at iagttage og at afsige en dom. Når man dømmer eller fordømmer noget eller nogen, så er det en form for kategorisering af noget eller nogen. Man kassetænker og har dermed implicit nogle forventninger eller forudindtaget holdning om en situation, en udtalelse eller en person. Det kan sagtens også være om sig selv. Det betyder også, at man er lukket, absolut og afvisende overfor en anden tolkning, virkelighed eller holdning om noget eller nogen. Når man er iagttagende, observerende, er man åben for dialog, samarbejde og andre mulige tolkninger eller virkeligheder. Og så kan man lære noget, vokse og måske foretage ændringer. Det er forskellen på iagttagelse og dom.

forventninger og fordømmelse

Hvorfor er det så vigtigt? Når man forholder sig åben, kan man være nysgerrig, stille spørgsmål og overveje sine handlinger. Når jeg tænker på det med at være depressiv eller midt i en depression…her er man typisk meget fordomsfuldt og selvkritisk over for sig selv, sine omgivelser og virkeligheden. Det betyder, at man ikke er særlig åben over for at noget andet kunne være sandt eller virkeligt om sig selv. Så bliver det svært at være i en proces, hvor man kan udvikle og lære noget om sig selv og dermed blive bevidst om sin tilstand og sygdom. Det betyder igen, at man afskærer sig selv fra de positive forandringer i tankemønstre og dermed en vej ud af depressionen.   Det er da skidt.

forebyggelse via iagttagelse

Forestil dig, at du kunne forholde dig åben, iagttagende og nysgerrig under et angstanfald? Kunne du forstille dig, at du vil kunne blive i stand til at forholde dig spørgende til tilstanden og dermed berolige dig selv? Det kan jeg! Og jeg gør det, når nogle af de gamle tankemønstre, en depressiv tanke eller noget angstprovokerende dukker op. Og så forebygger jeg jo netop at synke ned i en depressiv tilstand eller forblive i angsten. Jeg har lært det via meditation, men egentlig er det noget, som du nemt kan øve dig i. Prøv sid et øjeblik og læg mærke til lydene omkring dig. Så i stedet for at kategorisere lydene for dig selv fx det er en bil, fugl, klokke osv., så skal du beskrive lyden: Den er rullende, skarp, høj, kommer ude fra, brusende, glad osv. Det er at iagttage og observere. Prøv med at se på noget: Den er glat, ru, skinnende, farlig osv. Og så næste gang du står over for en depressiv tanke eller din kæreste siger noget, som vækker nogle følelser i dig…i stedet for at reagere med det samme, så træd (mentalt) et skridt tilbage og iagttag. Hvad oplever du?

Hvordan er det at leve med depression, som en faretruende sky, der kan gå i udbrud? Det er nemt, men hårdt arbejde. Jeg fandt meget hurtigt ud af at, der skulle 3 grund leveregler til, for at kunne klare et liv med depressioner. Det kan godt være, at det skyldes, at jeg går hos en psykiater, som jo i første omgang er læge. Læger vil jo gerne have at alle folk skal leve sundt, sove godt og spise sundt. Og ja naturligvis holde op med at ryge, hvis man er ryger – uanset hvad man fejler. Alligevel er det 3 leveregler, der danner fundament for at forebygge depressioner.

leveregel nr. 1

3 leveregler til at balancere dit liv

Sov godt. Vi kender alle godt, hvordan det er, når man har sovet dårligt. Man har kort lunte. Man kan ikke koncentrere sig. Man er ikke sig selv. Osv. osv. Men når man er deprimeret eller vil forebygge depressioner, er det en af de vigtigste leveregler – at sove godt. For en god nattesøvn gør, at man har overskud til at være. Både når man er inde i en god periode. Især når man er inde i en dårlig periode! For vi er dårlige til ikke at dunke os selv i hovedet for en dårlig dag. Og tankerne driver gæk med os, hvis vi ikke passer på. For mit vedkommende er dårlig nattesøvn, svært ved at falde til ro og en begyndende vende op og ned på dag og nat nogle af mine tidlige tegn på en depression. For at overholde denne leveregel, har det betydet, at jeg nogle nætter eller i perioder, har sovet i stuen. Det har meget større værdi for mig og min familie, at jeg er frisk og har overskud.

leveregel nr. 2

Spis sundt. Af de 3 leveregler, så kommer jeg nok til at lyde som en kliche på de 2 sidste leveregler. Men det handler faktisk mere end blot at være sund. Det handler om velvære og at være tilfreds med sig selv. Og at kunne være realistisk om sig selv. Det første omkring velvære: Når man har et mentalt overskud, så kan man bedre tackle hverdagen eller situationer, der vil opstå. Et stabilt blodsukker, giver et stabilt mentalt overskud. Derfor betyder det meget at spise sundt: Fiberholdigt, varieret, ikke for meget raffineret sukker osv. Det andet omkring tilfredshed og realisme: En af mine dumme absolutter, når jeg har det skidt eller har depressive tanker er, at jeg er tyk og grim. Hvis det så oven i købet passer, så kan jeg ikke tilbagevise den tanke, som blot forvrænget virkelighed.

leveregel nr. 3

Motion. Denne leveregel handler ikke kun om at holde sig fysisk sund. Jeg føler mig styrket mentalt for hver km, jeg har løbet. For hver løbetur jeg har gennemført. Når jeg løber afsted og mærker min krop, så bliver jeg imponeret over min egen styrke og får en klar fornemmelse af den magt, jeg faktisk besidder. Min handlekraft bliver tydelig for mig. Det er da overvældende og fantastisk, hvad man faktisk kan gøre og præstere rent fysisk, ikk?! Fx går min ældste datter til springgymnastik: Jeg synes det er fantastisk, at de ved hjælp af deres egen fysiske styrke, kan slå vejrmøller, flikflak og hvad det ellers alt sammen hedder. Den forbundethed med din krop, som en hvilken slags motion – hvad enten det er løb, en gåtur eller wii dans – giver dig, styrker dig også mentalt og sætter dig i stand til at kunne gå igennem livet. Når man forstår det, som deprimeret eller i risiko for depressioner, er det nemt at være motiveret og bevæge sig.

Følger du disse 3 leveregler, er du godt på vej til at forebygge fremtidige depressioner. Men levereglerne gør også at du er bedre rustet til at tage fat, hvis en depression alligevel sniger sig ind på dig. Det kræver blot, at du gør det hver dag. Derfor er det nemt, men hårdt arbejde.

Det er unfair, at jeg skal skjule grunden – depression – til min modenhed og synspunkter på mange af livets aspekter, for at få et arbejde. Jeg er blevet rådet til at skjule min psykiske lidelse over for en potentiel arbejdsgiver. Jeg bliver lidt harm over det, da jeg faktisk passede mit arbejde under min første officielle depression. Jeg gik på arbejde og var depressiv i fritiden.

jeg er også mit arbejde

Er en psykisk lidelse fx depression en slags større lig i lasten end andre lig?

På mit daværende arbejde kendte de til min psykiske lidelse. Jeg gik jævnligt til en psykiater i samme by og havde netop valgt en psykiater i samme by, som mit arbejde, for at spare transporttid. Dvs. jeg havde typisk en morgentid hos psykiateren og gik på arbejde bagefter. De dage var jeg måske lidt træt, distræt og stille, men det var helt okay og noget som mine kolleger og ledere accepterede og respekterede. Vel kun fordi jeg passede mit arbejde til normalt ug?! Naturligvis var jeg trist og nedtryk nogle dage og jeg delte mine tanker med kolleger, når vi snakkede. Men når jeg arbejdede inde på min plads, så arbejdede jeg. Men derfor kan man da ikke holde tingene adskilt?!

et helt liv

Jeg er jo som jeg er. Og i et arbejde. Den bevidsthed og selvindsigt jeg har opnået netop også pga. stress og depression men også fordi jeg har lært at være mindful og meditere og dyrke yoga. Godt nok som forebyggende værktøj til depression. Det er da alt sammen noget som har beriget mig som person og gjort mig mere helstøbt end før. Når vi går på arbejde, går vi på arbejde som hele mennesker med alt hvad det indebærer! En rigtig god veninde sagde til mig, at hun mente helt klart, at jeg nu vil kunne blive den gode leder, fordi jeg netop kender til det at være ovenpå men også til at være nede og slået ud. Og så højt stræber jeg ikke en gang. Jeg vil bare rigtig gerne have et arbejde.

forebyggende arbejde

Jeg ved godt, at for rigtig mange med psykiske lidelser er en førtidspension den eneste løsning. Men der må være andre, som jeg, som har arbejdet med mig selv og er så bevidst om min sygdom, symptomer og tilbagefald, at jeg sagtens kan fungere normalt. Fx pt er min sygdom ikke i udbrud, så at sige. Jeg ved, at der er nogle ting, jeg er nødt til at gøre hver dag for at forebygge sygdommen. Jeg forstår også godt risikoen, der er, for en arbejdsgiver med en medarbejder med en psykisk lidelse. Men ingen kender til fremtiden, så hvis man skulle tage forbehold for alt, så kan man vel næsten ikke ansætte nogen af den menneskelige race? Så skal man da hellere satse på computere, maskiner og robotter. Men selv de kan gå ned. Så umiddelbart tænker jeg, at der ikke er noget at skjule for en arbejdsgiver. Tværtimod vil de kvaliteter, som den seneste stress- og depression/sygdomsperiode, være et aktivt for en arbejdsgiver. Hvad tænker du?