Posts Tagged ‘diagnoser og sociale ydelser’

I interessen for at sætte mig ind i debatten om diagnosekulturen (iflg. Svend Brinkmann og Anders Petersen) og det Etiske Råds tematisering af emnet, gør jeg mig nogle tanker om min egen diagnose og mørket indeni mig.

hvad er en diagnose?

darkness-light

Det kan ikke ses, et sted indeni er det præcist sådan. Hver dag.

Alle ved hvad en diagnose er, alligevel gjorde det et indtryk på mig at læse definitionen på det (Baggrundstekst: “Diagnosen som begreb og praksis”, Det Etiske Råd Januar 25, 2016)Diagnosesystemerne skal med andre ord understøtte ønsket om at skelne den syge fra den, der ikke er syg. Men jeg er da ikke syg! Er jeg? Nu har jeg været velfungerende de sidste 3 år. Nu hvor jeg skriver det, lyder det også lidt mærkeligt at omtale sig selv som velfungerende. Det jeg mener, er, at jeg udefra er lige så normal og rask, som du og andre (!).

mørke tanker

Naturligvis dukker mørket op hver gang, jeg har været syg med forkølelse eller influenza. Og der er også en grund til at mit liv, og vores samliv og familieliv er indrettet, som den er. Så jeg er da helt som alle andre…eller? Jeg burde da ikke have diagnosen mere?! Eller…jeg tør ikke spørge min mand (af frygt for at han bekymrer sig unødigt) om det er helt normalt eller om det er det, der adskiller en som mig med 3 depressioner bag mig fra jer andre? At jeg i baghovedet har en lyst til bare at græde eller lægge mig ned og give op!

er mørket forskellen?

Jeg genkender godt, at depressive udtryk er blevet en del af sproget i dag. At når vi har en trist dag, så “er vi lidt depressive i dag” og at nedtrykthed forveksles med depressive tanker. Det er det, der forvirrer mig nu, for hvad er forskellen på mit mørke og andre raske og normale mennesker, der ikke har en diagnose eller 3 depressioner bag sig? Min hverdag er god uden at være alt for skemabelagt. Jeg har en superdejlig mand, et godt sexliv, børn der trives og som jeg synes jeg har et åbent og ærligt forhold til. Jeg har arbejde, som jeg er helt almindelig glad for og en økonomi, som kører rundt. Jeg har alt. Alligevel er jeg på nippet til at lægge mig og ikke rejse mig igen, uden nogen særlig grund. Har alle det mørke i sig eller er det, det, der adskiller mig fra andre?

Advertisements

For nogle uger siden hørte jeg på P1, at læger ind imellem ser sig nødsaget til at give deres patienter en diagnose, så de får adgang til bestemte sociale ydelser og kommunale systemer – dvs. diagnosen åbner op for muligheder for patienten. Et megainteressant dilemma.

spil diagnosen

minions_2015-wideSidste år til en fødselsdag, mødte jeg en sygdomsramt sygemeldt kvinde, som på trods var superglad, nok den gladeste mest positive person, jeg længe havde mødt. Da jeg kommenterede det, kunne hun fortælle mig, at hendes positive indstilling over for det kommunale system ind i mellem kunne være en ulempe for “så kunne hun jo ikke være så syg…”!? Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan de personer, som er nødt til at spille diagnosen har det…

du er diagnosen

Nu havde den kvinde en fysisk sygdom og med fysiske diagnoser, kan man blive erklæret rask og helbredt. Problematikken opstår, når det drejer sig om en psykiatrisk diagnose – i det offentlige system, er man den diagnose resten af livet. Man kan ikke få den slettet igen. Man bliver i princippet heller ikke erklæret rask eller helbredt. Jeg har oplevet, hvordan det kan have konsekvenser for min egen selvopfattelse. Der var en periode, hvor jeg netop diskuterede dette med mig selv (og skrev blogindlægget “psykisk handicap”), for på daværende tidspunkt var jeg kommet over en svær depression. Min tredje. Så jeg var ikke syg, men heller ikke “rask” for jeg er disponeret for depressioner og mit liv er i dag indrettet derefter. Bortset fra det, er jeg jo som alle andre!

muligheden for at slette den?

I de sundhedsfaglige journaler og i det sociale system er min diagnose opført – det har jeg oplevet på anden vis, da jeg en gang ringede til lægevagten, desperat pga. søsyge (der så senere viste sig at være en virus på krystallerne i ørene). Jeg blev stillet om til psykiatrisk skadestue og måtte på det kraftigste afvise, at min tilstand var psykisk inden jeg blev stillet tilbage til lægevagten. Så hvem ejer diagnosen? Lægen, systemet eller patienten? Og skal patienten kunne sige takke nej til en diagnose? Måske få den slettet efterfølgende? Eller skal man kunne sætte diagnosen på “hold” indtil man har depression i udbrud igen?

Blogindlægget er inspireret af publikationen “Diagnosen som det bedste og værste”, kernetekst 1 (Januar 25., 2016) af etisk råd.

Uh…jeg var egentlig ved at google efter en artikel/publikation hos Etisk Råd omkring diagnoser men faldt over en artikel hos Berlingske (“Hvad er din diagnose?” september 25, 2015), som er ret interessant og i tråd med det, jeg vil skrive om. Så vi tager lige en detour omkring emnet diagnoser, problemer og lidelser.

inflation i diagnoser

boxes

Vi skal i kasser, for at tingene passer!

I et flygtigt sekund har tanken da strejfet mig: At der er gået inflation i diagnoser og at man ind i mellem kan spare sig selv for en masse forklaringer, når man bare nævner en diagnose. F.eks. ku jeg sige: Der er en dreng i min yngste datters klasse, som er enorm glad, fylder i rummet og svinger fra enorm glæde til vrede, og som altid kommer galt afsted hos de voksne fordi han kommer til at gøre noget, som han ikke skulle. Jeg ku også sige: Han er sådan lidt ADHD agtig. Hvilke af beskrivelserne, gav dig en hurtig og præcis forståelse af hvordan, drengen er?

diagnoserne er en måde at forstå og forklare

Jeg har selv været udsat for at blive sat i en diagnosebås. Senest på min tidligere arbejdsplads, hvor jeg satte en grænse overfor chefen (som så førte til en fyring), men da fik jeg smidt den i hovedet med “Er det noget med at du har en diagnose?”. Da måtte jeg på det kraftigste pointere, at min kritik slet ikke havde noget med min diagnose at gøre, men et udtryk for en helt almindelig afvisning af at blive behandlet så dårligt. Ind i mellem kan jeg også selv falde i diagnose-fælden, når jeg er træt og udkørt og farer vild i et tankespind, og så lytter min mand til mig med ordene: Du er bare træt, ikke på vej til at blive deprimeret.

du er ikke din diagnose

I artiklen “Hvad er din diagnose?” interviewes professor i psykologi Svend Brinkmann, som har udgivet en bog om, at man netop kan have ondt i livet uden at have en psykisk lidelse. Det, synes jeg, er vigtigt at huske – i særdeleshed når det handler om en selv og når man betragter andre – men også generelt når det handler om livet og filosofien om at alt og alle skal kunne puttes ned i kasser og det korstog, vi som samfund ubevidst er på: Homogenitet.

I 2015 modtog Svend Brinkmann Rosenkjærprisen, men indtil foredragsrækken udkommer, kan du nyde ham som “Ugens gæst på P1”.