Posts Tagged ‘antidepressiv medicin’

Forleden i supermarkedet mødte jeg en bekendt, som kommenterede, at han kunne konstatere, at jeg stadig løber regelmæssigt, da han ofte ser mig på landevejen mellem Kolding og Vejle. Tja hvad skal jeg sige til det? På niende år med løb kan man jo godt konkludere, at løb er blevet en rutine for mig, men på et metaplan er løb et livsvilkår for mig.

på hårdt arbejde?

mit livsvilkår

mit livsvilkår

Der var en gang, hvor jeg blev total angst, hvis jeg blot en gang missede at få løbet. Nu har jeg heldigvis fået et mere afslappet forhold til det og kan sagtens prioritere og planlægge, så alt det jeg er nødt til at gøre for at holde mig i psykisk balance også kan passe ind med familien mv. Jeg husker også, at det gjorde indtryk på mig, da en ung fyr i et DR program om livet som psykisk syg, udtalte, at det er hårdt arbejde at holde sig rask…det fik mig til at tænke over mit liv, som det er nu. Særligt de reaktioner, jeg får fra andre, når de finder ud af, at jeg løber 3 gange ugentligt, meditere dagligt og også dyrker yoga ind i mellem. Hvordan får jeg energi og tid til alt det?

et livsvilkår

Jeg kan godt forstå, at det kan imponere, men der er en hel naturlig forklaring på det: Da jeg har en tendens til depression og angst, er det blevet et livsvilkår for mig at forebygge. Og nu er det dagligt at tage en anti-depressiv, det at løbe, det at meditere, det også at lave yoga i særlige svære perioder, blevet en livsstil for mig. En indgroet del af det at være den, jeg er, at pligten ikke længere vejer tungere end lysten. Drivkraften til at holde fast i denne livsstil er uden tvivl den indsigt, jeg har opnået gennem de depressioner, min familie og jeg har været igennem.

indsigten forpligter

Jeg er forpligtet af den forståelse, jeg har fået af at være depressiv. Den indvirkning, jeg har set, det har på mit liv, min kæreste og mine børn, mit arbejde og omgivelser iøvrigt. Når man først har opnået den indsigt i sygdommen og påvirkningen af pårørende mv. depression og angst har, så mener jeg, at jeg er forpligtet til at kæmpe mod de uhensigtsmæssige tanker, følelser og adfærd og forebygge og dermed ændre livsstil. Jeg kan ikke gå tilbage, for det betyder, at jeg vælger et sygdomsfuldt liv. Så det er slet ikke helligt, imponerende eller flot. Jeg er bare disponeret for depression og angst.

Advertisements

Jeg vågnede her til morgen og fik en tanke om fordommene over for lykkepiller. Jeg så fornylig en udsendelse om en kvinde, som har haft et hårdt 2012 og som udtalte sig – set fra mit synspunkt – fordomsfuld om antidepressive piller. En af de der kommentarer om lykkepiller, der gør mig rigtig træt og ked, fordi det kan fyre op for fordommene om antidepressiv medicin.

fordomsfuld

De lavede et show sammen, hvor de udtalte sig, at det var godt vi blandede os, for som kommer vi til at ligne hinanden uden på, som vi gør inden i.

De lavede et show sammen, hvor de udtalte, at det var godt vi blandede os, for så kommer vi til at ligne hinanden uden på, som vi gør inden i.

Jeg forstår godt, at man kan være fordomsfuld (eller burde det hedde fordumsfuld), og at vi som mennesker behøver en ordnet defineret verden. Deraf kommer de stereotype opfattelser og arketypiske antagelser om andre og grupper af mennesker: Dem, der bor i villakvarterer, homoseksuelle, muslimer, tykke mennesker, dansker af anden etnisk baggrund, politibetjente, advokater, folk med hunde, ansatte hos Skat osv. osv. Som jeg nævner de forskellige grupper, så dukker der generaliserede billeder op i mit hoved af de enkelte grupper. Vores hjerner er drevet af angst (vurderinger: ven eller fjende), fejlsøgning og problemløsning.

bare ordet lykkepiller er fuld af fordomme

Tænk bare på ordet lykkepiller…bare ordet siger alt om, hvad vi som samfund tænker om antidepressiv medicin og om depressioner. Og så kan det godt være at fordommen er medieskabt. Det handler bare om nogle mennesker, som ikke er lykkelige. Medicinen kan give dem den lykke! Kvindens udtalelse om antidepressive piller var, at hun havde valgt pillerne fra, fordi hun mente, at pillerne bare flyttede problemet. Jeg anfægter ikke hendes sandhed. Jeg kender hende heller ikke, men jeg fik hurtig den tanke, at det var en udtalelse, der bygger på en fordom. Det bedste ville være, at jeg kunne spørge mere ind til, hvad hun præcist mener med, at pillerne bare flytter problemet. Da jeg ikke har mulighed for det, kan det da godt blive opfattet som, at jeg nu har en fordom over for kvinden.

forståelse for fordommen

Anyway jeg var da også fordomsfuld på mine egne vegne om antidepressiv medicin i starten af min rejse mod indsigt. Men når jeg tænker på, hvordan det faktisk er med en depression. Hvilken forvrænget virkelighed man lever i, når depressionen er i udbrud – og at tankerne faktisk er syge. Prøv bare at tænke på den tanke om at ens børn og kæreste vil få et bedre liv, når man ikke er til…den tanke er helt ude af proportioner! Fakta er, at det helt klart vil få alvorlige konsekvenser for et barn, hvis forælder tager sit eget liv! Og hvis du er enig med mig i det, så kan du vel heller ikke være uenig med mig i, at så er man syg og har brug for medicin og evt. anden behandling.  Det er en kompliceret sygdomstilstand, der er psykisk, men også har nogle fysiske symptomer, som skal behandles fysisk med medicin. Men hvordan kan man have fordomme om antidepressiv medicin, kalde det lykkepiller og se ned på sig selv hver gang, der er nogen, der udtaler sig fordomsfuld eller endda negativt om pillerne eller se ned på andre, der har brug for den medicin, når man ved det?!

Er jeg blevet kronisk afhængig af piller – antidepressiv medicin? Hvis det med kronisk afhængighed menes, at jeg nødig vil af pillerne. Hvis det med afhængighed menes, at mit liv vil være en anden, og jeg vil udvise en helt anden adfærd, end jeg gør i dag på antidepressiv medicin… ja, så har jeg nok en afhængighed af piller. Men misbrug vil jeg ikke kalde det!

spiser med glæde piller

piller

mit liv afhænger også af pillerne

Jeg har ikke længere noget problem med at være på antidepressiv, for jeg kan klart mærke forskellen fra at prøve at tackle depression og angst med koginitiv behandling, meditation, yoga og løb til at tackle depression og angst med de samme værktøj men med en bund af antidepressiv medicin. Forskellen er, at jeg nemmere kan ændre mine tankemønstre, lettere fange mig selv på vej ned i et sort hul, end jeg kunne uden pillerne. Jeg har et behov for antidepressiv! Og for mig handler det ikke om, at jeg en gang skal af medicinen.

afhængigheden?

Er en sukkersyg person afhængig af sin insulin? Hvorfor er det spørgsmål, så dumt?! Og hvorfor er det samme ikke gældende ift. antidepressiv medicin?! Diskussionen om hvorvidt pillerne er det gode eller dårlige fortsætter stadig: Den 18. december på P1 Morgen kørte jeg afsted på arbejde med ærgerlig mine, da jeg hørte Peter Gøtzsches udtalelse om, at stigningen i forbruget af SSRI-medicin er proportionel med fremkomsten af nye produkter på markedet. Og hvad så? Naturligvis er det da godt at man statistisk kan have en holdning til hvorvidt det er godt at forbruget er stigende og gisne om grundene til det at læger og psykiatere udskriver pillerne som bolcher grundet pres fra medicinalindustrien…men jeg mener, det vil være mere frugtbart for alle parter at adressere virkning, bivirkninger eller nedtrapningstid, mundtørhed, manglende sexlyst eller hvad det nu kan være, som besværliggør brugernes hverdag med pillerne i stedet for.

piller kan ikke stå alene

Af egen erfaring er jeg helt enig i, at man ikke bør gribe til pillerne som den første og bedste løsning. Og at pillerne alene ikke gør dig rask af en depression eller angstlidelse. Jeg har også selv været igennem brandslukning: Dvs. fået piller for at dæmpe symptomerne, så en egentlig kognitiv behandling gav mening for mig. Eva Secher Mathiasen, formand, Dansk Psykolog Forening, forklarer det så fint i P1Morgen 19. december. http://www.dr.dk/P1/P1Morgen/Udsendelser/2012/12/19/081850.htm Men efter den seneste stressudløst svære depression – nu snart 3 år siden – er jeg på antidepressive piller og er enorm taknemmelig for det. En god læge eller psykiater udskriver heller ikke bare piller til dig uden anden form for behandling. Så skal vi med psykiske lidelser være mere bevidst og ikke være så bange for at tage ansvar for vor egen proces og psykiske sundhed og tage del i beslutninger omkring piller.

Hvad mener du? Hør/genhør P1Morgen 18. december med indslaget med Peter Gøtzche og formanden fra Depressionsforeningen Karen Margrethe Nielsens kommentar:

http://www.dr.dk/P1/P1Morgen/Udsendelser/2012/12/18/150755.htm

Under min research fandt jeg dette link, som er en god info: http://www.faktalink.dk/titelliste/lykkepiller00/hele-faktalinket-om-lykkepiller

Jeg har altid været meget imod depressionspiller eller lykkepiller, som nogle er så uheldige at kalde dem. Selvom at jeg fik nogle allerede ved konstatering af den første depression – Mirtazapin – tænkte jeg altid om de piller, at det ikke var for depression men for at have noget at sove på. Og da jeg så fik ordineret nogle andre antidepressive piller, prøvede jeg det i 2 dage og besluttede så, at jeg blev mærkelig af dem. I dag har jeg helt ændret holdning til depressionspiller.

lykke på piller?

hvorfor smager depressionspiller ikke som jellybeans?

Der gik dog en hel depression til inden jeg ændrede holdning over for antidepressiv piller. Jeg var endda så stolt over mig selv, fordi jeg formåede at løbe mig fra at spise depressionspiller. Fra jeg startede med at løbe afsted en sen aften i bomuldstøj og et par gamle træningssko, gik der en masse bøger, artikler og foredrag om løbets positive virkninger på krop og hjerne – herunder en depression. Og derfor var jeg så overbevist om, at jeg kunne og skulle klare depression uden antidepressiv medicin. Jeg behøvede i hvert fald ikke lykkepiller for at holde mig sund og depressionen nede. Jeg havde lidt en holdning om at de andre, der tog depressionspiller, på en måde ikke turde se depressionen i øjnene og slås mod det.

ud af depressionspiller?

Så da jeg blev stresset og fik en moderat til svær depression, havde jeg det rigtig hårdt med at sige ja til at starte på de der lykkepiller. Selvom psykiateren faktisk på det kraftigste anbefalede mig det. Jeg kæmpede simpelthen for hårdt. Jeg løb stadig, men jeg var på det tidspunkt oppe at løbe 18 km på en enkel tur – uden det hjalp. Jeg kunne bare ikke få mig selv til at sige ja til depressionspiller selvom jeg godt kunne se, at jeg ikke kunne løbe til verdens ende. Og det hjalp selvfølgelig heller på mine antipartier, at der på det tidspunkt var en udsendelse på DR om en flok med depression, som man fulgte. Og hvor man netop roste de af dem, der trappede ud af deres antidepressiv piller.

den rigtige eller forkerte vej

Jeg følte, at det gik den forkerte vej for mig. Jeg løb jo – flittigt – ligesom dem i programmet, der stoppede med depressionspillerne, gjorde. Men psykiateren anbefalede jo, at jeg igen kom på pillerne. Alligevel gjorde det DR program noget ved mig og min holdning mod lykkepiller. Jeg kunne alligevel godt se, at der i princippet ikke var noget i vejen med dem i programmet, der netop ikke stoppede med at tage piller. Det var jo godt for dem. Og de behøvede dem – osse selvom de faktisk osse dyrkede motion som en form for behandling og forebyggelse mod depression. Det handler jo om, hvad der er rigtigt og godt for dig. Hvad du har brug for, for at komme ovenpå en depression.

nyt syn på antidepressiv piller

Og så handler det om, at samfundet har en mærkelig holdning til depressionspiller. De såkaldte lykkepiller – det er jo et ekstremt uheldig og dårligt navn, som medierne har givet antidepressiv medicin. Det er jo ikke pillerne, der gør arbejdet. Depressionspiller er bare en slags krykker. Man vil aldrig bede en person med et brækket ben gå uden gips eller krykker. Man vil aldrig hylde en sukkersyg person for at stoppe med at tage insulin. Man vil aldrig anbefale en hjertepatient at dyrke motion alene og trappe ud af sin hjertepiller. Det lyder jo helt tosset. Og det samme gør sig gældende for os, der i perioder eller resten af livet, skal tage depressionspiller. Vi mangler det eller det stof i hjernen eller forbruger mere end vi selv kan producere, så det vil være helt gak gak at stoppe med lykkepiller eller være negativ over for depressionspiller. Det kan være en stor hjælp i en periode. Det er for mange helt nødvendigt for at leve.