Archive for the ‘Uncategorized’ Category

For pokker altså! Jeg har i lidt over et år lidt af uro i benene. Og inden da har jeg ind i mellem døjet med i urolige ben. Det har betydet afbrudt søvn og nattevandring, hvilket er helt uacceptabelt, når søvnen er så vigtig for min psykiske sundhed.

hvad er uro i benene?

Vitaminer afhjalp mit problem!

Vitaminer afhjalp mit problem!

Der er forskellige former for uro i benene. Jeg kan forstå, at det er typisk kvinder, der lider af det. Generne kan variere fra bare urolighed til decideret smerter. Og at uroen typisk forekommer ved aftentide eller under hvile/søvn. For mit vedkommende har uroen været af let grad med en kriblende fornemmelse i særligt underbenene. Hvilket jeg har kunnet afhjælpe ved at stå og gå runder i huset. Typisk troede jeg, at uroen skyldes stress, men det var mere simpel end det.

søvn med urolige ben

Da uroen i underbenene blev særligt slemt og generende for hverdagen, henvendte jeg mig til lægen. Bad idea. Intet at gøre, det er bare noget kvinder må leve med i hvert fald i den grad, jeg havde det. Så jeg døjede med de urolige ben og levede med afbrudt søvn i mindst 2-3 gange om ugen. Og med min psyke er det jo nemt at forestille sig hvordan, jeg fungerede dagen derpå!

afhjælpe uro i benene

De sidste par måneder blev det så virkelig slemt, hvor jeg var vågen i 2-3 timer hver nat og var nødt til at sove et par timer om dagen og hele lørdage for at indhente søvn. Det er jo ikke til at leve med. Så jeg brød en af mine principper om egen diagnosticering: Jeg googlede uro i benene og hos netdoktoren kunne jeg læse om, at uro i benene afhjælpes med vitamintilskud af jern, B12 vitamin og folinsyre. Min kæreste havde lagt mærke til, at de urolige ben blev særlige slemme, når jeg menstruere. Så vi fandt vitaminpiller frem og efter 14 dage….jeg sover og har slet ikke uro i benene mere! Så prøv med vitaminer først og se om det ikke også skulle afhjælpe urolig søvn og ben hos dig.

Advertisements

Min far er død

Posted: January 23, 2015 in Uncategorized

For lidt over en måned siden døde min far. Jeg har ikke rigtig vidst, hvordan jeg skulle skrive om dette, for jeg har længes efter denne dag og er slet ikke ked over hans bortgang. Mine søskende har frygtet ikke at føle noget ifm. hans død, og nok været nervøse for, hvordan man så håndterer det ikke at føle noget. For det føles helt forkert at være indifferent og glad for, at han er borte!?

borte forlængst

død og borte, hvem skal nu arve hans skjorte...

død og borte, hvem skal nu arve hans skjorte…

Jeg har forlængst forliget mig med den person, som min far var og intet i hans handlinger eller udtalelser kunne overraske mig mere. Når min mor beklagede sig over ham, kunne det ikke hidse mig op, uanset hvor ubetænksomt og egoistisk han fremstod, og hvor såret min mor var, for han var som han var, og han handlede, som han faktisk altid har handlet. De sidste mange år blev det dog uudholdeligt at være sammen med dem, for hans sygdom (han led af Parkinson og havde leukæmi), hans insisterende søgen efter en kur og manglende accept af hans situation og alderdom, gjorde ham endnu mere higende, led og selvcentreret. Jeg følte mig invaderet samtidig med en følelse af sorg for et medmenneske, som i den grad ikke formåede at leve og se den rigdom, han også havde.

en god død

Min mor har fortalt, at min far på et tidspunkt konstaterede, at når han var borte, ville hun få det rigtig godt. “Hvorfor kan vi ikke have det godt nu, mens du stadig er her?” Det svarede han ikke på. Men han havde desværre ret. Hans død har ført det gode med sig. Det han ikke kunne give os i livet, har han gjort i døden… Min mor er fri til at være og leve og til at gøre det, hun vil. Hun er sørget godt for. Vores familie har en chance nu for at heles, slippe spændingerne og være sammen, for den skygge og trussel for harmonien, som han var, er væk nu. Som vi søskende tørt kunne konstatere inden hans død, så var vi holdt op med at fejre fødselsdage blot for at være fri for bekymringerne og spændingerne ved at skulle invitere og have ham ved fødselsdagsbordet.

døden en gave

Det kan lyde så koldt og usympatisk, men hans død er en gave: Jeg føler, jeg har fået min mor tilbage – og at jeg nu har en chance for at knytte mig til hende og vise hende den, jeg er. Og mine piger har nu mulighed for at kende hende og være sammen med hende: Endda overnatte hos hende, uden at jeg skal være bange for at noget kan ske dem. Og så har han også formået at tilgodese dem i sit testamente, at de har et godt økonomisk grundlag at starte deres voksne liv på. Det er så godt alt sammen, at det er så sørgeligt for ham. Det bedste, jeg kan sige, er, at netop den han var og det, han gjorde, har lært mig hvem, jeg vil være og hvad, jeg vil gøre. Jeg vil betyde noget for nogen selv i døden.

I sin tid da jeg gik hos psykiateren gjorde hun mig opmærksom på, at målet var ikke at blive rask men at forblive sund. Hvad betyder det? Og er det ikke det samme? Hun forklarede mig, at det er en klassisk “vildfarelse” (mine ord ikke hendes!), at man tænker, at man kan gå tilbage til den, som man var, før man blev ramt af sygdommen. Jeg fik en glædelig overraskelse, da jeg for nylig hørte P1-programmet Hjernekassen med Peter Lund Madsen. For jeg kunne ikke have sagt det tydeligere.

at være symptom fri

Depression og angst er ikke hele mig!

Depression og angst er ikke hele mig!

Jeg blev så glad for at høre den første ekspert fra Psykiatrifonden, for hun pointerede, at det ikke handler om at blive fri for symptomer. Men at være rask er, at få et meningsfyldt liv på trods af sin psykiske sygdom. At opretholde en tilværelse på de eksistentielle vilkår, som du nu er blevet tildelt med. Samtidig er det også at acceptere og anerkende, at der kan opstå perioder af dit liv, hvor sygdommen dominerer din hverdag mere end i andre perioder. Og at holde sig psykisk sund er en balancegang.

integration

Det handler jo netop ikke om, at jeg eller du kan blive sygdomsfri! Det handler om at leve med f.eks. depression og angst, når man nu en gang har det ind på livet. Og for nogle er det et fuldtidsarbejde som førtidspensionist. For andre, mig inklusiv, er det som at være en tørlagt alkoholiker, der kan få en hverdag til at fungere vha. forebyggelse og konstant monitoring. Egentlig er det ret indlysende.

psykisk balance

Jeg håber, at alle ville blive klar over dette faktum! Især i arbejdssammenhænge…jeg er ikke syg, ej heller symptomfri men velfungerende og med en almindelig hverdag, som dem, der ikke har en diagnose. Alligevel skal jeg gøre meget ud af at pointere over for potentielle arbejdsgivere (er pt arbejdsløs), at jeg er rask i rask forstand. Hvordan kan det være så svært at forstå, at det er som at have brækket sit ben eller en arm ad led, som derefter for ever vil være et svagt led hos en, dog uden at man ikke kan gå eller bruge sin arm. Så lad os hjælpes ad med at komme disse fordomme om psykisk sygdom og psykisk sundhed til livs:

Hør og del budskaberne fra Hjernekassen med Peter Lund Madsen fra den 22/9 2014:

http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/hjernekassen-pa-p1-64#!/

 

 

Jeg kan forstå, at mange har en angst for at blive sindsyg. Men hvad vil det egentlig sige at være sindsyg? Og har vi som individder og som samfund ikke flyttet os på det punkt, hvor vi i dag erkender og acceptere at sindsyg er lig med at være psykisk syg? Som både kan være noget helt almindelig udbredt som depression til neurotiske lidelser over i psykoser?! At den angst for at blive sindsyg handler mere om kontroltab end om en egentlig psykisk lidelse?!

Hvorfor er det sindsygt farligt at blive sindsyg?

Bare dette billede sætter fantasien i gang.

Bare dette billede sætter fantasien i gang.

Jeg tænker, at angst for sindssyge og for selv at blive sindsyg har et historisk kulturel afsæt. Det er jo først i nyere tid, at samfundet og lægevidenskaben har fået styr på sindssygdomme og behandlingen af dem. Langsomt ændres den generelle opfattelse af sindsyge som en sygdom på lige fod med fysiske sygdomme, som man kan behandle. I dag kommer man på hospital – åben eller lukket psykiatrisk afdeling –  ikke en anstalt eller sågar et fængsel. Vi har også særlige psykiatriske skadestuer. Men vi skal faktisk kun 100 år tilbage for at opleve en helt anden opfattelse af sindsyge: Som nogle, der var besat af djævle eller anden ondskab som skulle uddrives til nogle der kunne stilles til skue for offentligheden. Kulturel afkodning tager tid.

angst hænger sammen med kontrol

I dagligdagen mærker vi den kulturelle kodning i sproget, hvor ordet sindsyg enten anvendes i venlig sarkasme eller som skældsord. Så selvom der er lang vej og det for manges vedkommende stadig er tabu at tale om psykiske lidelser eller være psykisk syg eller have psykisk sygdom i familien, tænker jeg, at angsten for at blive sindsyg i dag ikke har så meget at gøre med udstødelse eller et socialt nederlag, men mere at gøre med angsten for at miste kontrol. Måske har angsten for at blive sindsyg i den brede befolkning heller ikke engang så meget at gøre med en bestemt sindssygdom. Iflg. Gyldendals encyklopædi dækker ordet sindssygdom over psykose. Men om kontroltab.

at have kontrol

En tanke som mange stressede, angste som depressive har til fælles er en opfattelse af, at alle andre har kontrol, er tjekkede og har styr på deres liv. Dvs. mange selvbebrejdende tanker kredser om kontrol, om at falde igennem og ikke have styr på noget. Derfor tænker jeg også at angsten for at blive sindsyg er ansporet af, at man netop ikke vil miste kontrol over sig selv og sindet – men paradoksalt opdager man slet ikke kontroltabet, mens man er psykisk….det tankesæt man har, når man fx er stresset eller depressiv eller angst er forvrænget og afspejler slet ikke realiteterne. Så man kan næsten kun være angst for at miste kontrol, når man er psykisk rask?! I min optik handler angsten for at blive sindsyg om angsten for at miste kontrol som igen er en tanke, som har sit afsæt i, at man for tiden føler sig presset ift. ens ressourcer eller identitet/personligt.

Hvad er meningen med livet? Et stort filosofisk spørgsmål, men det er nu ikke lige den vinkel jeg vil tage her. Det jeg tænker på, er den vinkel, at når man rammes af en depression, sorte tanker eller kriser i livet, når man altid til et punkt, hvor man enten spørger sig selv – hvad er meningen med livet eller mit liv? – eller hvad er det jeg skal lære? eller trøster sig selv med: Der må være en mening med det! Jeg blev i høj grad inspireret af en mor, der var træt af meningen med livet!

det meningsfulde liv

Hæ

Var han for meget til stede i nuet eller var han for meget i fremtiden eller var han bare ikke? Hæ…

Vi sad og talte om de alvorlige sygdomme, der i livets ironi havde ramt og afløst hinanden i hendes lille kernefamilie. Og efter at have gennemgået forløbene og konsekvenserne det også havde på hendes karriere, kom vi til det famøse: Der må være en mening med det! Noget som du/I skal lære af det, som kan forklare hvorfor du/I netop gang på gang skal rammes så alvorligt?! Jeg kunne ikke lade være med at mindes om mit eget livsforløb og tankerne om at finde en mening med det og efterfølgende selvbebrejdelserne for at være så tykpandet. Først smilede hende moren og snakkede med. Derfor var det en klokkeklar åbenbaring for mig, da hun ærligt og mildt undskyldte, at hun faktisk var træt af at få meningen med livet-sætningen smidt i hovedet.

skal livet give mening?

Jeg havde egentlig aldrig tænkt på, hvor banalt det er at forklare alverdens ulykker, depression, arbejdsløshed, uforskammethed mellem mennesker, karrieremæssige forbigåelser osv. osv. med: Der er noget, du skal lære – det er meningen med dit liv! For hvad nu hvis, der slet ingen forklaring er! At der ikke er årsag og virkning? Skyld og skam! Skæbnen! Skal livet give mening på den led? Det er som om, at netop den livsanskuelse bygger på et liv på forhånd fastlagt og skrevet. Som Nornerne der spinder livstråde eller den udødelige evige sjæl der fødes ind i et liv for at lære og udvikle sig indtil Buddha eller Nirvana.

sammentræf eller skæbnen

Iflg. min pragmatiske kæreste er der ikke nogen dybere mening med livet: Meningen er at leve med gode og mindre gode dage. I mindfulness har jeg lært at være tilstede i øjeblikket og være med det, der er. At være vågen lige her og nu og ikke i fortiden eller fremtiden. Jeg kan da godt forstå begivenhedernes gang, der har ført mig frem til netop dette øjeblik i mit liv og ift. stress, depression, familie og karriere, har jeg måttet blive mere bevidst om mine værdier og ændre kurs. Og jeg kan da filosofere om tilfældighedernes sammentræf eller en dybere mening. Men når jeg en sjælden gang er fuld ud til stede – i dag var det et øjeblik med løbeskoenes taktfaste kontakt mod asfalten, en stille vind med sekundkolde snekorn mod kinden og sorte træsilhuetter mod en grålys skumring i horisonten – er jeg helt med på, at de samme begivenheder blot er de vilkår, der former mit liv fra øjeblik til øjeblik og meningen er at være fra sekund til sekund, fra øjeblik til øjeblik, fra kys til kys, fra depression til depression, fra job til job, fra madpakke til madpakke…indtil det er slut.

Nogle af de tilbagemeldinger, jeg får på billedebogen min Mor, Slangen og mig er kommentarer om depression og tabu. Jeg bliver gjort opmærksom på, at depression og psykiske lidelser er et stort tabu og at billedebogen bidrager til at bryde tabuet.

tabu kommer af manglende forståelse

Vi kan alle bryde tabuer ved at stille spm og prøve at forstå.

Vi kan alle bryde tabuer ved at stille spm og prøve at forstå.

Vi ved godt, at fordomme kommer af uvidenhed. Jeg har spekuleret meget over tabu ift. depressioner og undret mig. Måske fordi det i min egen lille kernefamilie og i min familie generelt aldrig har været et tabu at tale om depression. Og jeg har gjort meget ud af at opnå indsigt i de depressive tankemønstre og skabe forståelse i min nærmeste omgivelse. Derfor får jeg den tanke, at tabu kommer af manglende forståelse og indsigt.

fordomme vs tabu

Naturligvis kan et tabu i en familie også være affødt af grænse problematikker (se indlæg fra i går), men jeg får den tanke at det opstår fordi, man står over for noget man ikke forstår, så man kan ikke forklare det eller italesætte det. Og så tier man det hen, ignorerer det eller prøver at holde det for sig selv. Så ift. fordomme dækker et tabu over noget, som godt er klar over er eller findes, men man er ikke i stand til eller vil sætte ord på.

hvordan er man depressiv?

Den undren over for tabuer generelt og i særdeleshed om depression kommer af den feedback jeg får på billedebogen. Jeg fornemmer, at det afsnit hvor jeg beskriver de depressive tanker, følelser og antagelser, giver de pårørende – måske endda den depressive – en ahaoplevelse fordi mine ord skaber genkendelse, men samtidig også sætter ord på, hvordan depression er. Mere end blot en, der er umådelig ked af det. Ja, så bliver jeg glad for, at jeg er med til at bryde tabu om depression.

I min søgen efter en definition på en dysfunktionel familie faldt jeg over et interessant og berigende indlæg om at sætte grænser. Før jeg læste dette om grænser, var min opfattelse at det handler om at kunne sætte grænser – dvs. sige fra. Men jeg er blevet klogere på, hvad grænser er.

hvad er grænser?

At kunne mærke sig selv handler også om grænser.

At kunne mærke sig selv handler også om grænser.

Almindeligvis tænker jeg, at min udfordring er at kunne sige fra i en given situation. Jeg ved faktisk også, at jeg ofte overskrider mine egne grænser for, hvad jeg fysisk som psykisk kan klare i en given situation. Det kan være en helt banal grænse, som nu er du træt, så festen slutter nu…Jeg er også med på, at min manglende evne til at sætte grænser går tilbage til min opvækst. Men det er mere baseret på intuition end viden.

grænse problematikker

Jeg blev klogere på, at der er 5 grænse problematikker, som kan beskrives i en familie:

  1. grænsen til omverdenen: Karakteriseret ved en stærk følelsesmæssig isolation og adskillelse fra den omkringliggende verden. En bevidst eller ubevidst fornemmelse af, hvad man ikke kan/skal tale med andre om.
  2. den interpersonelle grænse: En udpræget grænseløshed i familien. Uden individuelle grænser flyder familiens medlemmer sammen følelsesmæssigt. Alle føler det samme
  3. grænsen mellem generationerne: Rollerne forbyttes. Barnet er den voksne og den voksne er veninden.
  4. den intrapersonelle grænse: Man holder facade. Fortrængning og fornægtelse af svære følelser eller problemer i familien. Small-talk og alt er i skønneste orden.
  5. den energimæssige grænse: Den fysiske som følelsesmæssige grænse, som bliver invaderet eller overskrides.

aha derfor er det så svært…

Det var en hurtig gennemgang af de 5 grænse problematikker – og nedenfor kan du følge linket til indlægget og få en uddybende gennemgang. Anyway for mig betød det skriv om grænser en aha-oplevelse og forståelse for, hvad det egentlig var, der foregik i min opvækst. Når jeg taler om mine søskende, så var jeg der bare den gang i familien. Jeg var ikke en selvstændig person med egne følelser for det var ikke tilladt at have andre følelser, tanker eller ideer. Derfor føler jeg mig heller ikke god nok og har ikke tillid til mine egne følelser, tanker eller ideer. Dvs. min udfordring handler ikke bare om at kunne sige “nej”, men der er en grund til at jeg har svært ved at mærke, hvad der er godt og ikke godt for mig. Jeg har svært ved at mærke sig selv.

http://www.tabuet.dk/hvad_handler_dysfunktionelle_moenstre.html