Archive for the ‘personlig udvikling’ Category

For nogle uger siden hørte jeg på P1, at læger ind imellem ser sig nødsaget til at give deres patienter en diagnose, så de får adgang til bestemte sociale ydelser og kommunale systemer – dvs. diagnosen åbner op for muligheder for patienten. Et megainteressant dilemma.

spil diagnosen

minions_2015-wideSidste år til en fødselsdag, mødte jeg en sygdomsramt sygemeldt kvinde, som på trods var superglad, nok den gladeste mest positive person, jeg længe havde mødt. Da jeg kommenterede det, kunne hun fortælle mig, at hendes positive indstilling over for det kommunale system ind i mellem kunne være en ulempe for “så kunne hun jo ikke være så syg…”!? Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan de personer, som er nødt til at spille diagnosen har det…

du er diagnosen

Nu havde den kvinde en fysisk sygdom og med fysiske diagnoser, kan man blive erklæret rask og helbredt. Problematikken opstår, når det drejer sig om en psykiatrisk diagnose – i det offentlige system, er man den diagnose resten af livet. Man kan ikke få den slettet igen. Man bliver i princippet heller ikke erklæret rask eller helbredt. Jeg har oplevet, hvordan det kan have konsekvenser for min egen selvopfattelse. Der var en periode, hvor jeg netop diskuterede dette med mig selv (og skrev blogindlægget “psykisk handicap”), for på daværende tidspunkt var jeg kommet over en svær depression. Min tredje. Så jeg var ikke syg, men heller ikke “rask” for jeg er disponeret for depressioner og mit liv er i dag indrettet derefter. Bortset fra det, er jeg jo som alle andre!

muligheden for at slette den?

I de sundhedsfaglige journaler og i det sociale system er min diagnose opført – det har jeg oplevet på anden vis, da jeg en gang ringede til lægevagten, desperat pga. søsyge (der så senere viste sig at være en virus på krystallerne i ørene). Jeg blev stillet om til psykiatrisk skadestue og måtte på det kraftigste afvise, at min tilstand var psykisk inden jeg blev stillet tilbage til lægevagten. Så hvem ejer diagnosen? Lægen, systemet eller patienten? Og skal patienten kunne sige takke nej til en diagnose? Måske få den slettet efterfølgende? Eller skal man kunne sætte diagnosen på “hold” indtil man har depression i udbrud igen?

Blogindlægget er inspireret af publikationen “Diagnosen som det bedste og værste”, kernetekst 1 (Januar 25., 2016) af etisk råd.

Advertisements

I går aftes var jeg til mit første møde i netværk for kvinder. Vært og initiativtager for netværket er min fagforening Krifa. Og det er i forbindelse med min jobsøgning, at jeg har vovet mig ud af min dør.

uden netværk

En person over 21 kender ca. 2000 personer ved fornavn!

En person over 21 kender ca. 2000 personer ved fornavn!

Jeg har ikke et stort netværk. Jeg har en lille omgangskreds – faktisk tenderende til et par stykker, der kan tælles på en hånd. En del af det skyldes min sociale angst og følelsen af aldrig at være god nok (de gider da alligevel ikke være sammen med mig-følelsen) og præstationsangst (jeg bør gøre noget for dem, når nu de vælger at være sammen med mig-følelsen). Jeg har også valgt facebook fra og kan faktisk online kun findes på LinkedIn og denne blog eller via billedbogen.

sky og åbenhjertelig på samme tid

Det kan virke som et paradoks, at jeg er lukket mht. en digital profil og sky og udpræget hjemmemenneske, når det gælder venner og bekendte, samtidig med at jeg er så åbenhjertelig, deler mine inderste tanker og er uden filter her på bloggen. Men i det her forum har jeg kontrol og I læsere er på en eller anden vis ikke tæt på.

godt at netværke

Men da 90% af alle jobs bliver besat via netværk, er jeg nødt til at komme ud og skabe forbindelser til at komme i job. Jeg er ikke god til at indlede en samtale med folk, jeg ikke kender, men når jeg først er i samtale, tager min nysgerrighed og interesse over. Så kører det som regel, men det er en stor overvindelse af mig selv, som jeg først skal igennem. Men jeg tog modet til mig, mødte op og fik liret den åbningsreplik, som jeg havde fundet på sammen med karrierekonsulenten. Det virkede og det var en god aften. Så jeg kommer helt klart til næste netværksmøde. Så endnu en gang en erfaring rigere mht. at bekæmpe angst.

rette hyldeSå står jeg for min første aktivering! Jeg er en af dem,der, selvom jeg har arbejdet fuldtid i et år og siden blev omstruktureret, ikke har optjent nok til en ny dagpengeperiode. Så jeg er havnet på arbejdsmarkedsydelse.

optjeningsperiode

Jeg mangler omkring 150 timer, hvilket svarer til de 3 mdr hvor jeg var i job med løntilskud. Siden august er det kun nærved og næsten det er lykkedes mig at få et længerevarende vikariat. Og sådan som arbejdsmarkedet ser ud, er der 200 ansøgere til vikariater iøvrigt. Anyway jeg er på arbejdsmarkedsydelse, hvilket er 80% af dagpenge. Da jeg er så heldig at have forsørgerpligt for 2 børn, får jeg tillæg og min kæreste kæreste arbejder heldigvis. Alligevel vil jeg mene, at politikerne skulle arbejde på at nedsætte optjeningsperioden til dagpenge.

arbejdsmarkedsydelsen udløber

Jeg er taknemmelig for, at politikerne lavede hovsaløsningen med arbejdsmarkedsydelsen. Det er da altid mere end kontanthjælp! Den udløber naturligvis. For mit vedkommende udløber den til sommer. Så hvis ikke jeg har fundet mig et arbejde, ryger jeg på kontanthjælp (1. gang i mit liv). Så derfor skal jeg jo aktiveres.

opkvalificering til arbejde…

Og så er det at stressen og nervøsiteten øges hos mig. Jobcentret har nemlig ikke mulighed for at placere mig i et kontorarbejde, så jeg har mulighed for at opkvalificere mine kompetencer. Så jeg fik valget mellem pedel, pædagogmedhjælper i børnehave eller plejehjem. Nervøsiteten melder sig, for hvor god vil jeg være til det arbejde? Et er at være pedel her på vores lille nedlagte landejendom og udføre småreparationer, havearbejde mv. Noget andet er at udføre et professionelt stykke arbejde. Pyh…

I et sjældent øjeblik, tænker jeg, min far forstod. Sygeplejersken havde lige været inde med en bemærkning om hvor heldig han er for at have en god familie.,.

familie i alle tider

familie!

familie!

Min søster kunne ikke lade være med at pointere over for vores far, at det er os, der er hos ham på sygehuset, ikke alle de venner og bekendte, som han har brugt så mange ressourcer på gennem årene. Han smilede med øjnene, så mon ikke han forstod. Ellers som han endda indrømmer i sin selvbiograf, var vi – familien – nederst på hans prioritetsliste.

sammenhold

Forleden spurgte advokaten min bror og mor om, vi skændes om arven! Jeg kunne ikke lade være med at grine, for penge er nok det sidste vi søskende med min mor nogensinde vil skændes om! For far var vi bare en udgift. I min mors kultur (Filippinerne) kommer familie først. Og man er sin broders vogter. På trods af favorisering fra fars side – min bror er hans biologiske – har vi søskende altid holdt sammen, passet på hinanden og sørget for hinanden. Mine søskende og jeg er kernen vi min familie. Så hvorfor skulle vi lade materielle goder, uoverensstemmelser mv. skille os ad?!

uden familie…

Dysfunktionel opvækst, min fars værdier og prioriteringer, min mors værdier og prioriteringer, depressioner, skilsmisse, alkoholmisbrug osv. har gang på gang vist mig, hvad der gør en rig her i livet. Alligevel var far heldig, for i sidste ende, var det os – særligt mine søskende, der tog den store tørn at være hos ham til det sidste – og min mor, der begræder hans død. Så skulle du miste sight på, hvad der er vigtigt her i livet, så tænk på hvem, der vil stå ved din side i dine sidste timer! Det har min fars liv også lært mig.

Jeg har lige hørt en radiodokumentar på min yndlingskanal P1 om forfatteren Susanne Brøgger. Hun slutter dokumentaren af med at citere en grønlandsk fanger, hun en gang kendte, der sagde til hende Life is ups and downs – I love it! Det udsagn tilsluttede Susanne Brøgger sig glædeligt. Og jeg tænkte: Wow, det kan jeg ikke til fulde sige…

mening med livet

"Det går op og så ned..."

“Det går op og så ned…”

Måske er det fordi, at netop Susanne Brøgger med sine 70 år og som hun selv udtrykte det – kun har luksus tilbage i livet: Hun har ikke mere hun skal bevise, hun har ikke noget hun skal nå karrieremæssigt, hun føler ikke et forventningspres til hendes person, virke osv., ingen hensyn hun er nødt til at tage. Hun er fri, så alt hvad der kommer til hende nu er for hende ren luksus. Mon det er derfor at hun så nemt kan omfavne livet og møde det gennem den forelskedes væsen? Eller er jeg kynisk?

i bagklogskabets lys

Jeg tænkte hurtigt på, at jeg hader de sorte depressive tanker, der indimellem og særligt nu hvor jeg ikke har noget arbejde dukker op. Jeg hader mit lave selvværd og naivitet, der får mig til at møde og tillægge andre og verdenen kun det gode. Jeg kan blive så træt af hele tiden at sammenligne og spekulere over, om jeg nu er voksen eller mor nok, fordi jeg hele tiden føler, at jeg skiller mig ud fra de rigtige voksne og de rigtige mødre. Selvfølgelig elsker jeg når en krise er veloverstået, og når jeg i bagklogskabets lys kan tilegne mig den erfaring. Så er det ud fra det, Susanne Brøgger udtaler sig?

et nemt liv?

Eller er det fordi jeg er faldet i den fælde, der er at tro at livet er og skulle være nemt. Der er faktisk ikke nogen, der hverken har lovet mig guld og grønne skove men heller ikke nogen, der har lovet mig helvede og brand…eller er der? Bliver vi fra barnsben forført af tanken om det søde liv fra eventyr, superhelte og happy endings…og nogle af os af religionens budskaber om det syndige menneske og den gode samaritaner? Og senere i opvæksten fører det til en tro på, at intet af umuligt for den der bærer viljen i sit hjerte og at vi har magten over vore liv. Så det ender med at vi bliver indbildske og falder dybt, når krisen sætter ind! Ført ind i mindfulness og meditation ved jeg, at livet er med alt hvad det er og at ting sker, situationer opstår mv. men elske det, har jeg pt lidt svært ved at sige fuldt ja til.

Min far har Parkinson og er svær at forstå – selv tæt på. Anyway forleden efter adskillige undskyldninger og hvad siger du? tror jeg, at han sagde: Hun vil skilles fra mig…vil det påvirke om I kommer til min fødselsdagsfest? Det, han sagde, er indbegrebet af min far og netop derfor, at jeg ikke behøver eller skal tilgive ham…for han behøver den ikke.

negativ energi

Lad os slå en streg over det alt sammen?!

Lad os slå en streg over det alt sammen?!

Uden at komme ind på detaljer, så koster min opvækst og relation til mine forældre mange smerter – nogle dage mere end andre. Jeg ser dem ikke så ofte og mine børn er ikke særlige tæt knyttet til dem. Det er det tætteste, jeg kan komme på at bryde kontakten til dem, for når det gælder om helt at afbryde forholdet, er jeg vægelsindet og i konflikt med mig selv. (Læs evt. indlægget Brud med familien) I stedet for at bryde helt har jeg ofte tænkt, at jeg for at frigør negativ energi og komme videre, i det mindste bør tilgive dem, for de gjorde jo deres bedste og er bare ikke bedre.

vær det større menneske og tilgiv

Jeg må erkende, at min opdragelse i den katolske tro, har haft større konsekvenser for min person end jeg egentlig er bevidst om. Forskellen mellem katolicisme og protestantisme er gudfrygtigheden og at mennesket i sig selv er syndigt. Jeg er slet ikke i tvivl om Jesus’ budskab om næstekærlighed og tilgivelse. Meget af det har formet nogle af de personlige værdier, som jeg bygger og sætter pris på hos mig selv. Alligevel er sådan noget som at vende den anden kind til og tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør læresætninger, som spænder ben for mig, på den måde at jeg konflikter mellem fornuft, forpligtelse og mavefornemmelse.

anger og tilgivelse

Derfor fangede det automatisk mit øje i listen over P1 eksistens podcasts om netop emnet tilgivelse. Det var en befriende diskussion at lytte til. Især spidsede jeg ører,da en af eksperterne udtalte, at hvis man tilgiver for enhver pris, så udvandes begrebet og den tilgivende handling reduceres til ingenting. Jeg havde slet ikke turde tænke på, at man ikke behøver at tilgive. En undskyldning er en undskyldning ikk?! Jo og det er netop det, der er det springende punkt: Min far angrer ikke. Den, der angrer sin handling, ser og fortryder den smerte eller konsekvens det har haft på den anden og som måske slet ikke kan tilgive sig selv…hn har brug for din tilgivelse. Den, der i sin forbrydelse er sig selv nærmest, begræder konsekvenserne af sine handlinger for sin egen skyld og ikke ser smerten i den anden, hn behøver ikke din tilgivelse, for hn har ikke brug for den. Det er så vigtig en pointe!

Hør podcast P1 Eksistens Tilgivelse er ikke altid det rigtige

Ja så har jeg hørt Ibens podcast på Radio24syv og med stort personligt udbytte igen. I denne udgave af programmet fra uge 34 var der sat fokus på skam. Det interesserer mig, for jeg har svært ved at indfange begrebet og forstå, hvad det er for en følelse og om jeg skammer mig. Efter at have lyttet til programmet og læst lidt om psykolog Lars J. Sørensen, kan jeg kun sige: Jeg har virkelig skam i livet.

skam har en andel i psykiske lidelser

I am a puppet on a string...

I am a puppet on a string…

Det var anden time af udsendelsen, der gjorde særlig indtryk på mig. Psykolog Lars J. Sørensen kom på, for at belyse at skam har en andel i psykisk sygdom, fordi skamfølelsen opstår, når man ikke bliver mødt, set og spejlet, som den man er. Iflg. Lars J. Sørensen har man en medfødt skam, som har den mekanisme at beskytte din inderste sårbarhed og registrere når din blufærdighed overskrides. Så den er meget nyttig for din egen selvforståelse. Den ubehagelige skamfølelse opstår og er derfor tillært, når din selvforståelse bliver ødelagt af de relationer eller det miljø, du vokser op i eller befinder dig i.

blufærdighed kommer før skam

Blufærdighed er noget vi har naturligt har med os. Det er den, der fortæller os, hvis noget ikke er i orden. F.eks. du er vidne til mobberi. Der opstår en ubehagelig følelse i dig for din blufærdighed bliver krænket og du kan reagere. Lad os så antage, at du træder frem i forsvar for den mobbede og ikke bliver mødt eller bakket op i din handling, men tværtimod også bliver offer for mobningen eller endda bliver forhindret i at handle…så opstår der en forkerthedsfølelse i dig. Det er den ubehagelig skamfølelse, for din blufærdighed bliver ikke respekteret og dit selvværd/selvførståelse bliver derfor nedbrudt. Den er jeg med på.

skam er en socialiseringsfølelse

Så til det, der virkelig åbnede mine øjne op for den skam, jeg bærer på: Iflg. Lars J. Sørensen: I depressionen er skam blevet til en lidelse i selvet. “Jeg kan ikke gå ud i verdenen som den jeg er.” Når man ikke er blevet set med kærlighed eller som den, man er, af sine forældre, så mister man sin selvfølelse og så opstår sjælemordet. Man kan ikke finde ud af sig selv og hvem man er. Citat: Når følelser hos børn ikke bliver mødt, kan det ende med, at de føler sig forkerte, og så er skammen plantet. Depression skyldes ikke skyld, men skam. Jeg forstår nu, at jeg skammer mig over mig. At jeg har lært at jeg ikke kan være mig selv bekendt. Det er tough.

Hør Lars J. Sørensen i Ibens fra uge 34 del 2: http://arkiv.radio24syv.dk/video/10177669/ibens-uge-34-2014-2

Læs artikel fra Kristeligt Dagblad ifm. udgivelsen af Lars J. Sørensens seneste bog: Skam medfødt og tillært – når skam fører til sjælemord http://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sj%C3%A6l/skam-kan-%C3%B8del%C3%A6gge-sj%C3%A6len