Archive for the ‘pårørende’ Category

I et sjældent øjeblik, tænker jeg, min far forstod. Sygeplejersken havde lige været inde med en bemærkning om hvor heldig han er for at have en god familie.,.

familie i alle tider

familie!

familie!

Min søster kunne ikke lade være med at pointere over for vores far, at det er os, der er hos ham på sygehuset, ikke alle de venner og bekendte, som han har brugt så mange ressourcer på gennem årene. Han smilede med øjnene, så mon ikke han forstod. Ellers som han endda indrømmer i sin selvbiograf, var vi – familien – nederst på hans prioritetsliste.

sammenhold

Forleden spurgte advokaten min bror og mor om, vi skændes om arven! Jeg kunne ikke lade være med at grine, for penge er nok det sidste vi søskende med min mor nogensinde vil skændes om! For far var vi bare en udgift. I min mors kultur (Filippinerne) kommer familie først. Og man er sin broders vogter. På trods af favorisering fra fars side – min bror er hans biologiske – har vi søskende altid holdt sammen, passet på hinanden og sørget for hinanden. Mine søskende og jeg er kernen vi min familie. Så hvorfor skulle vi lade materielle goder, uoverensstemmelser mv. skille os ad?!

uden familie…

Dysfunktionel opvækst, min fars værdier og prioriteringer, min mors værdier og prioriteringer, depressioner, skilsmisse, alkoholmisbrug osv. har gang på gang vist mig, hvad der gør en rig her i livet. Alligevel var far heldig, for i sidste ende, var det os – særligt mine søskende, der tog den store tørn at være hos ham til det sidste – og min mor, der begræder hans død. Så skulle du miste sight på, hvad der er vigtigt her i livet, så tænk på hvem, der vil stå ved din side i dine sidste timer! Det har min fars liv også lært mig.

Advertisements

I sin tid da jeg gik hos psykiateren gjorde hun mig opmærksom på, at målet var ikke at blive rask men at forblive sund. Hvad betyder det? Og er det ikke det samme? Hun forklarede mig, at det er en klassisk “vildfarelse” (mine ord ikke hendes!), at man tænker, at man kan gå tilbage til den, som man var, før man blev ramt af sygdommen. Jeg fik en glædelig overraskelse, da jeg for nylig hørte P1-programmet Hjernekassen med Peter Lund Madsen. For jeg kunne ikke have sagt det tydeligere.

at være symptom fri

Depression og angst er ikke hele mig!

Depression og angst er ikke hele mig!

Jeg blev så glad for at høre den første ekspert fra Psykiatrifonden, for hun pointerede, at det ikke handler om at blive fri for symptomer. Men at være rask er, at få et meningsfyldt liv på trods af sin psykiske sygdom. At opretholde en tilværelse på de eksistentielle vilkår, som du nu er blevet tildelt med. Samtidig er det også at acceptere og anerkende, at der kan opstå perioder af dit liv, hvor sygdommen dominerer din hverdag mere end i andre perioder. Og at holde sig psykisk sund er en balancegang.

integration

Det handler jo netop ikke om, at jeg eller du kan blive sygdomsfri! Det handler om at leve med f.eks. depression og angst, når man nu en gang har det ind på livet. Og for nogle er det et fuldtidsarbejde som førtidspensionist. For andre, mig inklusiv, er det som at være en tørlagt alkoholiker, der kan få en hverdag til at fungere vha. forebyggelse og konstant monitoring. Egentlig er det ret indlysende.

psykisk balance

Jeg håber, at alle ville blive klar over dette faktum! Især i arbejdssammenhænge…jeg er ikke syg, ej heller symptomfri men velfungerende og med en almindelig hverdag, som dem, der ikke har en diagnose. Alligevel skal jeg gøre meget ud af at pointere over for potentielle arbejdsgivere (er pt arbejdsløs), at jeg er rask i rask forstand. Hvordan kan det være så svært at forstå, at det er som at have brækket sit ben eller en arm ad led, som derefter for ever vil være et svagt led hos en, dog uden at man ikke kan gå eller bruge sin arm. Så lad os hjælpes ad med at komme disse fordomme om psykisk sygdom og psykisk sundhed til livs:

Hør og del budskaberne fra Hjernekassen med Peter Lund Madsen fra den 22/9 2014:

http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/hjernekassen-pa-p1-64#!/

 

 

meningsløsheden er sværest at leve med!

meningsløsheden er sværest at leve med!

Hvorfor er det så svært at bryde med sin familie. Jeg har lært og forstået gennem terapi, at jeg har et valg og at jeg kan flytte mig væk fra personer, der ikke vil mig det godt, gavner mig eller på anden måde ikke gensidigt er positivt. Det må man gerne og det kan man gøre, når man nu er voksen og ikke længere er det forsvarsløse barn. Alligevel føler jeg en stor modstand med et brud med mine forældre.

et bånd, der ikke kan brydes…

Jeg er blevet hooket på at lytte til P1 Eksistens. Og “faldt” over en podcast (fra den 27/1), der netop handlede om brud i familien med bla. psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard, forfatter til bogen Familiefred med dine forældre. (Har ikke læst den, men måske sku jeg…). Ud fra evolutionen er familien og omsorg fra forældrene fundamentalt for ens overlevelse. Mennesket er en af de skabninger, der fødes ufærdigt og er derfor stærkt afhængig af andre for at kunne overleve. Vi kan ikke overleve alene. Så er der også endnu en dimension på, hvorfor familien er den vigtigste relation, udover at det er den første relation, man har. Forældrene og familien spiller en vigtig rolle i forhold til den personlige trivsel og selvværd, anerkendelse og evnen til at danne nye relationer. Og på trods er familien et tilhørsforhold, der bekræfter en i at man ikke er alene: Båndet vil altid være der på godt og ondt. So far so good.

lyst til bruddet

Jeg har længe overvejet fordele og ulemper ved at blive ved med at ses med mine forældre. I forvejen sidder jeg ikke lårene af dem, og som bedsteforældre har de slet ikke nogen rolle overfor mine piger. Jeg konflikter med mig selv til fødselsdage, helligdage, jul eller ved et opkald, sms fra en af dem eller ved sygdom. Eller når jeg en sjældent gang endelig har givet efter og besøgt dem, og så er kørt derfra med en dårlig følelse. Alligevel falder det mig enormt svært helt at bryde med dem! Og nu forstår jeg hvorfor!

eksistentiel ensomhed

Et brud med sine forældre eller med familien vækker et eksistentiel ensomhed i en. Familien eller forældrene er en relation, som er et fundamentalt vilkår for ens eksistens. Så hvis dem, man altid bør kunne relaterer sig til og stole på, pludselig ikke er der mere, så mister du et eksistentiel ståsted i dig selv og dit liv. Jeg forstår nu, at den stærke tøven, jeg har ift. et brud med mine forældre skyldes en instinktivt modstand mod at stå alene. Det giver mening. Mit paradoks er dog, at jeg altid har følt mig ensom og alene op gennem min opvækst, og at jeg forsøgte at please mine forældre og var selvudslettende for at høre til, blive anerkendt og set. Så reduceret set er mit dilemma om ikke at miste den faste grund under fødderne. Og meningsløsheden er det livsvilkår, som intet menneske har lyst til at være i. Suk.

Hver gang jeg er syg, det kan være en forkølelse eller influenza, så går det ud over min mentale tilstand. Det er som om at den ligevægt, balancering på linien mellem vanviddet og forstanden hvis du kan følge mig, går fløjten. Heldigvis er vi klar over det, så jeg kan med meditation kan rumme de dumme tanker og vi kan efterfølgende grine af det. Denne gang fik jeg dog en tanke om tilstanden, som jeg ikke har tænkt før.

mental utilregnelighed

Nu kan jeg mere end blot holde balancen!

Nu kan jeg mere end blot holde balancen!

Jeg er stadig en smule syg og så jeg er mærket. Anyway når influenzaen eller forkølelsen eller hvad det nu er, er på sit højeste, så kører mine tanker med “Jeg er dum, grim og fed!” til “Det er bare for hårdt, jeg kan ikke det her liv!”. Jeg lå i sengen på første sal forleden og fik den syge tanke eller rettere en slags vision, hvor jeg så mig selv åbne altandøren, springe ud og mærke vinden og suset mod kroppen…men så på en måde hørte jeg samtidig ungerne og min kæreste i haven, og mens jeg står der på den rigtige side af gelænderet (altså i tankerne), ser jeg deres reaktion på min livløse krop nedenfor altanen. Lige i det øjeblik tog jeg mig selv i illusionen. Jeg ved det jo godt. Jeg bliver altid mental utilregnelig, når jeg er influenzaramt.

sideløbende uligevægt

Jeg ved, at det skyldes mindfulness og meditation, at jeg kan rumme den mentale uligevægt, der kommer når jeg er fysisk belastet eller træt. Det betyder dog ikke, at det ikke er hårdt eller at jeg ikke “falder i”. Jeg kan godt miste overblikket og have svært ved at være sideløbende uligevægtig og så løber tårerne og jeg tager de dumme tanker for sande, så min kæreste bliver nødt til at minde mig om, at det blot er tanker og følelser. Men stort set kan jeg være sideløbende uligevægtig samtidig med at have forstanden med mig. Men denne gang slog en anden tanke ned i mig.

en gammel kending

Det slog mig pludselig, at tanken om at give op og ønske sig væk, er en gammel kending, en kendt ven. Jeg indså, at det altid har været med mig. Jeg genkender tankerne, når jeg tænker tilbage på de gange jeg har ligget syg hjemme hos mine forældre. Og jeg genkender dem, når jeg har haft tømmermænd efter en fest. Jeg måtte også lige tjekke med min kæreste om han nogensinde har haft sådanne eller lignende tanker, hvilket han slet ikke har haft eller har. Det er vildt syret at opdage det og se mig selv i et større perspektiv af mental uligevægtighed og så at indse, at jeg bare førhen ikke har haft teknikkerne eller mental kapacitet til at rumme dem, men netop har udlevet dem og på den måde endnu en gang holdt mig selv unødvendigt nede. Det er syret!

 

 

I forlængelse af indlægget “Angstramt” kan jeg så fortsætte med at fortælle, at jeg med erkendelsen om hvor min angst har rod: Altså en indgroet tro på, at venner/veninder ikke bare vil hænge ud sammen med mig pga. mig, men fordi jeg skal gøre noget for dem eller på anden måde berige deres liv – slet ikke kunne gå imod angsten, da den først ramte mig.

angsten bygger sig op

Vi har et rigtigt godt vennepar, som via uforklarlige sammentræf har været der for mig, min kæreste og lille familie på kritiske tidspunkter i vores samliv. Det er nogle dejlige mennesker, som er åbne, tolerante og pragmatiske – som på alle måde acceptere vores almindeligheder som særheder. Jeg holder virkelig meget af dem: De er så interessante, sjove og helt almindelige og særlige – og vi deler nogle grundlæggende værdier samtidig med at vi hører og accepterer hinandens forskellige meninger. Som du nok kan læse, betyder de en del for mig. Så når vi skal ses, kan mine forventninger til mig selv og mødet virkelig bygge min angst op – endda en hel uge op til middagsaftalen.

trætheden melder sig

Allerede op til aftalen melder trætheden sig, fordi jeg for at holde angsten nede er på mentalt overarbejde. Jeg føler mig uoplagt og har en stor lyst til at aflyse. Jeg har efterhånden heldigvis lært at tackle angstfornemmelserne, så jeg kan lade dem være der uden at de fylder mig og jeg bliver total hæmmet. Jeg er endda så mindful, at jeg kan have medfølelse med mig selv og tage det stille og roligt og give plads til de ubehagelige fornemmelser uden at reagere på dem.

lammet af angst

Total hjernedød snak...

Total hjernedød snak…

Nu er der bare dukket et andet problem op….eller det mon bare et skridt i den rigtige retning? Istedet for at aflyse eller på anden måde undgå aftalen, kan jeg nu mærke, at jeg under besøget eller i situationen lammes af angst. Min hjerne går simpelthen i stå: Jeg har intet at sige, jeg forstår ikke helt hvad der bliver sagt. Jeg taber tråden i samtalen eller midt i en sætning. Lam, lammere, får. Og så er det jeg begynder at vrøvle eller snakke i et væk om ingenting og andre uinteressante almindeligheder. Bla, bla, bla og smalltalk. Jeg ved ikke, hvad der er værst. Vrøvleriet eller tomheden. Jeg føler, at angsten for netop det vennepar er blevet større – for nu er jeg overbevist om, at jeg var total kedelig og mit besøg var tidsspilde. Nytter det at spørge – nej for angsten tager overhånd og jeg tror alligevel ikke på deres forsikringer. (Desuden hvad andet kan de sige end at benægte det?! Af høflighed!) F…!

Hvorfor er det så vigtigt at få børn til at forstå mors eller fars psykiske sygdom? Vil det ikke bare bekymre dem endnu mere at få klar besked om depression og angst? Jo det kan det, men ikke hvis du får forklaret sygdommen på en måde, der lader dem forstå, at det er den voksne, der er syg – ikke barnet, der er noget galt med eller barnet, der gør noget forkert.

at forklare en psykisk sygdom til børn

Børnene skal være børn, selvom du er syg!

Børnene skal være børn, selvom du er syg!

Der er forskel på at forklare en psykisk sygdom og hente støtte, vejledning og fortrolighed i din sygdom. Det første kan du sagtens gøre overfor dine børn uden at de tager ansvar eller skade af det. Her handler det om, at du tager ansvaret for din tilstand på sig og tydeligt og klart kan fortælle dine børn, at det er dig, der er noget i vejen med – ikke barnet! Det andet vil helt sikkert forværre situationen for børnene og suge dem endnu mere ind i en usund udvikling. De er ikke en voksen. De er ikke en veninde. De er ikke nogen, du kan betro dig til! Kan du se forskellen?

at være psykisk syg

“I ved godt, at når man har brækket benet, skal man på skadestuen og få den fikset?!”, sagde jeg til mine piger, da vi holdt foran den psykiatriske skadestue, “Der er noget, der er gået i stykker indeni mors hoved og det skal jeg lige ind og have fikset, så kommer jeg hjem igen.” Det forstod de og den besked beroligede dem. “Jeg har det skidt, jeg har ikke lyst til at være til mere og jeg kan slet ikke se, hvordan jeg skulle kunne samle mig selv igen og fungere…” havde jeg sagt det og gået indenfor, er jeg helt sikker på, at de havde været total i vildrede, været bange og helt sikkert følt et ansvar eller skyld. Fordi jeg ville have involveret dem i mine syge tanker og ladet dem inden for i det at være psykisk syg. Havde jeg bare gået ind uden et ord til dem, havde det helt sikkert sat nogle usunde tanker og følelser i gang hos dem. De 2 måder at gøre den psykiske sygdom tydelig er vidt forskellig fra hinanden!

at være sig bevidst

Snot og skidt for sig – det handler om at kommunikere lige det, den psykiske sygdom gør ved dig, som påvirker dine børn: Trætheden, svingende humør, følelsesudbrud osv. og bearbejde tankerne, følelserne og den syge adfærd sammen med din kæreste, psykiateren – de voksne. Jeg mener ikke, at du skal skjule din psykiske sygdom for dine børn eller lade være med at snakke om tanker, følelser osv. når de er til stede. Tværtimod! Det vigtige er, at de ved, at de ikke har nogen aktier i din sygdom, at du tager hånd om det og at det er dig, der har ansvaret for at få det bedre – ikke dem. Så kan alle i familien sagtens fungere og leve med en psykisk sygdom i familien eller en sygdomsperiode og komme ud på den anden side. Giver det mening?