Archive for the ‘Mindfulness og medfølelse’ Category

I går fik jeg en opmuntring og et skub til at kæmpe videre. Jeg er jo P1 lytter og i går i Religionsrapport var emnet belejligt nok mindfulness, forskninng i virkningerne – har mindfulness en reel virkning på depression og stress – og et kritisk syn på fænomenets popularitet samt religiøse grundlag.

meditationens effekt?

Meditation har positiv effekt på angst, stress og depression!

Meditation har positiv effekt på angst, stress og depression!

Programmet havde sit afsæt i en nylig afholdt konference i Boston US, hvor de nyeste forskningsresulateter indenfor mindfulness bl.a. blev delt. I studiet sad forsker og psykolog Jakob Peet (håber det er stavet korrekt) fra Århus Universitet. Og han bekræftede at mindfulness/meditation har en signifikant positiv og lindrende virkning på depression, angst og stress. En grundig hjerneforskning af 8 tibetanske munke og deres dybe meditationspraksis påviste, at der skete aktive og dramatiske ændringer i pandelapperne i de områder, der styrer din adfærd og interaktion med andre. Og det blev blot fremkaldt med de intentioner, munkene havde med deres meditation!

mindfulness mindsker lidelse

Forskningen af mindfulness stress reduktion og mindfulness koginitv terapi har simpelthen påvist positive effekter på stress, angst og depression. Ved at træne din opmærksomhed, koncentration og stilhed i sindet, kan du lindre symptomerne på stress, angst og depression. Ved at opbygge din medfølelse og empati for dig selv og andre, kan du være med det, der er uden at analysere, evaluere eller være selvkritisk. Og det positive er, at du behøver ikke have en diagnose eller psykisk lidelse for at få gavn af mindfulness – alle vil opleve en positiv effekt af meditation!

motivation til at meditere

Suk… det var lige præcis det skub, jeg har brug for lige nu hvor jeg føler, at hver dag er en kamp med afgrunden. Jeg blev opmuntret af, at jeg har magten til at holde ud og gøre noget andet end det som mit sind pt helst vil: Nemlig at lade stå til, lade være med at meditere og lade mig synke ned i depressionens dynd. Så hvis jeg bare fortsætter min praksis og meditere dagligt, vil jeg kunne stå denne periode af mit liv igennem også. Kan du heller ikke lige tage dig sammen til at meditere eller befinder du også i et limbo, som jeg gør, så kan jeg varmt anbefale at lytte til gårsdagens P1 Religionsrapport og find motivationen til at “keep up the good work”!

 

Advertisements

Min far har Parkinson og er svær at forstå – selv tæt på. Anyway forleden efter adskillige undskyldninger og hvad siger du? tror jeg, at han sagde: Hun vil skilles fra mig…vil det påvirke om I kommer til min fødselsdagsfest? Det, han sagde, er indbegrebet af min far og netop derfor, at jeg ikke behøver eller skal tilgive ham…for han behøver den ikke.

negativ energi

Lad os slå en streg over det alt sammen?!

Lad os slå en streg over det alt sammen?!

Uden at komme ind på detaljer, så koster min opvækst og relation til mine forældre mange smerter – nogle dage mere end andre. Jeg ser dem ikke så ofte og mine børn er ikke særlige tæt knyttet til dem. Det er det tætteste, jeg kan komme på at bryde kontakten til dem, for når det gælder om helt at afbryde forholdet, er jeg vægelsindet og i konflikt med mig selv. (Læs evt. indlægget Brud med familien) I stedet for at bryde helt har jeg ofte tænkt, at jeg for at frigør negativ energi og komme videre, i det mindste bør tilgive dem, for de gjorde jo deres bedste og er bare ikke bedre.

vær det større menneske og tilgiv

Jeg må erkende, at min opdragelse i den katolske tro, har haft større konsekvenser for min person end jeg egentlig er bevidst om. Forskellen mellem katolicisme og protestantisme er gudfrygtigheden og at mennesket i sig selv er syndigt. Jeg er slet ikke i tvivl om Jesus’ budskab om næstekærlighed og tilgivelse. Meget af det har formet nogle af de personlige værdier, som jeg bygger og sætter pris på hos mig selv. Alligevel er sådan noget som at vende den anden kind til og tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør læresætninger, som spænder ben for mig, på den måde at jeg konflikter mellem fornuft, forpligtelse og mavefornemmelse.

anger og tilgivelse

Derfor fangede det automatisk mit øje i listen over P1 eksistens podcasts om netop emnet tilgivelse. Det var en befriende diskussion at lytte til. Især spidsede jeg ører,da en af eksperterne udtalte, at hvis man tilgiver for enhver pris, så udvandes begrebet og den tilgivende handling reduceres til ingenting. Jeg havde slet ikke turde tænke på, at man ikke behøver at tilgive. En undskyldning er en undskyldning ikk?! Jo og det er netop det, der er det springende punkt: Min far angrer ikke. Den, der angrer sin handling, ser og fortryder den smerte eller konsekvens det har haft på den anden og som måske slet ikke kan tilgive sig selv…hn har brug for din tilgivelse. Den, der i sin forbrydelse er sig selv nærmest, begræder konsekvenserne af sine handlinger for sin egen skyld og ikke ser smerten i den anden, hn behøver ikke din tilgivelse, for hn har ikke brug for den. Det er så vigtig en pointe!

Hør podcast P1 Eksistens Tilgivelse er ikke altid det rigtige

Wow jeg har virkelig lært noget brugbart. Jeg kender godt begreberne selvværd og selvtillid. Men at opdele selvbevidsthed op i endnu en kategori er helt nyt for mig! Det nye for mig er begrebet selvfølelse. Jeg er i gang med at arbejde videre med mig selv vha. bogen Helterejsen – slip følgerne af din opvækst og er kommet til arbejdet med min selvbevidsthed.

at være selvbevidst

følelser kommer og går - følelser er!

følelser kommer og går – følelser er!

I bogen definerer Mette Glargaard det at være selvbevidst at kunne mærke sig selv og tage ansvar for sig selv. Rent praktisk betyder det, at man ved hvorfor man gør som man gør. What’s in it for me?! Den er jeg helt med på. Derudover deles selvbevidstheden op i yderligere 3 pinde: 1) selvfølelse, 2) selvværd og 3) selvtillid. Jeg er godt klar over, at depressionerne og den arbejdsrelaterede stress, jeg gik ned med for 4 år siden, skyldes at jeg ikke var/er (er jo stadig ved at lære det) i stand til at mærke mine følelser, men jeg har behandlet det faktum under en kam som manglende selvværd. Så for mig giver det endnu en konkret knap, jeg kan skrue på, ved at få introduceret begrebet selvfølelse.

lav på selvfølelse

Jeg finder nemlig ud af, at jeg først og fremmest også er lav på selvfølelse. Selvfølelse handler om evnen til at mærke, hvad der foregår inden i dig selv. Du kender sikkert godt den der med at være meget oppe i hovedet. Altså jeg er rigtig god til at ræsonnere mig frem, erkende sammenhænge og årsag/virkning etc. men når det har handlet om, hvad jeg netop føler – ikke tænker – oplever jeg ofte, at kaosset opstår og det er svært at finde hoved og hale i følelserne. De tager over og enten styrer eller hæmmer mine tanker og adfærd. Mindfulness og meditation har langt hen ad vejen hjulpet mig, men når konflikter eller kritiske situationer opstår, oplever jeg, at autopiloten går på.

revolutionær opdagelse

For pokker det er stort for mig! For jeg bliver pludselig klar over, hvorfor jeg i nogle situationer eller konflikter reagerer som jeg gør. Jeg har med hovedet været bevidst om hvad der er det rigtige at gøre i en given situation, men det har betydet, at jeg har overset en væsentlig aktør i at passe på mig selv og tage ansvar for mig, nemlig hvad siger kroppen – hvilke følelser – nuværende som gamle – vækker en given situation i mig?! Jeg indser nu, at det helt sikkert har bidraget til at jeg har ladet nogen overtræde mine grænser. Og så har jeg typisk gået hjem med nogle følelser i klemme, som jeg så enten har vendt indad (depressioner) eller har udlevet overfor min kæreste eller børn.

Det er simpelthen revolutionerende for mig, for jeg ser pludselig vejen til at kunne forsvare altså tage vare på mig selv, lige når en situation opstår og forhåbentlig på en mere velovervejet og spiselig måde, som åbner op i stedet for at låse en situation fast. Juhu!

 

Jeg er gået i gang med bogen Helterejsen – slip følgerne af din opvækst af Mette Glargaard og Charlotte Lindhardt. Jeg hørte en Radio24syv Ibens podcast, hvor psykoterapeut Mette Glargaard var gæst. Programmet handlede om den perfekte barndom og familie og det som jeg fandt mest inspirerende var, at man ikke nødvendigvis skal have en opvækst i en dysfunktionel familie for at opleve trauma eller svigt eller have uhensigtsmæssige tanker, følelser og adfærd med sig ind i voksenlivet.

en helterejse?

Så det er noget med, at vi alle har noget med os fra vores barndom og opvækst, som vi er styret eller hæmmet af. Grunden til bogens titel er, at den på en rigtig fin og forståelig måde bruger folkeeventyr som metaforer på den helterejse, som livet er. Det er både underholdende men også tankevækkende at eventyrerne kan fortolkes ind i en personlig udviklingsrejse! Derudover er bogen fyldt med konkrete eksempler inspireret af klienter hos Mette Glargaard. Den er letlæselig og øvelserne er nemme at gå til.

værktøj og metoder

Jeg kender mine dæmoner og har erkendt en barndom i en dysfunktionel familie og taler med min kæreste om den tid, og ind i mellem også med mine søskende. Men det er alt sammen rationel tankegang og tænkning. I meditationen har jeg netop et afsæt til at kigge på de følelser fra den gang, der stadig hæmmer mig og blusser op, når jeg befinder mig i lignende situationer. Men jeg har manglet en platform, hvor barnet fra den gang og den voksne. som jeg er nu, kan mødes og få samlet op.

vær din egen gode forældre

Næh..et brev til mig!

Næh..et brev til mig!

Det værktøj har jeg fundet i bogen Helterejsen. Jeg har skrevet brev til mig selv ved at tage bogens øvelse om tilgivelse op. Jeg har som den voksne isay skrevet til den lille isay og på den måde fået lejlighed til at vise forståelse, medfølelse og omsorg for den lille isay’s følelser og tanker. Og det er fantastisk at kunne tage sig af den lille isay og så mærke at jeg er voksen nu og at jeg er der til at passe på, rumme hende og bevidst vælge at handle anderledes! Pt er det blevet til et par lange breve, for i øvelsen opfordres man til at skrive uden censur, disposition og redigering. Frit uden hensyn. Det skal nok blive til flere, for som forfatterne rigtig nok påpeger, så vil nogle af tankerne og følelserne og adfærden blive sluppet fri. Andre vil stadig være med en, men kan blive til et sår, der er helet.

Har du lyst til at høre podcasten, kan du klikke her: Ibens – Findes den perfekte familie? Eller den perfekte barndom?

Har du lyst til at læse mere om Mette Glargaard og bogen så klik her: Helterejsen – slip følgerne af din opvækst

Jeg vil i de kommende indlæg skrive mere om mit egen helterejse og tanker/erfaring med øvelserne, så er du med på vognen eller på den måde har arbejdet med dig selv, vil jeg som altid gerne høre fra dig.

Hver gang jeg er syg, det kan være en forkølelse eller influenza, så går det ud over min mentale tilstand. Det er som om at den ligevægt, balancering på linien mellem vanviddet og forstanden hvis du kan følge mig, går fløjten. Heldigvis er vi klar over det, så jeg kan med meditation kan rumme de dumme tanker og vi kan efterfølgende grine af det. Denne gang fik jeg dog en tanke om tilstanden, som jeg ikke har tænkt før.

mental utilregnelighed

Nu kan jeg mere end blot holde balancen!

Nu kan jeg mere end blot holde balancen!

Jeg er stadig en smule syg og så jeg er mærket. Anyway når influenzaen eller forkølelsen eller hvad det nu er, er på sit højeste, så kører mine tanker med “Jeg er dum, grim og fed!” til “Det er bare for hårdt, jeg kan ikke det her liv!”. Jeg lå i sengen på første sal forleden og fik den syge tanke eller rettere en slags vision, hvor jeg så mig selv åbne altandøren, springe ud og mærke vinden og suset mod kroppen…men så på en måde hørte jeg samtidig ungerne og min kæreste i haven, og mens jeg står der på den rigtige side af gelænderet (altså i tankerne), ser jeg deres reaktion på min livløse krop nedenfor altanen. Lige i det øjeblik tog jeg mig selv i illusionen. Jeg ved det jo godt. Jeg bliver altid mental utilregnelig, når jeg er influenzaramt.

sideløbende uligevægt

Jeg ved, at det skyldes mindfulness og meditation, at jeg kan rumme den mentale uligevægt, der kommer når jeg er fysisk belastet eller træt. Det betyder dog ikke, at det ikke er hårdt eller at jeg ikke “falder i”. Jeg kan godt miste overblikket og have svært ved at være sideløbende uligevægtig og så løber tårerne og jeg tager de dumme tanker for sande, så min kæreste bliver nødt til at minde mig om, at det blot er tanker og følelser. Men stort set kan jeg være sideløbende uligevægtig samtidig med at have forstanden med mig. Men denne gang slog en anden tanke ned i mig.

en gammel kending

Det slog mig pludselig, at tanken om at give op og ønske sig væk, er en gammel kending, en kendt ven. Jeg indså, at det altid har været med mig. Jeg genkender tankerne, når jeg tænker tilbage på de gange jeg har ligget syg hjemme hos mine forældre. Og jeg genkender dem, når jeg har haft tømmermænd efter en fest. Jeg måtte også lige tjekke med min kæreste om han nogensinde har haft sådanne eller lignende tanker, hvilket han slet ikke har haft eller har. Det er vildt syret at opdage det og se mig selv i et større perspektiv af mental uligevægtighed og så at indse, at jeg bare førhen ikke har haft teknikkerne eller mental kapacitet til at rumme dem, men netop har udlevet dem og på den måde endnu en gang holdt mig selv unødvendigt nede. Det er syret!

 

 

Jeg er blevet udsat for mobning på min arbejdsplads! Og selvom det har holdt hårdt og stadig er hårdt mentalt nu hvor jeg er sygemeldt og går her og har masser af tid til at gennemgå sammenstødene med mine chefer og samtalerne i hovedet og derfor bliver i tvivl om mig selv, så hænger jeg i og står ved mine grænser.

ukendt grund

Ikke fordi jeg tænker at jeg skal skyde først, men bare for at sætte min proces på spidsen.

Ikke fordi jeg tænker at jeg skal skyde først, men bare for at sætte min proces på spidsen.

Jeg mærker, at jeg er på ukendt grund og det er virkelig angstprovokerende. Fra barnsben har jeg jo lært ikke at stole på mig selv og min intuition. Tværtimod har jeg lært at sætte mig selv til side og lade andre overtræde mine grænser fysisk som psykisk. Så jeg mærker i høj grad konflikten inde i mig mellem de gamle tankemønstre og den voksne jeg, som er fri til at stå på egne ben og sige fra. Jeg vil så gerne stemple mig selv som den, der endnu en gang er gal på den, give efter og indordne mig!

offer, krænker og redder

Udover at jeg ved, hvad der foregår indeni mig, er jeg alligevel blevet opmærksom på den der offerrolle, som jeg nemt kunne have taget på mig. Det var faktisk min læge, som sagde til mig, at jeg ikke behøver at være offeret! Dramatrekanten er kort fortalt en beskrivelse af dynamikken i dysfunktionelle relationer (transaktionsanalysen), hvor man typisk indtager en af de 3 roller: Offeret, krænkeren eller redningsmanden. Så i stedet for at bebrejde og gå ned i en skyttegravsdialog, skulle jeg i stedet holde ved mine grænser, kommunikere på min banehalvdel og forholde mig objektivt til konflikterne. Det holdt hårdt fordi krænkeren ikke havde samme indsigt som jeg!

drages ind i dysfunktionelle relationer

Det værste er, at jeg vil blive ved at havne i sådanne situationer/relationer! Der skulle en Zornig Zone (radioprogram på radio24syv om udsatte) til, indtil jeg så sammenhængen – og det på trods af, at min bror et par gange allerede havde gjort mig opmærksom på det. Han sagde (ikke ordret), at det er som om at de (krænkerne) ved hvem, de kan gå efter og hvem, det er bedst at gå udenom! En psykolog i radioprogrammet forklarede, at offeret ubevidst udsender nogle signaler, som krænkeren opfanger ubevidst og derfor viser det sig ofte, at de kvinder/mænd, der udsættes for voldtægt ofte har oplevet seksuelle krænkelser tidligere i sit liv! Forstå dog mig ret – jeg siger ikke, at jeg selv er skyld i at være blevet mobbet på arbejdet…jeg har bare fået øjnene op for endnu en dimension, som jeg skal arbejde med! Hvad tænker du?

 

Jeg har for nylig læst en artikel om Dennis Knudsen, hvor han fortæller om, da han blev ramt af arbejdsrelateret stress der gik over i en depression osv. osv. same story you know. Men det der bla fangede min opmærksom er netop det han beskriver som at blive helt angst over for angsten. For at være angst for angsten kan være lige så slemt som selve angsten.

genkender angsten for angsten

Til sidst kunne jeg slet ikke tage en slapper.

Til sidst kunne jeg slet ikke tage en slapper.

Jeg bliver pludselig bevidst om angst for angsten, fordi han nævner det i interviewet, for så kom jeg til at tænke nærmere over, hvordan er det nu lige det udtrykker sig. For mig er det på forskellige måder. Der er dels den angst for at blive angst. Den angst hænger meget sammen med min social fobi. Jeg kan tænke begynde at tænke på en sammenkomst, aftale eller begivenhed en måned, en uge eller dage før, hvor bekymringen både kan gå på den reelle angst for eventen og på bare jeg nu ikke bliver angst denne gang. Og den bekymring er jo netop angst for angsten, så jeg kan blive helt i tvivl om, jeg er angst eller om det er bekymringen for angsten, der sætter ind.

fængslende angst

Så kan min angst for angsten også være knyttet til mine forebyggende foranstaltninger. Det handler om, at jeg kan blive helt sygelig med at få mediteret eller løbet, så det grænser sig til at være neurotisk. Mine tanker kan gå helt i selvsving, når jeg på en dag tilfældigt bliver forhindret i at dyrke yoga eller når en planlagt event eller aftale udskyder løbeturen. Så er det, at jeg ikke kan finde ud af, om jeg er angsten for at blive angst eller om det bare er angsten, der har ramt mig. På et tidspunkt blev angsten så styrende for mit liv, at det faktisk gik hen og blev helt usundt for mig.

neurotisk opførsel

På et tidspunkt var de forebyggende aktiviteter blevet til et stort dagsprogram, hvor der slet ikke var rum til andre aktiviteter, pauser eller bare ren afslapning. Jeg var så fokuseret på, at de forskellige dele kunne være forebyggende for angst og depression, at jeg gjorde det hele – hver dag. Jeg begyndte faktisk at udvise stress tegn, for jeg fik jo hele tiden noget nyt bygget på: Først løb, så først den ene slags meditation så den anden slags og så 2 forskellige slags yogaserier, så jeg ikke kunne finde ud af at foretage mig noget andet før jeg havde været alle rutinerne igennem. Jeg måtte lære at se, at det var angsten for at blive angst eller deprimeret, som drev mig til det. Først ved at erkende angsten for angsten var jeg i stand til at slippe angsten og have en lettere tilgang til risikoen for at blive angst og være til stede i øjeblikket end i at forhindre en mulig problemstilling.