Archive for the ‘livet’ Category

I interessen for at sætte mig ind i debatten om diagnosekulturen (iflg. Svend Brinkmann og Anders Petersen) og det Etiske Råds tematisering af emnet, gør jeg mig nogle tanker om min egen diagnose og mørket indeni mig.

hvad er en diagnose?

darkness-light

Det kan ikke ses, et sted indeni er det præcist sådan. Hver dag.

Alle ved hvad en diagnose er, alligevel gjorde det et indtryk på mig at læse definitionen på det (Baggrundstekst: “Diagnosen som begreb og praksis”, Det Etiske Råd Januar 25, 2016)Diagnosesystemerne skal med andre ord understøtte ønsket om at skelne den syge fra den, der ikke er syg. Men jeg er da ikke syg! Er jeg? Nu har jeg været velfungerende de sidste 3 år. Nu hvor jeg skriver det, lyder det også lidt mærkeligt at omtale sig selv som velfungerende. Det jeg mener, er, at jeg udefra er lige så normal og rask, som du og andre (!).

mørke tanker

Naturligvis dukker mørket op hver gang, jeg har været syg med forkølelse eller influenza. Og der er også en grund til at mit liv, og vores samliv og familieliv er indrettet, som den er. Så jeg er da helt som alle andre…eller? Jeg burde da ikke have diagnosen mere?! Eller…jeg tør ikke spørge min mand (af frygt for at han bekymrer sig unødigt) om det er helt normalt eller om det er det, der adskiller en som mig med 3 depressioner bag mig fra jer andre? At jeg i baghovedet har en lyst til bare at græde eller lægge mig ned og give op!

er mørket forskellen?

Jeg genkender godt, at depressive udtryk er blevet en del af sproget i dag. At når vi har en trist dag, så “er vi lidt depressive i dag” og at nedtrykthed forveksles med depressive tanker. Det er det, der forvirrer mig nu, for hvad er forskellen på mit mørke og andre raske og normale mennesker, der ikke har en diagnose eller 3 depressioner bag sig? Min hverdag er god uden at være alt for skemabelagt. Jeg har en superdejlig mand, et godt sexliv, børn der trives og som jeg synes jeg har et åbent og ærligt forhold til. Jeg har arbejde, som jeg er helt almindelig glad for og en økonomi, som kører rundt. Jeg har alt. Alligevel er jeg på nippet til at lægge mig og ikke rejse mig igen, uden nogen særlig grund. Har alle det mørke i sig eller er det, det, der adskiller mig fra andre?

Advertisements

For nogle uger siden hørte jeg på P1, at læger ind imellem ser sig nødsaget til at give deres patienter en diagnose, så de får adgang til bestemte sociale ydelser og kommunale systemer – dvs. diagnosen åbner op for muligheder for patienten. Et megainteressant dilemma.

spil diagnosen

minions_2015-wideSidste år til en fødselsdag, mødte jeg en sygdomsramt sygemeldt kvinde, som på trods var superglad, nok den gladeste mest positive person, jeg længe havde mødt. Da jeg kommenterede det, kunne hun fortælle mig, at hendes positive indstilling over for det kommunale system ind i mellem kunne være en ulempe for “så kunne hun jo ikke være så syg…”!? Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan de personer, som er nødt til at spille diagnosen har det…

du er diagnosen

Nu havde den kvinde en fysisk sygdom og med fysiske diagnoser, kan man blive erklæret rask og helbredt. Problematikken opstår, når det drejer sig om en psykiatrisk diagnose – i det offentlige system, er man den diagnose resten af livet. Man kan ikke få den slettet igen. Man bliver i princippet heller ikke erklæret rask eller helbredt. Jeg har oplevet, hvordan det kan have konsekvenser for min egen selvopfattelse. Der var en periode, hvor jeg netop diskuterede dette med mig selv (og skrev blogindlægget “psykisk handicap”), for på daværende tidspunkt var jeg kommet over en svær depression. Min tredje. Så jeg var ikke syg, men heller ikke “rask” for jeg er disponeret for depressioner og mit liv er i dag indrettet derefter. Bortset fra det, er jeg jo som alle andre!

muligheden for at slette den?

I de sundhedsfaglige journaler og i det sociale system er min diagnose opført – det har jeg oplevet på anden vis, da jeg en gang ringede til lægevagten, desperat pga. søsyge (der så senere viste sig at være en virus på krystallerne i ørene). Jeg blev stillet om til psykiatrisk skadestue og måtte på det kraftigste afvise, at min tilstand var psykisk inden jeg blev stillet tilbage til lægevagten. Så hvem ejer diagnosen? Lægen, systemet eller patienten? Og skal patienten kunne sige takke nej til en diagnose? Måske få den slettet efterfølgende? Eller skal man kunne sætte diagnosen på “hold” indtil man har depression i udbrud igen?

Blogindlægget er inspireret af publikationen “Diagnosen som det bedste og værste”, kernetekst 1 (Januar 25., 2016) af etisk råd.

Uh…jeg var egentlig ved at google efter en artikel/publikation hos Etisk Råd omkring diagnoser men faldt over en artikel hos Berlingske (“Hvad er din diagnose?” september 25, 2015), som er ret interessant og i tråd med det, jeg vil skrive om. Så vi tager lige en detour omkring emnet diagnoser, problemer og lidelser.

inflation i diagnoser

boxes

Vi skal i kasser, for at tingene passer!

I et flygtigt sekund har tanken da strejfet mig: At der er gået inflation i diagnoser og at man ind i mellem kan spare sig selv for en masse forklaringer, når man bare nævner en diagnose. F.eks. ku jeg sige: Der er en dreng i min yngste datters klasse, som er enorm glad, fylder i rummet og svinger fra enorm glæde til vrede, og som altid kommer galt afsted hos de voksne fordi han kommer til at gøre noget, som han ikke skulle. Jeg ku også sige: Han er sådan lidt ADHD agtig. Hvilke af beskrivelserne, gav dig en hurtig og præcis forståelse af hvordan, drengen er?

diagnoserne er en måde at forstå og forklare

Jeg har selv været udsat for at blive sat i en diagnosebås. Senest på min tidligere arbejdsplads, hvor jeg satte en grænse overfor chefen (som så førte til en fyring), men da fik jeg smidt den i hovedet med “Er det noget med at du har en diagnose?”. Da måtte jeg på det kraftigste pointere, at min kritik slet ikke havde noget med min diagnose at gøre, men et udtryk for en helt almindelig afvisning af at blive behandlet så dårligt. Ind i mellem kan jeg også selv falde i diagnose-fælden, når jeg er træt og udkørt og farer vild i et tankespind, og så lytter min mand til mig med ordene: Du er bare træt, ikke på vej til at blive deprimeret.

du er ikke din diagnose

I artiklen “Hvad er din diagnose?” interviewes professor i psykologi Svend Brinkmann, som har udgivet en bog om, at man netop kan have ondt i livet uden at have en psykisk lidelse. Det, synes jeg, er vigtigt at huske – i særdeleshed når det handler om en selv og når man betragter andre – men også generelt når det handler om livet og filosofien om at alt og alle skal kunne puttes ned i kasser og det korstog, vi som samfund ubevidst er på: Homogenitet.

I 2015 modtog Svend Brinkmann Rosenkjærprisen, men indtil foredragsrækken udkommer, kan du nyde ham som “Ugens gæst på P1”.

Pyh det er lige knap et år siden, jeg sidst har blogget. Det er også lige knap et år siden, jeg startede arbejde. Og jeg må indrømme, at det først er nu, at hverdagen er fyldt med overskud.

Hverdagens rutiner

magneter-m-ugens-7-dage-fra-trendform-magnets-fit-650x650x95

For nogle uger siden fandt nogle veninder min blog, og det er deres positive feedback, der har fået mig til at reflektere over min hverdag. De fik mig til at tænke på denne blog, men også på det forløbne år hvor jeg har kunnet konstatere, at det kun er indenfor de sidste par måneder, at jeg har kunnet overskue andet i hverdagen end blot arbejde. At det faktisk ikke er så lang tid siden, at vi reorganiserede hverdagen med madplan og et ugentlig storindkøb, for at få mig tilbage i køkkenet mindst 2 gange om ugen og dermed føle, at min mand ikke skulle trække det store hverdagscirkus alene.

weekenderne

Selvom vi begge bruger weekenderne til at lade op til en ny uge med en skemabelagt hverdag, så kan jeg også her mærke en forandring. Jeg orker mere end blot husholdning, tøjvask, indkøb og madlavning. Bare i forbindelse med fastelavn har jeg kunnet projektere med at lave kostumer til begge piger og hvad, der er helt nyt, jeg har accepteret, at projekterne har måttet køre over flere weekender, da hverdagene dels er helt fastlagte og da der dels skal være plads til en lur og en pause.

normal hverdag

Og nu sidder jeg her og blogger. Noget, som af helt naturligt blev lagt på hylden, men som nu er noget, som jeg har overskud og lyst til at genoptage. Jeg tænker også, at der må ligge et budskab i at fortælle om, at hverdagen kan blive normal igen efter sygdom og arbejdsløshed. At selvom risikoen for depressioner kræver konstant årvågenhed i hverdagen, så kan livet blive normaliseret og selv det komme til at fylde mindre og mindre og alt det, man også er kan komme til at fylde mere og mere. At man få de mange dage, der er helt normale, kedelige og typiske tilbage.

At få rigelig med søvn, er et af de grundlæggende faktorer for at holde mig psykisk sund. Så foruden mad gerne sundt og motion er søvn noget, som jeg prioriterer højt i min hverdag. Men ind i mellem skal man også leve livet.

nfl min eneste sportslige passion

"it aint over till the fat lady sings"

“it aint over till the fat lady sings”

Jeg er slet ikke et sportsmenneske, selvom jeg løber 3 gange om ugen. For det gør jeg kun af nød og for at forebygge flere depressioner og mindske den angst, der altid er i mig pga. en utryg opvækst. Faktisk synes jeg det er skørt at løbe! Men når det gælder amerikansk football og nfl, er jeg bare på. Jeg elsker at se det!

new england patriots fan

Jeg lærte  at se det, da jeg var sammen med min eksmand tilbage i slut 90’erne. Den gang var det på TV2 Zulu med Claus Elming og Jimmy Bøjgaard som værter. De absolut bedste værter for nfl ever. Det, var der jeg fandt mit hold: New England Patriots. Jeg er stadig dedikeret fan med foldboldtrøje og en football. Til min 40 års fødselsdag var jeg så heldig at få en fan hætte trøje.

superbowl vs søvn

Da det jo sendes live amerikansk tid, er det jo en natforestilling. I flere sæsoner har jeg siddet oppe og set det, men børn, psykisk sundhed og økonomi (det er jo blevet flyttet fra public kanaler til betalingskanaler), er det nu indskrænket til superbowl live og de øvrige kampe via mit nfl gamepass. For selvom jeg ved, at det koster mig enormt meget på søvn- og familie- og arbejdskontoen at være vågen 24 timer, så skal jeg da også leve mine passioner ud og nogle gange slippe tøjlerne. Så det vil jeg gøre i nat, især når nu New England Patriots spiller. Og vinder!

Jeg er ikke bange for at dø. Måske skyldes de depressioner, som jeg har haft og den personlige udvikling, jeg af den grund har undergået, at jeg heller ikke har berøringsangst, når det handler om død, begravelse, dødsangst, alderdom og at komme herfra med værdighed osv. Anyway i lyset af filmen Stille hjerte og min fars død, går jeg endnu mere ind for aktiv dødhjælp.

en værdig død

De måtte holde hele oplevelsen for sig selv i 5 år efter morens død!

De måtte holde hele oplevelsen for sig selv i 5 år efter morens død!

Jeg har ikke set filmen Stille hjerte, men som aktiv P1 lytter, har jeg hørt interview med Signe Lindkvist om hendes egen mor og hendes valg om at dø, som filmen er baseret på. Det var hjertensskærende rørende at høre, hvordan hele familien var indkaldt til at hjælpe moren med at dø aktivt. Alle følelser og psykiske op- og nedture hele oplevelsen sendte familien ud i. Men også hvor dødeligt syg moren var og hvor uværdigt hendes liv begyndte at forme sig. Det, der dog gjorde allermest indtryk på mig, var, da Signe Lindkvist fortalte hvordan, de blev truet med politianmeldelse af familielægen, hvis de nogensinde nævnte, at de ville hjælpe moren i døden igen. Og hvordan de så måtte researche og eksperimentere på egen hånd for at lave en effektiv og human dødsdosis, som moren kunne indtage.

forlængelse af et uværdigt liv

Jeg går på ingen måde ind for selvmord eller dødstanker, der knytter sig til en psykisk sygdom! Går man i selvmordstanker eller har dødstanker, så er man syg og skal henvende sig til læge, psykiatrisk skadestue eller lægevagten og bede om hjælp! Det er unaturligt at ønske at dø. Der, hvor jeg går ind for aktiv dødshjælp, er i de situationer, hvor livet er blevet uværdigt og uudholdeligt at opretholde. Og den eneste situation, hvor jeg kan komme i tanke om, at det gør sig gældende er ved livstruende eller terminal sygdomme. Der, hvor der ikke er nogen lægemidler eller -behandlinger der kan foretages. Der, hvor det bare drejer sig om at forlænge livet og udsætte det uundgåelige.

vi ville have valgt dødshjælpen

Min far druknede og min søster overværede hans dødskamp. Det var forfærdeligt og jeg håber ikke, at druknelyden ikke forfølger hende resten af hendes liv. Mandag morgen, da der ikke var mere at gøre for far, valgte vi at slå maskinerne fra. Så nu var der kun morfinen til at lindre hans tilstand. Det betød, at det blev svært for ham at trække vejret og hans lunger langsomt blev fyldt med væske. Onsdag morgen døde han. Tænk at han led druknedøden over 2 dage. Tænk at min søster og bror, som sad hos ham i de dage, var vidner til det! Havde vi haft muligheden ville vi have valgt ikke at udsætte døden og gøre noget aktivt for at hjælpe ham over på den mest værdige og smertefrie måde.

rette hyldeSå står jeg for min første aktivering! Jeg er en af dem,der, selvom jeg har arbejdet fuldtid i et år og siden blev omstruktureret, ikke har optjent nok til en ny dagpengeperiode. Så jeg er havnet på arbejdsmarkedsydelse.

optjeningsperiode

Jeg mangler omkring 150 timer, hvilket svarer til de 3 mdr hvor jeg var i job med løntilskud. Siden august er det kun nærved og næsten det er lykkedes mig at få et længerevarende vikariat. Og sådan som arbejdsmarkedet ser ud, er der 200 ansøgere til vikariater iøvrigt. Anyway jeg er på arbejdsmarkedsydelse, hvilket er 80% af dagpenge. Da jeg er så heldig at have forsørgerpligt for 2 børn, får jeg tillæg og min kæreste kæreste arbejder heldigvis. Alligevel vil jeg mene, at politikerne skulle arbejde på at nedsætte optjeningsperioden til dagpenge.

arbejdsmarkedsydelsen udløber

Jeg er taknemmelig for, at politikerne lavede hovsaløsningen med arbejdsmarkedsydelsen. Det er da altid mere end kontanthjælp! Den udløber naturligvis. For mit vedkommende udløber den til sommer. Så hvis ikke jeg har fundet mig et arbejde, ryger jeg på kontanthjælp (1. gang i mit liv). Så derfor skal jeg jo aktiveres.

opkvalificering til arbejde…

Og så er det at stressen og nervøsiteten øges hos mig. Jobcentret har nemlig ikke mulighed for at placere mig i et kontorarbejde, så jeg har mulighed for at opkvalificere mine kompetencer. Så jeg fik valget mellem pedel, pædagogmedhjælper i børnehave eller plejehjem. Nervøsiteten melder sig, for hvor god vil jeg være til det arbejde? Et er at være pedel her på vores lille nedlagte landejendom og udføre småreparationer, havearbejde mv. Noget andet er at udføre et professionelt stykke arbejde. Pyh…