Archive for the ‘behandling’ Category

For nogle uger siden hørte jeg på P1, at læger ind imellem ser sig nødsaget til at give deres patienter en diagnose, så de får adgang til bestemte sociale ydelser og kommunale systemer – dvs. diagnosen åbner op for muligheder for patienten. Et megainteressant dilemma.

spil diagnosen

minions_2015-wideSidste år til en fødselsdag, mødte jeg en sygdomsramt sygemeldt kvinde, som på trods var superglad, nok den gladeste mest positive person, jeg længe havde mødt. Da jeg kommenterede det, kunne hun fortælle mig, at hendes positive indstilling over for det kommunale system ind i mellem kunne være en ulempe for “så kunne hun jo ikke være så syg…”!? Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan de personer, som er nødt til at spille diagnosen har det…

du er diagnosen

Nu havde den kvinde en fysisk sygdom og med fysiske diagnoser, kan man blive erklæret rask og helbredt. Problematikken opstår, når det drejer sig om en psykiatrisk diagnose – i det offentlige system, er man den diagnose resten af livet. Man kan ikke få den slettet igen. Man bliver i princippet heller ikke erklæret rask eller helbredt. Jeg har oplevet, hvordan det kan have konsekvenser for min egen selvopfattelse. Der var en periode, hvor jeg netop diskuterede dette med mig selv (og skrev blogindlægget “psykisk handicap”), for på daværende tidspunkt var jeg kommet over en svær depression. Min tredje. Så jeg var ikke syg, men heller ikke “rask” for jeg er disponeret for depressioner og mit liv er i dag indrettet derefter. Bortset fra det, er jeg jo som alle andre!

muligheden for at slette den?

I de sundhedsfaglige journaler og i det sociale system er min diagnose opført – det har jeg oplevet på anden vis, da jeg en gang ringede til lægevagten, desperat pga. søsyge (der så senere viste sig at være en virus på krystallerne i ørene). Jeg blev stillet om til psykiatrisk skadestue og måtte på det kraftigste afvise, at min tilstand var psykisk inden jeg blev stillet tilbage til lægevagten. Så hvem ejer diagnosen? Lægen, systemet eller patienten? Og skal patienten kunne sige takke nej til en diagnose? Måske få den slettet efterfølgende? Eller skal man kunne sætte diagnosen på “hold” indtil man har depression i udbrud igen?

Blogindlægget er inspireret af publikationen “Diagnosen som det bedste og værste”, kernetekst 1 (Januar 25., 2016) af etisk råd.

Advertisements

Uh…jeg var egentlig ved at google efter en artikel/publikation hos Etisk Råd omkring diagnoser men faldt over en artikel hos Berlingske (“Hvad er din diagnose?” september 25, 2015), som er ret interessant og i tråd med det, jeg vil skrive om. Så vi tager lige en detour omkring emnet diagnoser, problemer og lidelser.

inflation i diagnoser

boxes

Vi skal i kasser, for at tingene passer!

I et flygtigt sekund har tanken da strejfet mig: At der er gået inflation i diagnoser og at man ind i mellem kan spare sig selv for en masse forklaringer, når man bare nævner en diagnose. F.eks. ku jeg sige: Der er en dreng i min yngste datters klasse, som er enorm glad, fylder i rummet og svinger fra enorm glæde til vrede, og som altid kommer galt afsted hos de voksne fordi han kommer til at gøre noget, som han ikke skulle. Jeg ku også sige: Han er sådan lidt ADHD agtig. Hvilke af beskrivelserne, gav dig en hurtig og præcis forståelse af hvordan, drengen er?

diagnoserne er en måde at forstå og forklare

Jeg har selv været udsat for at blive sat i en diagnosebås. Senest på min tidligere arbejdsplads, hvor jeg satte en grænse overfor chefen (som så førte til en fyring), men da fik jeg smidt den i hovedet med “Er det noget med at du har en diagnose?”. Da måtte jeg på det kraftigste pointere, at min kritik slet ikke havde noget med min diagnose at gøre, men et udtryk for en helt almindelig afvisning af at blive behandlet så dårligt. Ind i mellem kan jeg også selv falde i diagnose-fælden, når jeg er træt og udkørt og farer vild i et tankespind, og så lytter min mand til mig med ordene: Du er bare træt, ikke på vej til at blive deprimeret.

du er ikke din diagnose

I artiklen “Hvad er din diagnose?” interviewes professor i psykologi Svend Brinkmann, som har udgivet en bog om, at man netop kan have ondt i livet uden at have en psykisk lidelse. Det, synes jeg, er vigtigt at huske – i særdeleshed når det handler om en selv og når man betragter andre – men også generelt når det handler om livet og filosofien om at alt og alle skal kunne puttes ned i kasser og det korstog, vi som samfund ubevidst er på: Homogenitet.

I 2015 modtog Svend Brinkmann Rosenkjærprisen, men indtil foredragsrækken udkommer, kan du nyde ham som “Ugens gæst på P1”.

Forleden i supermarkedet mødte jeg en bekendt, som kommenterede, at han kunne konstatere, at jeg stadig løber regelmæssigt, da han ofte ser mig på landevejen mellem Kolding og Vejle. Tja hvad skal jeg sige til det? På niende år med løb kan man jo godt konkludere, at løb er blevet en rutine for mig, men på et metaplan er løb et livsvilkår for mig.

på hårdt arbejde?

mit livsvilkår

mit livsvilkår

Der var en gang, hvor jeg blev total angst, hvis jeg blot en gang missede at få løbet. Nu har jeg heldigvis fået et mere afslappet forhold til det og kan sagtens prioritere og planlægge, så alt det jeg er nødt til at gøre for at holde mig i psykisk balance også kan passe ind med familien mv. Jeg husker også, at det gjorde indtryk på mig, da en ung fyr i et DR program om livet som psykisk syg, udtalte, at det er hårdt arbejde at holde sig rask…det fik mig til at tænke over mit liv, som det er nu. Særligt de reaktioner, jeg får fra andre, når de finder ud af, at jeg løber 3 gange ugentligt, meditere dagligt og også dyrker yoga ind i mellem. Hvordan får jeg energi og tid til alt det?

et livsvilkår

Jeg kan godt forstå, at det kan imponere, men der er en hel naturlig forklaring på det: Da jeg har en tendens til depression og angst, er det blevet et livsvilkår for mig at forebygge. Og nu er det dagligt at tage en anti-depressiv, det at løbe, det at meditere, det også at lave yoga i særlige svære perioder, blevet en livsstil for mig. En indgroet del af det at være den, jeg er, at pligten ikke længere vejer tungere end lysten. Drivkraften til at holde fast i denne livsstil er uden tvivl den indsigt, jeg har opnået gennem de depressioner, min familie og jeg har været igennem.

indsigten forpligter

Jeg er forpligtet af den forståelse, jeg har fået af at være depressiv. Den indvirkning, jeg har set, det har på mit liv, min kæreste og mine børn, mit arbejde og omgivelser iøvrigt. Når man først har opnået den indsigt i sygdommen og påvirkningen af pårørende mv. depression og angst har, så mener jeg, at jeg er forpligtet til at kæmpe mod de uhensigtsmæssige tanker, følelser og adfærd og forebygge og dermed ændre livsstil. Jeg kan ikke gå tilbage, for det betyder, at jeg vælger et sygdomsfuldt liv. Så det er slet ikke helligt, imponerende eller flot. Jeg er bare disponeret for depression og angst.

Kom til at læse mit indlæg omkring online samtaler med net psykiater fra i går…jeg kom vist til at lyde alt for negativ – det er slet ikke meningen. Jeg er blot lidt skeptisk over for de argumenter, der blev opsummeret i artiklen, som skulle ligge til grund for forsøget med at skifte briksen hos psykiateren ud med Skype, skærm og videolink. For jeg tænker da, at det er et godt initativ og supplement til det fysiske møde mellem klient og psykiater.

chat med psykiater

Skype med psykiateren

Skype med psykiateren

Det lyder så banalt, når jeg skriver chat i stedet for online samtaler med psykiater, men faktisk afspejler det netop mine tanker for hvornår, jeg synes, at Skyping med psykiater vil være relevant. Måske er jeg på det punkt lidt gammeldags. Jeg har heller ikke chatvenner. Alligevel ville jeg personligt have det bedst med online samtaler, når

  1. Jeg har mødt psykiateren og har fået tillid til vedkommende. Altså som et supplement til de fysiske samtaler. Jeg tænker, at nogle af samtalerne i et forløb kunne foregå online eller når man har været igennem et forløb og sådan set skal udsluses, så kunne de opfølgende samtaler med fordel også foregå på Skype.
  2. Jeg fx føler, jeg er på vej ned i depressionens dynd igen og gerne vil være tryg ved at have psykiateren orienteret om mine bekymringer. Pt er jeg jo arbejsløs og føler mig presset. På de hårde dage vil det være rart med opmuntring og støtte for selvom jeg føler mig rustet til at klare de dage også, er det jo altid rart at have en ved hånden.
  3. Fx depressionen var i den milde udgave. Godt nok vil jeg helst undgå graduering af depression, for enten er man full-blown deprimeret eller også har man bare symptomer på en depression. Men lad os nu sige, at man har opdaget man har symptomer på en depression eller det er depression nr. 2 (du ved, når man først har haft sin første depression, er der stor sandsynlighed for at man får endnu en..), så kan jeg se, at der vil være fordele ved chatten, så sygdommen kan tages i opløbet.

ikke syg bare udfordret

Jeg er jo ikke syg eller deprimeret, men ift. andre mennesker og arbejdsløse har jeg en ekstra opgave med at holde øje med min mentale tilstand og holde mig mentalt sund. Jeg tager nok også afvisningerne (afslag på ansøgninger) hårdere end andre vil gøre og har nok også sværere ved at gribe telefonen og “sælge” mig selv til et job, så derfor vil det være rart at vende udfordringerne med en psykiater også.

net psykiater ja tak?

Så med ovennævnte argumenter i mente, så vil jeg sige ja tak, hvis jeg fik tilbudet om en net psykiater. Også selvom det ikke nødvendigvis var den psykiater, som jeg har gået hos i årevis og kender og har tillid til! Jeg vil dog foretrække at møde vedkommende fysisk først og hvis jeg var virkelig virkelig sindsyg – altså depressionen og angsten var virkelig i udbrud – så vil jeg stadig foretrække at mødes face-to-face.

 

Hvad tænker du? Er jeg for snæversynet?

 

I fredags kunne jeg i Jyllands Posten læse om Skype samtaler med psykiater. Artiklen var positiv over for muligheden for online samtaler fremfor fremmøde hos psykiateren. Og jeg er umiddelbart også positiv over for initiativet.

forsøg med online psykiater

God ide at skype med psykiateren?

God ide at skype med psykiateren?

Pt er det på forsøgsbasis i Region Syddanmark og iflg artiklen er de nuværende resultater af ordningen kun positiv. Særligt lagde jeg mærke til, at den pågældende psykiater var positiv overrasket over hvor nærværende en session pp trods af omstændighederne alligevel er og hvor meget kropsprog og signaler hun på trods også kunne aflæse hos klienten.

Alligevel rejser det hos mig nogle spørgsmål…

fordele ved online sessions

De praktiske fordele skulle være lavere takst og mindre ventetid. Det forstår jeg ikke for hvad er det ved online konteksten der gør det billigere end offline?! Jeg mener, hvis der stort set ikke er nogen forskel på, om man fysisk sidder over for hinanden eller digitalt sidder over for hinanden, så kan det vel ikke være huslejen, der udgør det meste af honoraret til psykiateren?!

Mht. nedsat ventetid – hvordan det for den pågældende psykiater skal vel stadig have tid, opdatere journaler mv. så tiden er vel den samme?!

flere kritiske punkter

Noget andet som også gør mig skeptisk over for online psykiater, er at man som klient ikke bliver udfordret til at komme op, ud af døren og afsted blandt andre.

Vi er så gode til at isolere og gemme os, især når depressionen raser, så at kunne tænde computeren og Skype med psykiateren er ikke nødvendigvis en fordel, men endnu et incitament til at putte sig derhjemme.

Hvad mener du?!

Alle er enige om, at en med et fysisk handicap eller en fysisk sygdom ikke kan gøre for det. Det er ikke noget, som vedkommende selv har været ude om. Ej heller hvis handicappet er kommet af en trafikulykke, alderdom eller blot ens livsstil (fx forhøjet kolesterol eller diabetes 2). Hvordan kan det så egentlig være, at det er som om, at hvis man er gået ned med stress med depression til følge eller at man rammes af angst, så skulle man bare have ladet være med at lade det gå så vidt?

hvori bunder forskellen?

Uhhh....same same but different...or?

Uhhh….same same but different…or?

Hvordan kan det være, at der er en forskel på, hvordan man ser på en psykisk syg og en fysisk syg person? Kan det egentlig blot skyldes, at en psykisk sygdom ikke på samme måde er synligt for omverdenen? Min svigermor har en gang sagt til mig, at hun kan se det i mine øjne, når jeg har det skidt. Så der er da tegn, men man skal nok kende den psykisk syge godt for at kunne se de fysiske tegn end blot et tilfældigt møde i supermarkedet?! Og vil synligheden eller fysiske kendetegn kunne gøre psykiske sygdomme mere forståelige?

jeg kan heller ikke gøre for det!

Det er underligt, for lige så vel som en med et fysisk handicap ikke kan gøre for det, så kan jeg eller andre med en psykisk diagnose heller ikke gøre for det. Indrømmet, nogle af os er mere disponeret for en kronisk psykisk sygdom end andre – og der er heller ikke nogen, der kan sige, at jeg ikke ville have haft en diagnose, hvis min opvækst eller livsforløb indtil i dag, havde været anderledes. Uanset livsvilkår så kan jeg faktisk heller ikke gøre for, at netop jeg er blevet ramt af depression og angst og mine søskende, der har haft samme opvækstbetingelser, ikke har. Jeg kan ikke gøre for, at netop jeg åbenbart har været mere disponeret for at udvikle depression og angst end mine søskende og andre.

forskelsbehandling

Så der er faktisk ingen grund til at forskelsbehandle men det sker alligevel! Det undrer mig rigtig meget. Og det er ikke kun i måden vi ser og agere ift. hinanden på – jeg kunne forstå på formanden for landsforeningen for pårørende Bedre Psykiatri Ebbe Henningsen, at det psykiatriske område ikke får lige så mange midler tildelt som de øvrige områder inden for fysisk som psykosomatisk sygdomme. Er det virkelig stadig tabu og fordomme overfor psykisk sygdom, der stadig er styrende for hvilke muligheder vi som har en psykisk lidelse, har for at virke i samfundet på lige fod med fysisk handicappede og “raske” borgere?

Og så er det mig, der har en diagnose!

I en undersøgelse om arbejdsrelateret stress og depression kunne jeg forstå, at respondenterne umiddelbart ikke skelnede mellem stress og depression, men brugte betegnelserne under en kam i deres besvarelser. Grænsen mellem stress og depression er hårfin. Alligevel satte jeg mig for at sætte stress kontra depression, for at kunne være bevidst om symptomerne.

hvad er stress – hvad er depression

Man skal kunne reagere på en løve.

Man skal kunne reagere på en løve.

Stress er en fysisk reaktion, et energi boost i kroppen, der skal få os op på mærkerne, når noget nyt, noget fremmed eller usædvanligt opstår. Længerevarende stress kræver ro, regelmæssighed og masser af hvile. Gerne rolige og nærværende aktiviteter. Terapi kan også være nyttig, hvor man primært arbejder med sine vaner og værdier. Depression er en sindslidelse, der let genkendes fra stress ved de tanker, man har: Selvbebrejdelser, skam og skyld, bekymring, lavt selvtillid og selvværd og selvmordstanker. Depression kræver kognitiv behandling, hvor man kan arbejde med sine tankeprocesser samt evt. medicin. Og nærende og styrkende aktiviteter.

Læs her om psykolog Jill Byrnits observationer hos aber:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/jill-byrnit-derfor-far-vi-stress

hvordan hænger stress og depression sammen?

Forskning med forsøg på rotter (se artikel nedenfor) har påvist, at der er en sammenhæng mellem længerevarende stress og depression. Ved længerevarende stress skrumper hippocampus særligt i det område, der rummer korttidshukommelsen samtidig sænkes immunforsvaret – og derfor kan stress fremprovokere en depression.

Artikel med forsøg på rotter:

http://videnskab.dk/krop-sundhed/derfor-kan-stress-fore-til-depression

hvem får hvad?

Stress kan ramme alle. Depression kan i princippet også overgå alle, men der er nogle af os, der er mere disponeret for depressioner end andre. Årsager til stress er simple at identificere mens årsager til depressioner er mere komplekst. Genetik, forstyrrelser i hjernens tidlige udvikling, personlighedstræk og et følsomt serontonin-system og stress er faktorer, der spiller en rolle ift. stresstærskel og risiko for depressioner og udvikling af stressrelaterede depressioner.

Test dig selv:

http://www.patientvejledningen.dk/vejledning/psykiskelidelser/depression/

http://www.dr.dk/sundhed/Sygdom/Depressionogangst/