Archive for the ‘At leve med depression’ Category

I interessen for at sætte mig ind i debatten om diagnosekulturen (iflg. Svend Brinkmann og Anders Petersen) og det Etiske Råds tematisering af emnet, gør jeg mig nogle tanker om min egen diagnose og mørket indeni mig.

hvad er en diagnose?

darkness-light

Det kan ikke ses, et sted indeni er det præcist sådan. Hver dag.

Alle ved hvad en diagnose er, alligevel gjorde det et indtryk på mig at læse definitionen på det (Baggrundstekst: “Diagnosen som begreb og praksis”, Det Etiske Råd Januar 25, 2016)Diagnosesystemerne skal med andre ord understøtte ønsket om at skelne den syge fra den, der ikke er syg. Men jeg er da ikke syg! Er jeg? Nu har jeg været velfungerende de sidste 3 år. Nu hvor jeg skriver det, lyder det også lidt mærkeligt at omtale sig selv som velfungerende. Det jeg mener, er, at jeg udefra er lige så normal og rask, som du og andre (!).

mørke tanker

Naturligvis dukker mørket op hver gang, jeg har været syg med forkølelse eller influenza. Og der er også en grund til at mit liv, og vores samliv og familieliv er indrettet, som den er. Så jeg er da helt som alle andre…eller? Jeg burde da ikke have diagnosen mere?! Eller…jeg tør ikke spørge min mand (af frygt for at han bekymrer sig unødigt) om det er helt normalt eller om det er det, der adskiller en som mig med 3 depressioner bag mig fra jer andre? At jeg i baghovedet har en lyst til bare at græde eller lægge mig ned og give op!

er mørket forskellen?

Jeg genkender godt, at depressive udtryk er blevet en del af sproget i dag. At når vi har en trist dag, så “er vi lidt depressive i dag” og at nedtrykthed forveksles med depressive tanker. Det er det, der forvirrer mig nu, for hvad er forskellen på mit mørke og andre raske og normale mennesker, der ikke har en diagnose eller 3 depressioner bag sig? Min hverdag er god uden at være alt for skemabelagt. Jeg har en superdejlig mand, et godt sexliv, børn der trives og som jeg synes jeg har et åbent og ærligt forhold til. Jeg har arbejde, som jeg er helt almindelig glad for og en økonomi, som kører rundt. Jeg har alt. Alligevel er jeg på nippet til at lægge mig og ikke rejse mig igen, uden nogen særlig grund. Har alle det mørke i sig eller er det, det, der adskiller mig fra andre?

Advertisements

For nogle uger siden hørte jeg på P1, at læger ind imellem ser sig nødsaget til at give deres patienter en diagnose, så de får adgang til bestemte sociale ydelser og kommunale systemer – dvs. diagnosen åbner op for muligheder for patienten. Et megainteressant dilemma.

spil diagnosen

minions_2015-wideSidste år til en fødselsdag, mødte jeg en sygdomsramt sygemeldt kvinde, som på trods var superglad, nok den gladeste mest positive person, jeg længe havde mødt. Da jeg kommenterede det, kunne hun fortælle mig, at hendes positive indstilling over for det kommunale system ind i mellem kunne være en ulempe for “så kunne hun jo ikke være så syg…”!? Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan de personer, som er nødt til at spille diagnosen har det…

du er diagnosen

Nu havde den kvinde en fysisk sygdom og med fysiske diagnoser, kan man blive erklæret rask og helbredt. Problematikken opstår, når det drejer sig om en psykiatrisk diagnose – i det offentlige system, er man den diagnose resten af livet. Man kan ikke få den slettet igen. Man bliver i princippet heller ikke erklæret rask eller helbredt. Jeg har oplevet, hvordan det kan have konsekvenser for min egen selvopfattelse. Der var en periode, hvor jeg netop diskuterede dette med mig selv (og skrev blogindlægget “psykisk handicap”), for på daværende tidspunkt var jeg kommet over en svær depression. Min tredje. Så jeg var ikke syg, men heller ikke “rask” for jeg er disponeret for depressioner og mit liv er i dag indrettet derefter. Bortset fra det, er jeg jo som alle andre!

muligheden for at slette den?

I de sundhedsfaglige journaler og i det sociale system er min diagnose opført – det har jeg oplevet på anden vis, da jeg en gang ringede til lægevagten, desperat pga. søsyge (der så senere viste sig at være en virus på krystallerne i ørene). Jeg blev stillet om til psykiatrisk skadestue og måtte på det kraftigste afvise, at min tilstand var psykisk inden jeg blev stillet tilbage til lægevagten. Så hvem ejer diagnosen? Lægen, systemet eller patienten? Og skal patienten kunne sige takke nej til en diagnose? Måske få den slettet efterfølgende? Eller skal man kunne sætte diagnosen på “hold” indtil man har depression i udbrud igen?

Blogindlægget er inspireret af publikationen “Diagnosen som det bedste og værste”, kernetekst 1 (Januar 25., 2016) af etisk råd.

Uh…jeg var egentlig ved at google efter en artikel/publikation hos Etisk Råd omkring diagnoser men faldt over en artikel hos Berlingske (“Hvad er din diagnose?” september 25, 2015), som er ret interessant og i tråd med det, jeg vil skrive om. Så vi tager lige en detour omkring emnet diagnoser, problemer og lidelser.

inflation i diagnoser

boxes

Vi skal i kasser, for at tingene passer!

I et flygtigt sekund har tanken da strejfet mig: At der er gået inflation i diagnoser og at man ind i mellem kan spare sig selv for en masse forklaringer, når man bare nævner en diagnose. F.eks. ku jeg sige: Der er en dreng i min yngste datters klasse, som er enorm glad, fylder i rummet og svinger fra enorm glæde til vrede, og som altid kommer galt afsted hos de voksne fordi han kommer til at gøre noget, som han ikke skulle. Jeg ku også sige: Han er sådan lidt ADHD agtig. Hvilke af beskrivelserne, gav dig en hurtig og præcis forståelse af hvordan, drengen er?

diagnoserne er en måde at forstå og forklare

Jeg har selv været udsat for at blive sat i en diagnosebås. Senest på min tidligere arbejdsplads, hvor jeg satte en grænse overfor chefen (som så førte til en fyring), men da fik jeg smidt den i hovedet med “Er det noget med at du har en diagnose?”. Da måtte jeg på det kraftigste pointere, at min kritik slet ikke havde noget med min diagnose at gøre, men et udtryk for en helt almindelig afvisning af at blive behandlet så dårligt. Ind i mellem kan jeg også selv falde i diagnose-fælden, når jeg er træt og udkørt og farer vild i et tankespind, og så lytter min mand til mig med ordene: Du er bare træt, ikke på vej til at blive deprimeret.

du er ikke din diagnose

I artiklen “Hvad er din diagnose?” interviewes professor i psykologi Svend Brinkmann, som har udgivet en bog om, at man netop kan have ondt i livet uden at have en psykisk lidelse. Det, synes jeg, er vigtigt at huske – i særdeleshed når det handler om en selv og når man betragter andre – men også generelt når det handler om livet og filosofien om at alt og alle skal kunne puttes ned i kasser og det korstog, vi som samfund ubevidst er på: Homogenitet.

I 2015 modtog Svend Brinkmann Rosenkjærprisen, men indtil foredragsrækken udkommer, kan du nyde ham som “Ugens gæst på P1”.

Pyh det er lige knap et år siden, jeg sidst har blogget. Det er også lige knap et år siden, jeg startede arbejde. Og jeg må indrømme, at det først er nu, at hverdagen er fyldt med overskud.

Hverdagens rutiner

magneter-m-ugens-7-dage-fra-trendform-magnets-fit-650x650x95

For nogle uger siden fandt nogle veninder min blog, og det er deres positive feedback, der har fået mig til at reflektere over min hverdag. De fik mig til at tænke på denne blog, men også på det forløbne år hvor jeg har kunnet konstatere, at det kun er indenfor de sidste par måneder, at jeg har kunnet overskue andet i hverdagen end blot arbejde. At det faktisk ikke er så lang tid siden, at vi reorganiserede hverdagen med madplan og et ugentlig storindkøb, for at få mig tilbage i køkkenet mindst 2 gange om ugen og dermed føle, at min mand ikke skulle trække det store hverdagscirkus alene.

weekenderne

Selvom vi begge bruger weekenderne til at lade op til en ny uge med en skemabelagt hverdag, så kan jeg også her mærke en forandring. Jeg orker mere end blot husholdning, tøjvask, indkøb og madlavning. Bare i forbindelse med fastelavn har jeg kunnet projektere med at lave kostumer til begge piger og hvad, der er helt nyt, jeg har accepteret, at projekterne har måttet køre over flere weekender, da hverdagene dels er helt fastlagte og da der dels skal være plads til en lur og en pause.

normal hverdag

Og nu sidder jeg her og blogger. Noget, som af helt naturligt blev lagt på hylden, men som nu er noget, som jeg har overskud og lyst til at genoptage. Jeg tænker også, at der må ligge et budskab i at fortælle om, at hverdagen kan blive normal igen efter sygdom og arbejdsløshed. At selvom risikoen for depressioner kræver konstant årvågenhed i hverdagen, så kan livet blive normaliseret og selv det komme til at fylde mindre og mindre og alt det, man også er kan komme til at fylde mere og mere. At man få de mange dage, der er helt normale, kedelige og typiske tilbage.

At få rigelig med søvn, er et af de grundlæggende faktorer for at holde mig psykisk sund. Så foruden mad gerne sundt og motion er søvn noget, som jeg prioriterer højt i min hverdag. Men ind i mellem skal man også leve livet.

nfl min eneste sportslige passion

"it aint over till the fat lady sings"

“it aint over till the fat lady sings”

Jeg er slet ikke et sportsmenneske, selvom jeg løber 3 gange om ugen. For det gør jeg kun af nød og for at forebygge flere depressioner og mindske den angst, der altid er i mig pga. en utryg opvækst. Faktisk synes jeg det er skørt at løbe! Men når det gælder amerikansk football og nfl, er jeg bare på. Jeg elsker at se det!

new england patriots fan

Jeg lærte  at se det, da jeg var sammen med min eksmand tilbage i slut 90’erne. Den gang var det på TV2 Zulu med Claus Elming og Jimmy Bøjgaard som værter. De absolut bedste værter for nfl ever. Det, var der jeg fandt mit hold: New England Patriots. Jeg er stadig dedikeret fan med foldboldtrøje og en football. Til min 40 års fødselsdag var jeg så heldig at få en fan hætte trøje.

superbowl vs søvn

Da det jo sendes live amerikansk tid, er det jo en natforestilling. I flere sæsoner har jeg siddet oppe og set det, men børn, psykisk sundhed og økonomi (det er jo blevet flyttet fra public kanaler til betalingskanaler), er det nu indskrænket til superbowl live og de øvrige kampe via mit nfl gamepass. For selvom jeg ved, at det koster mig enormt meget på søvn- og familie- og arbejdskontoen at være vågen 24 timer, så skal jeg da også leve mine passioner ud og nogle gange slippe tøjlerne. Så det vil jeg gøre i nat, især når nu New England Patriots spiller. Og vinder!

Jeg har lige hørt en radiodokumentar på min yndlingskanal P1 om forfatteren Susanne Brøgger. Hun slutter dokumentaren af med at citere en grønlandsk fanger, hun en gang kendte, der sagde til hende Life is ups and downs – I love it! Det udsagn tilsluttede Susanne Brøgger sig glædeligt. Og jeg tænkte: Wow, det kan jeg ikke til fulde sige…

mening med livet

"Det går op og så ned..."

“Det går op og så ned…”

Måske er det fordi, at netop Susanne Brøgger med sine 70 år og som hun selv udtrykte det – kun har luksus tilbage i livet: Hun har ikke mere hun skal bevise, hun har ikke noget hun skal nå karrieremæssigt, hun føler ikke et forventningspres til hendes person, virke osv., ingen hensyn hun er nødt til at tage. Hun er fri, så alt hvad der kommer til hende nu er for hende ren luksus. Mon det er derfor at hun så nemt kan omfavne livet og møde det gennem den forelskedes væsen? Eller er jeg kynisk?

i bagklogskabets lys

Jeg tænkte hurtigt på, at jeg hader de sorte depressive tanker, der indimellem og særligt nu hvor jeg ikke har noget arbejde dukker op. Jeg hader mit lave selvværd og naivitet, der får mig til at møde og tillægge andre og verdenen kun det gode. Jeg kan blive så træt af hele tiden at sammenligne og spekulere over, om jeg nu er voksen eller mor nok, fordi jeg hele tiden føler, at jeg skiller mig ud fra de rigtige voksne og de rigtige mødre. Selvfølgelig elsker jeg når en krise er veloverstået, og når jeg i bagklogskabets lys kan tilegne mig den erfaring. Så er det ud fra det, Susanne Brøgger udtaler sig?

et nemt liv?

Eller er det fordi jeg er faldet i den fælde, der er at tro at livet er og skulle være nemt. Der er faktisk ikke nogen, der hverken har lovet mig guld og grønne skove men heller ikke nogen, der har lovet mig helvede og brand…eller er der? Bliver vi fra barnsben forført af tanken om det søde liv fra eventyr, superhelte og happy endings…og nogle af os af religionens budskaber om det syndige menneske og den gode samaritaner? Og senere i opvæksten fører det til en tro på, at intet af umuligt for den der bærer viljen i sit hjerte og at vi har magten over vore liv. Så det ender med at vi bliver indbildske og falder dybt, når krisen sætter ind! Ført ind i mindfulness og meditation ved jeg, at livet er med alt hvad det er og at ting sker, situationer opstår mv. men elske det, har jeg pt lidt svært ved at sige fuldt ja til.

Forleden i supermarkedet mødte jeg en bekendt, som kommenterede, at han kunne konstatere, at jeg stadig løber regelmæssigt, da han ofte ser mig på landevejen mellem Kolding og Vejle. Tja hvad skal jeg sige til det? På niende år med løb kan man jo godt konkludere, at løb er blevet en rutine for mig, men på et metaplan er løb et livsvilkår for mig.

på hårdt arbejde?

mit livsvilkår

mit livsvilkår

Der var en gang, hvor jeg blev total angst, hvis jeg blot en gang missede at få løbet. Nu har jeg heldigvis fået et mere afslappet forhold til det og kan sagtens prioritere og planlægge, så alt det jeg er nødt til at gøre for at holde mig i psykisk balance også kan passe ind med familien mv. Jeg husker også, at det gjorde indtryk på mig, da en ung fyr i et DR program om livet som psykisk syg, udtalte, at det er hårdt arbejde at holde sig rask…det fik mig til at tænke over mit liv, som det er nu. Særligt de reaktioner, jeg får fra andre, når de finder ud af, at jeg løber 3 gange ugentligt, meditere dagligt og også dyrker yoga ind i mellem. Hvordan får jeg energi og tid til alt det?

et livsvilkår

Jeg kan godt forstå, at det kan imponere, men der er en hel naturlig forklaring på det: Da jeg har en tendens til depression og angst, er det blevet et livsvilkår for mig at forebygge. Og nu er det dagligt at tage en anti-depressiv, det at løbe, det at meditere, det også at lave yoga i særlige svære perioder, blevet en livsstil for mig. En indgroet del af det at være den, jeg er, at pligten ikke længere vejer tungere end lysten. Drivkraften til at holde fast i denne livsstil er uden tvivl den indsigt, jeg har opnået gennem de depressioner, min familie og jeg har været igennem.

indsigten forpligter

Jeg er forpligtet af den forståelse, jeg har fået af at være depressiv. Den indvirkning, jeg har set, det har på mit liv, min kæreste og mine børn, mit arbejde og omgivelser iøvrigt. Når man først har opnået den indsigt i sygdommen og påvirkningen af pårørende mv. depression og angst har, så mener jeg, at jeg er forpligtet til at kæmpe mod de uhensigtsmæssige tanker, følelser og adfærd og forebygge og dermed ændre livsstil. Jeg kan ikke gå tilbage, for det betyder, at jeg vælger et sygdomsfuldt liv. Så det er slet ikke helligt, imponerende eller flot. Jeg er bare disponeret for depression og angst.