Archive for the ‘anxiety’ Category

I går aftes var jeg til mit første møde i netværk for kvinder. Vært og initiativtager for netværket er min fagforening Krifa. Og det er i forbindelse med min jobsøgning, at jeg har vovet mig ud af min dør.

uden netværk

En person over 21 kender ca. 2000 personer ved fornavn!

En person over 21 kender ca. 2000 personer ved fornavn!

Jeg har ikke et stort netværk. Jeg har en lille omgangskreds – faktisk tenderende til et par stykker, der kan tælles på en hånd. En del af det skyldes min sociale angst og følelsen af aldrig at være god nok (de gider da alligevel ikke være sammen med mig-følelsen) og præstationsangst (jeg bør gøre noget for dem, når nu de vælger at være sammen med mig-følelsen). Jeg har også valgt facebook fra og kan faktisk online kun findes på LinkedIn og denne blog eller via billedbogen.

sky og åbenhjertelig på samme tid

Det kan virke som et paradoks, at jeg er lukket mht. en digital profil og sky og udpræget hjemmemenneske, når det gælder venner og bekendte, samtidig med at jeg er så åbenhjertelig, deler mine inderste tanker og er uden filter her på bloggen. Men i det her forum har jeg kontrol og I læsere er på en eller anden vis ikke tæt på.

godt at netværke

Men da 90% af alle jobs bliver besat via netværk, er jeg nødt til at komme ud og skabe forbindelser til at komme i job. Jeg er ikke god til at indlede en samtale med folk, jeg ikke kender, men når jeg først er i samtale, tager min nysgerrighed og interesse over. Så kører det som regel, men det er en stor overvindelse af mig selv, som jeg først skal igennem. Men jeg tog modet til mig, mødte op og fik liret den åbningsreplik, som jeg havde fundet på sammen med karrierekonsulenten. Det virkede og det var en god aften. Så jeg kommer helt klart til næste netværksmøde. Så endnu en gang en erfaring rigere mht. at bekæmpe angst.

Advertisements

Jeg er ikke bange for at dø. Måske skyldes de depressioner, som jeg har haft og den personlige udvikling, jeg af den grund har undergået, at jeg heller ikke har berøringsangst, når det handler om død, begravelse, dødsangst, alderdom og at komme herfra med værdighed osv. Anyway i lyset af filmen Stille hjerte og min fars død, går jeg endnu mere ind for aktiv dødhjælp.

en værdig død

De måtte holde hele oplevelsen for sig selv i 5 år efter morens død!

De måtte holde hele oplevelsen for sig selv i 5 år efter morens død!

Jeg har ikke set filmen Stille hjerte, men som aktiv P1 lytter, har jeg hørt interview med Signe Lindkvist om hendes egen mor og hendes valg om at dø, som filmen er baseret på. Det var hjertensskærende rørende at høre, hvordan hele familien var indkaldt til at hjælpe moren med at dø aktivt. Alle følelser og psykiske op- og nedture hele oplevelsen sendte familien ud i. Men også hvor dødeligt syg moren var og hvor uværdigt hendes liv begyndte at forme sig. Det, der dog gjorde allermest indtryk på mig, var, da Signe Lindkvist fortalte hvordan, de blev truet med politianmeldelse af familielægen, hvis de nogensinde nævnte, at de ville hjælpe moren i døden igen. Og hvordan de så måtte researche og eksperimentere på egen hånd for at lave en effektiv og human dødsdosis, som moren kunne indtage.

forlængelse af et uværdigt liv

Jeg går på ingen måde ind for selvmord eller dødstanker, der knytter sig til en psykisk sygdom! Går man i selvmordstanker eller har dødstanker, så er man syg og skal henvende sig til læge, psykiatrisk skadestue eller lægevagten og bede om hjælp! Det er unaturligt at ønske at dø. Der, hvor jeg går ind for aktiv dødshjælp, er i de situationer, hvor livet er blevet uværdigt og uudholdeligt at opretholde. Og den eneste situation, hvor jeg kan komme i tanke om, at det gør sig gældende er ved livstruende eller terminal sygdomme. Der, hvor der ikke er nogen lægemidler eller -behandlinger der kan foretages. Der, hvor det bare drejer sig om at forlænge livet og udsætte det uundgåelige.

vi ville have valgt dødshjælpen

Min far druknede og min søster overværede hans dødskamp. Det var forfærdeligt og jeg håber ikke, at druknelyden ikke forfølger hende resten af hendes liv. Mandag morgen, da der ikke var mere at gøre for far, valgte vi at slå maskinerne fra. Så nu var der kun morfinen til at lindre hans tilstand. Det betød, at det blev svært for ham at trække vejret og hans lunger langsomt blev fyldt med væske. Onsdag morgen døde han. Tænk at han led druknedøden over 2 dage. Tænk at min søster og bror, som sad hos ham i de dage, var vidner til det! Havde vi haft muligheden ville vi have valgt ikke at udsætte døden og gøre noget aktivt for at hjælpe ham over på den mest værdige og smertefrie måde.

rette hyldeSå står jeg for min første aktivering! Jeg er en af dem,der, selvom jeg har arbejdet fuldtid i et år og siden blev omstruktureret, ikke har optjent nok til en ny dagpengeperiode. Så jeg er havnet på arbejdsmarkedsydelse.

optjeningsperiode

Jeg mangler omkring 150 timer, hvilket svarer til de 3 mdr hvor jeg var i job med løntilskud. Siden august er det kun nærved og næsten det er lykkedes mig at få et længerevarende vikariat. Og sådan som arbejdsmarkedet ser ud, er der 200 ansøgere til vikariater iøvrigt. Anyway jeg er på arbejdsmarkedsydelse, hvilket er 80% af dagpenge. Da jeg er så heldig at have forsørgerpligt for 2 børn, får jeg tillæg og min kæreste kæreste arbejder heldigvis. Alligevel vil jeg mene, at politikerne skulle arbejde på at nedsætte optjeningsperioden til dagpenge.

arbejdsmarkedsydelsen udløber

Jeg er taknemmelig for, at politikerne lavede hovsaløsningen med arbejdsmarkedsydelsen. Det er da altid mere end kontanthjælp! Den udløber naturligvis. For mit vedkommende udløber den til sommer. Så hvis ikke jeg har fundet mig et arbejde, ryger jeg på kontanthjælp (1. gang i mit liv). Så derfor skal jeg jo aktiveres.

opkvalificering til arbejde…

Og så er det at stressen og nervøsiteten øges hos mig. Jobcentret har nemlig ikke mulighed for at placere mig i et kontorarbejde, så jeg har mulighed for at opkvalificere mine kompetencer. Så jeg fik valget mellem pedel, pædagogmedhjælper i børnehave eller plejehjem. Nervøsiteten melder sig, for hvor god vil jeg være til det arbejde? Et er at være pedel her på vores lille nedlagte landejendom og udføre småreparationer, havearbejde mv. Noget andet er at udføre et professionelt stykke arbejde. Pyh…

Ja så har jeg hørt Ibens podcast på Radio24syv og med stort personligt udbytte igen. I denne udgave af programmet fra uge 34 var der sat fokus på skam. Det interesserer mig, for jeg har svært ved at indfange begrebet og forstå, hvad det er for en følelse og om jeg skammer mig. Efter at have lyttet til programmet og læst lidt om psykolog Lars J. Sørensen, kan jeg kun sige: Jeg har virkelig skam i livet.

skam har en andel i psykiske lidelser

I am a puppet on a string...

I am a puppet on a string…

Det var anden time af udsendelsen, der gjorde særlig indtryk på mig. Psykolog Lars J. Sørensen kom på, for at belyse at skam har en andel i psykisk sygdom, fordi skamfølelsen opstår, når man ikke bliver mødt, set og spejlet, som den man er. Iflg. Lars J. Sørensen har man en medfødt skam, som har den mekanisme at beskytte din inderste sårbarhed og registrere når din blufærdighed overskrides. Så den er meget nyttig for din egen selvforståelse. Den ubehagelige skamfølelse opstår og er derfor tillært, når din selvforståelse bliver ødelagt af de relationer eller det miljø, du vokser op i eller befinder dig i.

blufærdighed kommer før skam

Blufærdighed er noget vi har naturligt har med os. Det er den, der fortæller os, hvis noget ikke er i orden. F.eks. du er vidne til mobberi. Der opstår en ubehagelig følelse i dig for din blufærdighed bliver krænket og du kan reagere. Lad os så antage, at du træder frem i forsvar for den mobbede og ikke bliver mødt eller bakket op i din handling, men tværtimod også bliver offer for mobningen eller endda bliver forhindret i at handle…så opstår der en forkerthedsfølelse i dig. Det er den ubehagelig skamfølelse, for din blufærdighed bliver ikke respekteret og dit selvværd/selvførståelse bliver derfor nedbrudt. Den er jeg med på.

skam er en socialiseringsfølelse

Så til det, der virkelig åbnede mine øjne op for den skam, jeg bærer på: Iflg. Lars J. Sørensen: I depressionen er skam blevet til en lidelse i selvet. “Jeg kan ikke gå ud i verdenen som den jeg er.” Når man ikke er blevet set med kærlighed eller som den, man er, af sine forældre, så mister man sin selvfølelse og så opstår sjælemordet. Man kan ikke finde ud af sig selv og hvem man er. Citat: Når følelser hos børn ikke bliver mødt, kan det ende med, at de føler sig forkerte, og så er skammen plantet. Depression skyldes ikke skyld, men skam. Jeg forstår nu, at jeg skammer mig over mig. At jeg har lært at jeg ikke kan være mig selv bekendt. Det er tough.

Hør Lars J. Sørensen i Ibens fra uge 34 del 2: http://arkiv.radio24syv.dk/video/10177669/ibens-uge-34-2014-2

Læs artikel fra Kristeligt Dagblad ifm. udgivelsen af Lars J. Sørensens seneste bog: Skam medfødt og tillært – når skam fører til sjælemord http://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sj%C3%A6l/skam-kan-%C3%B8del%C3%A6gge-sj%C3%A6len

Hver gang jeg er syg, det kan være en forkølelse eller influenza, så går det ud over min mentale tilstand. Det er som om at den ligevægt, balancering på linien mellem vanviddet og forstanden hvis du kan følge mig, går fløjten. Heldigvis er vi klar over det, så jeg kan med meditation kan rumme de dumme tanker og vi kan efterfølgende grine af det. Denne gang fik jeg dog en tanke om tilstanden, som jeg ikke har tænkt før.

mental utilregnelighed

Nu kan jeg mere end blot holde balancen!

Nu kan jeg mere end blot holde balancen!

Jeg er stadig en smule syg og så jeg er mærket. Anyway når influenzaen eller forkølelsen eller hvad det nu er, er på sit højeste, så kører mine tanker med “Jeg er dum, grim og fed!” til “Det er bare for hårdt, jeg kan ikke det her liv!”. Jeg lå i sengen på første sal forleden og fik den syge tanke eller rettere en slags vision, hvor jeg så mig selv åbne altandøren, springe ud og mærke vinden og suset mod kroppen…men så på en måde hørte jeg samtidig ungerne og min kæreste i haven, og mens jeg står der på den rigtige side af gelænderet (altså i tankerne), ser jeg deres reaktion på min livløse krop nedenfor altanen. Lige i det øjeblik tog jeg mig selv i illusionen. Jeg ved det jo godt. Jeg bliver altid mental utilregnelig, når jeg er influenzaramt.

sideløbende uligevægt

Jeg ved, at det skyldes mindfulness og meditation, at jeg kan rumme den mentale uligevægt, der kommer når jeg er fysisk belastet eller træt. Det betyder dog ikke, at det ikke er hårdt eller at jeg ikke “falder i”. Jeg kan godt miste overblikket og have svært ved at være sideløbende uligevægtig og så løber tårerne og jeg tager de dumme tanker for sande, så min kæreste bliver nødt til at minde mig om, at det blot er tanker og følelser. Men stort set kan jeg være sideløbende uligevægtig samtidig med at have forstanden med mig. Men denne gang slog en anden tanke ned i mig.

en gammel kending

Det slog mig pludselig, at tanken om at give op og ønske sig væk, er en gammel kending, en kendt ven. Jeg indså, at det altid har været med mig. Jeg genkender tankerne, når jeg tænker tilbage på de gange jeg har ligget syg hjemme hos mine forældre. Og jeg genkender dem, når jeg har haft tømmermænd efter en fest. Jeg måtte også lige tjekke med min kæreste om han nogensinde har haft sådanne eller lignende tanker, hvilket han slet ikke har haft eller har. Det er vildt syret at opdage det og se mig selv i et større perspektiv af mental uligevægtighed og så at indse, at jeg bare førhen ikke har haft teknikkerne eller mental kapacitet til at rumme dem, men netop har udlevet dem og på den måde endnu en gang holdt mig selv unødvendigt nede. Det er syret!

 

 

Jeg er blevet udsat for mobning på min arbejdsplads! Og selvom det har holdt hårdt og stadig er hårdt mentalt nu hvor jeg er sygemeldt og går her og har masser af tid til at gennemgå sammenstødene med mine chefer og samtalerne i hovedet og derfor bliver i tvivl om mig selv, så hænger jeg i og står ved mine grænser.

ukendt grund

Ikke fordi jeg tænker at jeg skal skyde først, men bare for at sætte min proces på spidsen.

Ikke fordi jeg tænker at jeg skal skyde først, men bare for at sætte min proces på spidsen.

Jeg mærker, at jeg er på ukendt grund og det er virkelig angstprovokerende. Fra barnsben har jeg jo lært ikke at stole på mig selv og min intuition. Tværtimod har jeg lært at sætte mig selv til side og lade andre overtræde mine grænser fysisk som psykisk. Så jeg mærker i høj grad konflikten inde i mig mellem de gamle tankemønstre og den voksne jeg, som er fri til at stå på egne ben og sige fra. Jeg vil så gerne stemple mig selv som den, der endnu en gang er gal på den, give efter og indordne mig!

offer, krænker og redder

Udover at jeg ved, hvad der foregår indeni mig, er jeg alligevel blevet opmærksom på den der offerrolle, som jeg nemt kunne have taget på mig. Det var faktisk min læge, som sagde til mig, at jeg ikke behøver at være offeret! Dramatrekanten er kort fortalt en beskrivelse af dynamikken i dysfunktionelle relationer (transaktionsanalysen), hvor man typisk indtager en af de 3 roller: Offeret, krænkeren eller redningsmanden. Så i stedet for at bebrejde og gå ned i en skyttegravsdialog, skulle jeg i stedet holde ved mine grænser, kommunikere på min banehalvdel og forholde mig objektivt til konflikterne. Det holdt hårdt fordi krænkeren ikke havde samme indsigt som jeg!

drages ind i dysfunktionelle relationer

Det værste er, at jeg vil blive ved at havne i sådanne situationer/relationer! Der skulle en Zornig Zone (radioprogram på radio24syv om udsatte) til, indtil jeg så sammenhængen – og det på trods af, at min bror et par gange allerede havde gjort mig opmærksom på det. Han sagde (ikke ordret), at det er som om at de (krænkerne) ved hvem, de kan gå efter og hvem, det er bedst at gå udenom! En psykolog i radioprogrammet forklarede, at offeret ubevidst udsender nogle signaler, som krænkeren opfanger ubevidst og derfor viser det sig ofte, at de kvinder/mænd, der udsættes for voldtægt ofte har oplevet seksuelle krænkelser tidligere i sit liv! Forstå dog mig ret – jeg siger ikke, at jeg selv er skyld i at være blevet mobbet på arbejdet…jeg har bare fået øjnene op for endnu en dimension, som jeg skal arbejde med! Hvad tænker du?

 

I forlængelse af indlægget “Angstramt” kan jeg så fortsætte med at fortælle, at jeg med erkendelsen om hvor min angst har rod: Altså en indgroet tro på, at venner/veninder ikke bare vil hænge ud sammen med mig pga. mig, men fordi jeg skal gøre noget for dem eller på anden måde berige deres liv – slet ikke kunne gå imod angsten, da den først ramte mig.

angsten bygger sig op

Vi har et rigtigt godt vennepar, som via uforklarlige sammentræf har været der for mig, min kæreste og lille familie på kritiske tidspunkter i vores samliv. Det er nogle dejlige mennesker, som er åbne, tolerante og pragmatiske – som på alle måde acceptere vores almindeligheder som særheder. Jeg holder virkelig meget af dem: De er så interessante, sjove og helt almindelige og særlige – og vi deler nogle grundlæggende værdier samtidig med at vi hører og accepterer hinandens forskellige meninger. Som du nok kan læse, betyder de en del for mig. Så når vi skal ses, kan mine forventninger til mig selv og mødet virkelig bygge min angst op – endda en hel uge op til middagsaftalen.

trætheden melder sig

Allerede op til aftalen melder trætheden sig, fordi jeg for at holde angsten nede er på mentalt overarbejde. Jeg føler mig uoplagt og har en stor lyst til at aflyse. Jeg har efterhånden heldigvis lært at tackle angstfornemmelserne, så jeg kan lade dem være der uden at de fylder mig og jeg bliver total hæmmet. Jeg er endda så mindful, at jeg kan have medfølelse med mig selv og tage det stille og roligt og give plads til de ubehagelige fornemmelser uden at reagere på dem.

lammet af angst

Total hjernedød snak...

Total hjernedød snak…

Nu er der bare dukket et andet problem op….eller det mon bare et skridt i den rigtige retning? Istedet for at aflyse eller på anden måde undgå aftalen, kan jeg nu mærke, at jeg under besøget eller i situationen lammes af angst. Min hjerne går simpelthen i stå: Jeg har intet at sige, jeg forstår ikke helt hvad der bliver sagt. Jeg taber tråden i samtalen eller midt i en sætning. Lam, lammere, får. Og så er det jeg begynder at vrøvle eller snakke i et væk om ingenting og andre uinteressante almindeligheder. Bla, bla, bla og smalltalk. Jeg ved ikke, hvad der er værst. Vrøvleriet eller tomheden. Jeg føler, at angsten for netop det vennepar er blevet større – for nu er jeg overbevist om, at jeg var total kedelig og mit besøg var tidsspilde. Nytter det at spørge – nej for angsten tager overhånd og jeg tror alligevel ikke på deres forsikringer. (Desuden hvad andet kan de sige end at benægte det?! Af høflighed!) F…!