For nogle uger siden hørte jeg på P1, at læger ind imellem ser sig nødsaget til at give deres patienter en diagnose, så de får adgang til bestemte sociale ydelser og kommunale systemer – dvs. diagnosen åbner op for muligheder for patienten. Et megainteressant dilemma.

spil diagnosen

minions_2015-wideSidste år til en fødselsdag, mødte jeg en sygdomsramt sygemeldt kvinde, som på trods var superglad, nok den gladeste mest positive person, jeg længe havde mødt. Da jeg kommenterede det, kunne hun fortælle mig, at hendes positive indstilling over for det kommunale system ind i mellem kunne være en ulempe for “så kunne hun jo ikke være så syg…”!? Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan de personer, som er nødt til at spille diagnosen har det…

du er diagnosen

Nu havde den kvinde en fysisk sygdom og med fysiske diagnoser, kan man blive erklæret rask og helbredt. Problematikken opstår, når det drejer sig om en psykiatrisk diagnose – i det offentlige system, er man den diagnose resten af livet. Man kan ikke få den slettet igen. Man bliver i princippet heller ikke erklæret rask eller helbredt. Jeg har oplevet, hvordan det kan have konsekvenser for min egen selvopfattelse. Der var en periode, hvor jeg netop diskuterede dette med mig selv (og skrev blogindlægget “psykisk handicap”), for på daværende tidspunkt var jeg kommet over en svær depression. Min tredje. Så jeg var ikke syg, men heller ikke “rask” for jeg er disponeret for depressioner og mit liv er i dag indrettet derefter. Bortset fra det, er jeg jo som alle andre!

muligheden for at slette den?

I de sundhedsfaglige journaler og i det sociale system er min diagnose opført – det har jeg oplevet på anden vis, da jeg en gang ringede til lægevagten, desperat pga. søsyge (der så senere viste sig at være en virus på krystallerne i ørene). Jeg blev stillet om til psykiatrisk skadestue og måtte på det kraftigste afvise, at min tilstand var psykisk inden jeg blev stillet tilbage til lægevagten. Så hvem ejer diagnosen? Lægen, systemet eller patienten? Og skal patienten kunne sige takke nej til en diagnose? Måske få den slettet efterfølgende? Eller skal man kunne sætte diagnosen på “hold” indtil man har depression i udbrud igen?

Blogindlægget er inspireret af publikationen “Diagnosen som det bedste og værste”, kernetekst 1 (Januar 25., 2016) af etisk råd.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s