Forleden i supermarkedet mødte jeg en bekendt, som kommenterede, at han kunne konstatere, at jeg stadig løber regelmæssigt, da han ofte ser mig på landevejen mellem Kolding og Vejle. Tja hvad skal jeg sige til det? På niende år med løb kan man jo godt konkludere, at løb er blevet en rutine for mig, men på et metaplan er løb et livsvilkår for mig.

på hårdt arbejde?

mit livsvilkår

mit livsvilkår

Der var en gang, hvor jeg blev total angst, hvis jeg blot en gang missede at få løbet. Nu har jeg heldigvis fået et mere afslappet forhold til det og kan sagtens prioritere og planlægge, så alt det jeg er nødt til at gøre for at holde mig i psykisk balance også kan passe ind med familien mv. Jeg husker også, at det gjorde indtryk på mig, da en ung fyr i et DR program om livet som psykisk syg, udtalte, at det er hårdt arbejde at holde sig rask…det fik mig til at tænke over mit liv, som det er nu. Særligt de reaktioner, jeg får fra andre, når de finder ud af, at jeg løber 3 gange ugentligt, meditere dagligt og også dyrker yoga ind i mellem. Hvordan får jeg energi og tid til alt det?

et livsvilkår

Jeg kan godt forstå, at det kan imponere, men der er en hel naturlig forklaring på det: Da jeg har en tendens til depression og angst, er det blevet et livsvilkår for mig at forebygge. Og nu er det dagligt at tage en anti-depressiv, det at løbe, det at meditere, det også at lave yoga i særlige svære perioder, blevet en livsstil for mig. En indgroet del af det at være den, jeg er, at pligten ikke længere vejer tungere end lysten. Drivkraften til at holde fast i denne livsstil er uden tvivl den indsigt, jeg har opnået gennem de depressioner, min familie og jeg har været igennem.

indsigten forpligter

Jeg er forpligtet af den forståelse, jeg har fået af at være depressiv. Den indvirkning, jeg har set, det har på mit liv, min kæreste og mine børn, mit arbejde og omgivelser iøvrigt. Når man først har opnået den indsigt i sygdommen og påvirkningen af pårørende mv. depression og angst har, så mener jeg, at jeg er forpligtet til at kæmpe mod de uhensigtsmæssige tanker, følelser og adfærd og forebygge og dermed ændre livsstil. Jeg kan ikke gå tilbage, for det betyder, at jeg vælger et sygdomsfuldt liv. Så det er slet ikke helligt, imponerende eller flot. Jeg er bare disponeret for depression og angst.

Advertisements
Comments
  1. heidi.christiansen@mail.dk says:

    kære Melissa – Du er den modigste og sejeste jeg kender – hvor er det stort at du vil dele din historie med os andre. Du er med til at afmystificere noget der ellers kan være rigtig svært at snakke om – TAK.

    Like

  2. gaamigglad says:

    Kære Melissa. Jeg opdager i dag din fine fine hjemmeside. Stort tillykke med den. Hold op hvor er du god, og modig! Tak fordi du deler Melissa! Knus Heidi

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s