I sidste uge genkendte jeg mig selv i et afsnit i et skønlitterært værk – derfor er det så skønt at læse. Og selvom jeg godt er klar over min angst for at være i kontakt med veninder og venner, så fik jeg en aha-oplevelse af at læse om en helt anden person, som godt nok har en helt anden vinkel og udtryk for sin angst.

skræmt for dem, jeg kender

Det er svært at gå imod angsten!

Det er svært at gå imod angsten!

Jeg har nem ved at skabe kontakt og få venner og bekendtskaber. Mit problem ligger i at holde på og pleje venskaberne og netværket. Hvis første møde var godt, så rammes jeg af en frygtelig angst for den næste kontakt. Jo mere jeg kan lide vedkommende, jo større min interesse for at lære og bruge tid med vedkommende, jo større er min angst. Det bliver heller ikke bedre med tiden: Selv et langvarigt venskab eller bekendtskab er kompliceret men bevares pga. mine venners og veninders forståelse og velvilje.

angstens rod

Anyway i den omtalte bog observerede hovedpersonen et karaktertræk ved en anden: “En høflighed og en usikkerhed overfor andre mennesker. En konstant fornemmelse af at være på prøve i en ny verden. En angst for at skulle fungere sammen med andre, bare fordi man kan li hinanden, ikke fordi…” Og her er det at jeg kunne omskrive det træk til mig selv: “…de ønsker noget af dig: En tjeneste eller at du skal se dem og opfylde deres behov.” Noget af roden til min angst bunder i en tro på, at folk ikke bare vil være med mig pga. mig, men fordi jeg skal gøre noget for dem. Det var sandheden og hverdagen for mig i min opvækst og barndomshjem, og så har jeg fået den indgroede opfattelse, at det også er sandt i mit voksne liv og relationer.

angsten er irrationel

Jeg er derfor grundlæggende angst for at min kæreste vil forlade mig, fordi jeg med fuldtidsjob, ungerne, løb, meditation osv. ikke har energi til det hele. Det er sjældent, at jeg møder nogen, som jeg bliver så taknemmelig for at have delt ud af sig selv, så jeg føler jeg skylder dem noget. Jeg kan heller ikke bare tage imod ros eller andet uden at føle mig forpligtet til at gøre gengæld. Selv nu hvor jeg forstår, hvor det kommer fra og at fornemmelsen af at være på prøve ikke er sandt, kan jeg ikke gøre mig fri af angsten. Så selvom jeg har erkendt sammenhængen, så er angsten virkelig irrationel og ikke noget, jeg umiddelbart kan lægge fra mig.

Angsten rammer hårdere end erkendelsen! Suk.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s