Nu har jeg været i arbejde i 9 måneder. Pt har jeg travlt og de sidste par uger haft overarbejde næsten dagligt. Jeg kan mærke det tærer – ikke mængden af arbejde! Det kan jeg sige med sikkerhed, da jeg heldigvis har fuldstændig overblik over, hvad der gør mig stresset. Det er arbejdstimerne kontra den hvile, jeg faktisk har brug for og som jeg ikke får, der tærer.

at arbejde sig op

hvorfor tror jeg det en dag bliver lutter lagkage?

hvorfor tror jeg det en dag bliver lutter lagkage?

I starten handlede det meget om at lære alt det nye og vi var som par og familie indstillet på, at jeg naturligvis ville være smaddertræt efter arbejde og at min kæreste nok kom til at stå for meget af husholdningen og pigerne. Så helt efter “bogen” faldt jeg i brædderne og sov rask væk et par timer inden aftensmad kl. 18. Til gengæld – ikke fordi vi kører hjemmet og vores forhold som et milimeterdemokrati – har jeg forsøgt efter bedste evne at være på i weekenderne og givet min kæreste fri og frihed. Efterhånden har jeg med hjælp fra ham, set “fremskridtene”: Jeg har ikke brug for den lur efter arbejde og jeg er mere på i hverdagen over for pigerne og ift. aftensysler og pligterne.

det forebyggende arbejde

Det er også lykkes mig at holde fast i de forbyggende ritualer, jeg har lært at gøre for at leve med de depressive tanker: Jeg mediterer om morgenen inden arbejde, selvfølgelig mere vellykkede end andre gange. Jeg løber 3 gange om ugen og hvis jeg ikke lige får løbet, har jeg fundet et 7 minutters styrketræningsprogram, som gør op med min dårlige samvittighed og bange anelser for at falde i en depression igen. Alt sammen, noget der udelukkende har kunnet lade sig gøre pga. min kærestes velvilje og mine pigers forståelse. Og selv de dage, hvor jeg simpelthen er for træt eller har arbejdet over, så er det også lykkes mig nogenlunde at være bevidst om at jeg har truffet valget og stå ved det.

vil det nogensinde blive bedre?

Nu er der gået 9 måneder – og vil det nogensinde blive bedre? Tænker jeg! For idet jeg tænker det, bliver jeg bevidst om, at jeg på en eller anden måde alligevel har bildt mig selv ind, at jeg/vi er i en opstart og så vil udviklingen gå proportionel dvs at jeg en dag…ja hvad? Det er som om, at jeg hele tiden falder i den illusion om at det kun kan blive bedre, når det i virkeligheden bare handler om, at i dag gik super godt, i forgårs bedre og i morgen knap så godt…at hver dag er en ny dag og det faktisk er omsonst at tro at arbejdet en dag for sådan en som mig – dvs. en, der er stærk disponeret for depressive tanker/depressioner – bliver ren rutine og livet lutter lagkage. Og måske er det meget normalt?!

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s