rollemodel – at have et forbillede

Posted: September 12, 2012 in At leve med depression, Mindfulness og medfølelse, personlig udvikling
Tags: , ,

Per definition er en rollemodel en person, der gør noget positivt eller bemærkelsesværdigt, som andre kan lære noget af og som det vil være efterfølgelsesværdigt. Altså rollemodellen er et forbillede, det gode eksempel eller idealet, som man bør stræbe efter at efterligne. Som barn er ens forældre de primære rollemodeller. Lige her og nu bliver jeg pludselig mere bevidst om, at mine forældre var en slags omvendte rollemodeller for mig: Hvordan jeg netop ikke vil være!

omvendt rollemodel

Har jeg bare helt misforstået det?

Det er egentlig ikke, fordi de var dårlige rollemodeller eller for den sags skyld gode rollemodeller. De er, som de er. Mine forældres holdninger, handlinger og liv var og er alt det, som jeg fra barnsben på en eller anden måde besluttede mig for ikke at være. Så mine forældres værdier kombineret med en katolsk opdragelse (ja her i DK – jeg gik på katolsk skole, hvor vi havde separat kristendomsundervisning og gik i skolekirke 1 gang om ugen) med ugentligt indsprøjtning af stærke kristne værdier som tilgivelse, sympati (den gode samaritaner) og offervilje (vend den anden kind til), har jeg kunnet spejle mig fra den ultimative gode kristen Jesus til det fejlbarlige menneske. Måske er mine forældre så per definition ikke rollemodeller?

jeg samlede på forbilleder

Anyway når man spørger min søster om, hvordan hun husker mig gennem vores opvækst, siger hun: Du var der bare. Sådan husker jeg det også. Jeg observerede mine forældre og de andre voksne, så jeg var egentlig bevidst om dem som rollemodeller. Jeg samlede på forbilleder. Specifikke personer som specifikke rollemodeller til dannelsen af min egen identitet. Eller specifikke situationer, hvor en person handlede i overensstemmelse med hvad det vil sige at være et godt menneske. Idealet. Og her var mine forældre særlig gode til at vise mig alt det, som jeg ikke ville være: Jeg følte mig overset, overhørt, forkert når jeg sagde fra eller var trodsig, de kunne ikke selv leve op til at være den de forlangte at vi skulle være, de misbrugte deres magt og var ikke deres ansvar som forældre, beskyttere eller som rollemodeller bevidst.

stuck i rollen

Som barn bliver man chokeret, når man første gang opdager, at ens forældre bare er ganske almindelige, middelmådige og fejlende mennesker. Som voksen kan jeg godt se, at mine forældre bare ikke er bedre end de er. Jeg kan endda tro om dem, at de har gjort deres bedste eller det, de i den givne situation synes, var det bedste. Det, som jeg bare ikke kan leve med, er, at de fuldstændig overhørte/så mig, når jeg sagde fra og satte en grænse for, hvad jeg ville finde mig i. Men hvad kan jeg bruge det til, når faktum er, at jeg voksede op i en dysfunktionel familie, som betyder at jeg nu sidder her med min selvkritik, som er affødt af deres mangler som rollemodel og mine egne urealistiske krav til mig selv om ikke at blive som dem og kun være det superovergode mennesker med udelukkende de gode sider? Hvilken rollemodel mon jeg er for mine piger?

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s